search

De røde vagthunde

Månedsbladet PRESS var i opposition til magthaverne og modpresse til de øvrige medier. Men hvad skal man så mene, når det viser sig, at politiet har fat i den lange ende? Bladet bagatelliserede danmarkshistoriens største røverisag, lyder kritikken. Hvad siger de Cavling-prisbelønnede skribenter selv i dag?

Månedsbladet PRESS var i opposition til magthaverne og modpresse til de øvrige medier. Men hvad skal man så mene, når det viser sig, at politiet har fat i den lange ende? Bladet bagatelliserede danmarkshistoriens største røverisag, lyder kritikken. Hvad siger de Cavling-prisbelønnede skribenter selv i dag? 

BAGKLOGSKAB. Journalistisk standhaftighed, udholdenhed og grundighed, der savner sidestykke i dansk presse. Sådan hed det, da månedsbladet PRESS fik Cavling-prisen i 1987.

Men spørgsmålet er, om de røde skyklapper kom til at hæmme grundigheden, når journalisternes egne politiske sympatier stod for skud.

Det mener flere kritikere. Senest kommentatoren Michael Jalving, der på sin blog på Berlingske.dk har gennemgået en artikel, man i PRESS kunne læse om Blekingegadebanden.

»Vantro, forsvar og satirisk bagatellisering,« skrev Jalving den 9. januar, samme dag som en tidligere PRESS-journalist, Peter Øvig Knudsen, blev udråbt som vinder af Cavling-prisen for sine bøger om banden.

Jalving ser artiklen i PRESS som udtryk for en venstrefløj, der generelt havde meget svært ved at erkende fejl i egne politiske rækker.

»Tvivlen er udtryk for, at journalisterne er farveblinde, fordi de selv tilhører venstrefløjen. Der er en usagt, kollektiv vantro, som bunder i, at nogle af dem teoretisk deler de samme synspunkter,« siger Jalving til Journalisten.

Artiklen er præget af en generel tone af mistro over for politiet og hele sagen, siger kritikerne. Gennem 37 retorisk spørgende sætninger og en overvægt af kilder, der sår tvivl om anklagerne og sagens sammenhæng, giver PRESS læserne et billede af en sag, der halter.

»Når man stiller 37 spørgsmål, så virker det på læseren, som om der slet ikke er nogen sag – at det måske bare var noget, politiet havde opfundet,« siger Jalving.

Yderligere ironiserer PRESS over sagen. For eksempel bruger man to spalter på at undersøge et rygte om Information-journalisten Lars Villemoes’ skildpadder, der skulle være blevet dræbt under et interview.

Sagen kommer til at fremstå i et latterligt skær, selv om artiklen er skrevet efter fundet af det store våbenlager i Blekingegade.

 Sådan lyder kritikken.

Journalisten har opsøgt en række af de personer, der medvirkede til artiklen i PRESS, for at spørge, hvordan de ser på artiklen med nutidens øjne og med den viden, der er kommet frem med Øvigs bøger.

»Da banden blev arresteret, var den første reaktion, at det måtte være et komplot, PET havde opfundet. Vi havde en sund og grundfæstet mistillid til PET,« fortæller Peter Øvig Knudsen, som ikke selv var med til at skrive artiklen.

Første mand på sagen var Ulrik Dahlin. Han tog i byen med et klart formål: At afsløre komplottet.

»Min hensigt var at gå ud og snakke med folk, der kunne fortælle, at det her simpelthen ikke passede. Jeg prøvede alle mulige ting, men det førte ingen vegne. I dag er jeg sådan set glad for, at vi ikke lykkedes med det forehavende,« siger Dahlin, der som tidligere medlem af KAP (Kommunistisk Arbejderparti) var den eneste på PRESS, der havde haft partipolitisk tilknytning til den ydre venstrefløj.

Erik Valeur er medstifter af PRESS og en af penneførerne på artiklen.

»Det var sådan en pligtopgave. Vi var bladet, der blev læst af de unge og kritiske, og vi måtte jo komme med noget efter sådan en begivenhed, hvor hele venstrefløjen kom i spil. Men vi kunne ikke få en dyt at vide, så vi anede ikke vores levende råd,« fortæller han.

Tvivlen og de manglende oplysninger kom til at afgøre formen.

»Vi har gjort det, der i den situation var det eneste rigtige: Eksponeret vores tvivl og stillet de spørgsmål, som den øvrige presse overhovedet ikke stillede,« siger Erik Valeur og refererer til PRESS’ rolle som mediekritisk blad og barn af den gamle modpresse.

