De sidste tabuer

Journalisten har bedt fem fotografer om at vise et billede, som berører et tabu. Der er både døde mennesker og dyr på billederne. Så spring videre til side 22, hvis du er en sart sjæl.

Journalisten har bedt fem fotografer om at vise et billede, som berører et tabu. Der er både døde mennesker og dyr på billederne. Så spring videre til side 22, hvis du er en sart sjæl.

Tabu: HIV
Fotograf: Sigrid Nygaard
År: 2008
Medie: Journalisthøjskolen

• Jørgen Ravn Juncher var endnu ikke fyldt 18 år, da han fik at vide, at han havde fået hiv. Sammen med syv andre optræder Jørgen i en fotoserie med unge, som ikke brugte kondom og fik hiv, klamydia, gonoré, abort – eller et barn.
For Sigrid Nygaard og hendes makker, Thomas Fredberg, var det vigtigt at vise nogle historier, hvor de ikke løftede pegefingeren, men fik de unge til at tænke: "Det kunne også ske for mig."
»Vi lavede en fokusgruppe med nogle gymnasieelever og spurgte, hvorfor de ikke brugte kondom? "Jamen, det gik jo godt sidste gang, og man kan jo bare tage en pille," lød svaret. Vi prøvede at vise, at man ikke altid bare kan tage en pille. Det kan ske for dig,« siger Sigrid Nygaard, der lavede projektet på 8. semester på Journalisthøjskolen sidste år.
For Sigrid Nygaard var det sværeste at ringe til Jørgen og fortælle, at han havde begået en fejltagelse, som hun gerne ville fortælle videre.
»Når man er så ung, er det svært at stå frem og fortælle sin historie. Men sammenlignet med de andre, som havde fået nogle forholdsvis almindelige kønssygdomme, var Jørgen faktisk en af de mest afklarede. Han havde en mission med at stå frem,« fortæller Sigrid Nygaard.
Halvdelen af de unge i Danmark bruger ikke kondom, og hvert år smittes op mod 50.000 unge med kønssygdomme.

 

Tabu: STOMI
Fotograf: Sif Meincke
År: 2008
Medie: Samvirke

• Hvordan ser det egentlig ud under tøjet, når folk går rundt med en stomipose på maven? Fotografen Sif Meincke har i flere omgange taget billeder af personer med stomi, og hendes serie fra Samvirke gav hende i juni en Bording-pris. Billederne fore-stiller mennesker med stomi, mens de er i gang med deres daglige gøremål derhjemme, i skoven eller ved stranden.
»Jeg tror, mange forestiller sig, at det kun er gamle, tykke og syge mennesker, der har stomipose – slet ikke unge i 30'erne. Jeg ville gerne vise, at man kan være stærk og se helt normal ud, selv om man har stomi,« siger Sif Meincke.
For nogle år siden gik hun selv med stomipose i fem måneder på grund af en tyktarmsbetændelse.
»Jeg fokuserede enormt meget på den pose på maven, som var usynlig for andre, men som jeg tænkte på hele tiden. Jeg troede, at jeg var den eneste på min alder, der havde det. Og hvis jeg syntes, det var svært at have det i en kort periode, hvordan føles det så ikke at vide, at man skal have det resten af livet?«
Sif Meincke mener, at stomi er et stort tabu, fordi det handler om afføring. I billederne har hun prøvet at finde ærligheden og sårbarheden hos de mennesker, hun fotograferede.
»Man føler sig endnu mere blottet, når man står med en lortepose midt på maven. Derfor synes jeg, at det er sejt og tegn på, at folk hviler i sig selv, at de turde være med.«

 

Tabu: ALDER
Fotograf: Liv Carlé Mortensen
År: 2008
Medie: Kommende bog med titlen
"Glory Me"

• Billeder af kvinders seksualitet er stadig tabu-belagte. Nej, ikke slanke 20-årige babes, der danser rundt i tropenatten på Paradise Hotel. Men kvinder, der er forbi den første ungdom, har sat børn i verden og mærket livet på godt og ondt.
På billedet "Lolitas Gloryhole" står Liv Carlé Mortensen med sine to børn. Billedet er taget med selvudløser i soveværelset på Nørrebro i København, og Liv Carlé Mortensen har et Barbie-ansigt for at symbolisere tidens ungdommelige skønhedsideal.
»Barbie har ikke børn eller strækmærker ligesom mig. Hun har heller ikke ar fra dengang, hun var punker med ringe i ansigtet. Hendes ansigt er helt glat, og der er ingen tegn på det liv, hun har levet de sidste 50 år.«
Fotografiet er ifølge Liv Carlé Mortensen et
kunstnerisk billede på »at være degraderet til at være fødekilde og glædeshul«.
Hun siger selv, at hendes billeder som regel er taget med udgangspunkt i egen navlestreng, og hun er ikke bange for at bruge sig selv som motiv.
»Jeg viser et lille kighul ind i min privatsfære,« siger hun og sammenligner kvinders seksualitet med en altfavnende regnbue.
»Kvinder har så meget power, at du ikke drømmer om det. Vi deler ringe med hinanden. Det er det, mit livsvirke handler om. Fra ringen i min bog "AMAZON 2007" til ringen i mine kønslæber. Tag den ring, og lad den vandre.«

Tabu: DØDEN
Fotograf: Jørn Stjerneklar
År: Rwanda 1994
Medie: Ikke offentliggjort

• Rwandas hovedstad, Kigali, maj 1994. Den danske fotograf og freelancejournalist Jørn Stjernklar befinder sig i landet for at dække det blodige vanvid. En nærliggende militærbase er lige blevet indtaget af tutsihæren RPF. Jørn Stjerneklar ankommer til et militærhospital, hvor alle patienter er blevet skudt i deres senge. Intet nyt i det, konstaterer han. Han begynder at fotografere liget af en død mand, som allerede er ved at gå i forrådnelse.
»Jeg tog billedet, vel vidende at det ikke kunne bringes i danske medier. Dengang var de mere følsomme,« fortæller han.
Mandens ansigt er fyldt med spyfluer, der er i gang med at lægge æg. De starter altid i øjne, næse og mund. Hans øjne er allerede godt æggede.
Jørn Stjernklar skal også finde materiale til et radioprogram til DR, og de summende spyfluer er den optimale lyd af Rwandas folkemord. Han tager sin lille digitale båndoptager frem, sætter sig ved siden af manden og holder mikrofonen helt nede ved hans næse.
»Jeg fik den mest vidunderlige lyd. Men for første gang i min karriere fik jeg fysisk kvalme og brækfornemmelser. Ikke over fluerne eller de mange døde omkring mig. Heller ikke lugten af død – den var jeg vant til. Men over mig selv. Pludselig kunne jeg se mig selv udefra – siddende dér på hug ved siden af en død mand med en mikrofon helt nede i hans ansigt for at lave den ultimative stereolyd. For første gang var jeg i bogstaveligste forstand ved at brække mig over vores branche, mig selv, vores arbejde.«

 

Tabu: HESTESLAGTNING
Fotograf: Maria Tuxen Hedegaard
År: 2008
Medie: JydskeVestkysten

• En pony med tillidsfulde øjne. En slagter, en boltpistol og en masse blod ned i afløbet. Få ting kan vække så store følelser som billeder af døde heste.
Maria Tuxen Hedegaard fra JydskeVestkystens Kolding-redaktion lavede sidste år fotoreportager fra to hesteslagterier. Da den første reportage kom i avisen, førte det til en regulær telefonstorm på redaktionen. En kvinde fortalte, at hun næsten havde kastet sin morgenmad op. Et medlem af en dyreværnsforening spurgte redaktionen, hvordan de kunne få sig selv til at dække den slags.
Maria Tuxen Hedegaard var overrasket over reaktionernes voldsomhed.
»JydskeVestkysten udkommer i et landbrugsområde, og man kan sagtens vise billede af grise og køer, der bliver slagtet. Men når det handler om dyr, som nogle opfatter som kæledyr, så vil man ikke se på det,« siger hun.
Læserreaktionerne førte blandt andet til, at chefredaktionen flyttede fotoserien fra slagteriet til en fjern underside på Jv.dk – med en medfølgende advarsel om, at der var tale om "stærke billeder".
Da Maria Tuxen Hedegaard to dage efter skulle lave reportage fra et andet hesteslagteri i området, fortalte hun cheferne, at hun ikke ville tage opgaven, hvis den blev censureret. "Gå bare i gang. Vi skal nok bringe det," lød beskeden.
»Alligevel endte ledelsen med at censurere serien, og man bragte kun ét billede, hvor læserne næsten ikke kunne se, at det viste en hest. Så første gang var det læserne, der reagerede. Anden gang var det redaktionen,« siger hun.

1 Kommentar

Monique Madsen
3. APRIL 2010
Re: De sidste tabuer

Lige en kommentar til et spændende citat i anmeldelsen af bogen "Glory me". 

"Barbie har ikke strækmærker eller børn ligesom mig" - en interessant sætning, der fremstiller det "perfekte" som kunstigt. Det er en del af livet at få strækmærker. Huden ældes og gravide får strækmærker. Det er en del af livet. Barbie fremstår altid som perfekt ydre, men kunstig i den forstand, at hun aldrig ældes - hun får aldrig børn og strækmærker. Hvad er det værd at have et perfekt ydre, hvis det bare er en tom skal uden noget menneskeligt indhold?

 Mvh

Monique

http://www.sundhedslex.dk/straekmaerker.htm