Set i lyset af, at Anker Brink Lund i 1999, 2003 og senest i 2008 har fastslået, at fagblade og andre specialmedier er (en undervurderet) storleverandør af nyheder – som de fine nyhedsmedier bærer videre uden at huske kilden, er det en tankevækkede og måske også bekymrende udvikling, der angiveligt er i gang.

Noget tyder på, at karakteren af flere fagblades dækning er under forandring – kort sagt fra det mindre nysgerrige, kritiske og opsøgende, til det mere organisationsprofilerende.

En række iagttagere af fagpressen peger på, at den politiske styring af fagmedierne oprustes. Der er mindre frit slag i bolledejen og et større ønske om at få fortalt de historier, politikerne mener styrker foreningen.

Den mest logiske forklaring på udviklingen kommer fra lektor Michael Bruun Andersen, der peger på, at de politiske ledere i fagforeningerne kan se, at medlemstallet falder. Og i den situation – hvor der også er stigende konkurrence fra andre fagforbund – ønsker de at strømline organisationens samlede kommunikation. Fagbladet må ikke stritte ud med kritiske vinkler.

Det er sådan set en forståelig reaktion. Og det fagblad, hvor vinklerne i stigende grad er afstemt med det politiske baglands verdenssyn og fuglenes sang, kan sagtens levere substantielt godt indhold, ligesom kritisk og såkaldt fri journalistik kan være overvinklet og ringe.

Men samlet er den skitserede udvikling bekymrende.

For den nysgerrige og opsøgende fagpresse, der ikke skal bruge alt for mange ressourcer på at skrive, at udgiveren har ret – sådan sat lidt på spidsen – leverer de historier om fagene og menneskene i dem, som ”den store presse” ikke ser.

Hvis tendensen er rigtigt set, vil det betyde, at dele af vores organisationsverden ikke dækkes lige så kritisk og kompetent fremover. Ikke nødvendigvis fordi frihedsbrevene formelt falmer, men fordi betalende udgivere lader forstå, at der skal skrives mere om noget andet. Som ikke så mange gider at citere og bringe videre.

Jeg er selvfølgelig part i sagen. Jeg skriver fra en platform, hvor jeg skal forsvare den redaktionelle uafhængighed, og hvor vi sætter en ære i at skabe bølgeskvulp om offentlighedslov, misbrug af gratis arbejdskraft og etik i medier og kommunikation.

Det falder mig nu ret let: Jeg tror på, at en fagforening, der tør stole på en fri redaktion, får medier, der i sig selv virker fastholdende og rekrutterende. Og at det – i et miks med mere målrettet og politisk styret kommunikation – er det bedste middel i en tid, hvor folk måske kigger ekstra længe på netbanken, før der bliver trykket på ”betal”.