»På det tidspunkt havde PET og politiet begået fejl på fejl i mange år, så det var helt rimeligt at sætte et filter på og sige: Inden I tror på det hele, så tænk jer om,« siger han.

Det virker, som om både artikel og kildevalg kun har til formål at stille spørgsmål og så tvivl?

»Det er vel for så vidt også journalistikkens væsen,« svarer Ulrik Dahlin til den antagelse.

Men journalistikkens væsen er vel også at høre begge sider af sagen og beskrive virkeligheden?

»Det kunne vi jo ikke. Forsvarerne havde mundkurv på, vi havde ingen kilder i politiet. De sagde ingenting.«

I sin blog fremstiller Michael Jalving PRESS som en del af venstrefløjen. Men det anfægtes af alle de kilder fra bladet, Journalisten har talt med. De færreste havde en partipolitisk tilknytning, og de unge PRESS-journalister var stærkt kritiske over for den 68er-generation, som Blekingegadebanden tilhørte.

Men alle siger også, at grundlaget for PRESS var en stærk kritisk holdning til autoriteter og magthavere, og at sympatien generelt lå på venstrefløjen.

I artiklen kommer det særligt til udtryk ét sted:

»Men det er svært at smile. Hvis politiets sigtelser holder, er det jo et katastrofalt slag for venstrefløjen. I mange år fremover vil der være frit slag mod selv den mest uskyldige politiske virksomhed (…)«

Den sætning studser tv-dokumentarist Jakob Gottschau, der var medforfatter, også over i dag.

»Det er et af de steder, hvor jeg tænkte: Hov hov, hvad sker der her? Den udtrykker nok en 70er-historik, hvor PET flere gange er blevet afsløret i at observere og registrere lovlige
venstrefløjspartier. Men set i bakspejlet, bryder jeg mig ikke om formuleringen,« siger han.

Generelt er der dog tilfredshed – og en vis lettelse – at spore, når Journalisten taler med artiklens skribenter små 19 år efter.

»Set i historisk kontekst synes jeg fandeme, det er meget godt – dagbogsformen og så noget gonzo-journalistik, hvor man bruger sig selv. Den rammer en undren, der faktisk var i tiden. Og så rejser artiklen også nogle spørgsmål, der faktisk aldrig er blevet besvaret,« siger Mads Baaastrup, der i dag er projektleder på DR-Historie.

Da Journalisten taler med Erik Valeur, er han netop kommet hjem fra et censorjob på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Her ville PRESS-artiklen have klaret sig fint.

»Det gode ved den er, at den pin-pointer en masse usikkerhed og forbløffelse, som alle havde dengang, og så har den et bredt udvalg af kilder. Men den kan aldrig få kæmpe karakter, for vi får ingen svar på, hvordan det hænger sammen,« siger Valeur.

Han vælger den gamle skala og giver artiklen karakteren 9 for den gode præstation, der ligger over middel – og tilføjer en pil opad. /

PRESS’ Blekingegadebande-dækning

1. En artikel over 10 sider, formuleret som en slags research-dagbog, der dels bygger på andre medier, dels på egne interview.

2. En kommentar af forfatteren Jørgen Knudsen, der relativerer Blekingegadebandens forbrydelser i forhold til lidelserne i den tredje verden.

3. Satiresiderne Folkesjælen, der i samme nummer lanceres som »et stort festligt terror-nummer«.

Artiklen blev offentliggjort i juni-nummeret 1989. Den beskrevne research-periode løber fra 15. april til 28. maj.

Våben-fundet i Blekingegade sker 2. maj.

PRESS skrev ikke yderligere om sagen.

Fra artiklen ’Nøglen til Blekingegade’, PRESS juni 1989

»Undren: Kan det virkelig passe? Cafe Liberation har ofte annonceret i Press, og flere af folkene bag cafeen er velkendte på bladet. Mystikken breder sig.«

»Uanset hvordan denne sag bliver lukket – selv hvis de anholdte aflægger fuld tilståelse – kan de jo være manipuleret til at spille et spil uden at ane det. Vi får aldrig svar.«

»Det er 31 dage, siden den såkaldte terror-sag startede. Den eneste spinkle forbindelse til terrorisme synes fortsat at være PFLP – der ikke går ind for terrorisme og har fuldt legale repræsentanter i Skandinavien – samt våbnene, som ingen ved hvad skal bruges til.«

»Men det er svært at smile. Hvis politiets sigtelser holder, er det jo et katastrofalt slag for venstre-fløjen. I mange år fremover vil der være frit slag for aktioner mod selv den mest uskyldige politiske virksomhed – fordi ingen mere kan sige: Den slags sker ikke i Danmark.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen