Historien om Blekingegadebanden er en bestseller. Snart kommer filmen efterfulgt af tv-serien, og så mangler vi bare merchandise med banden i profil.

Danmarkshistoriens største røverisag vil ikke dø.

Efter at have læst Peter Øvig Knudsens gennemresearchede bøger er det en heftig oplevelse at dykke tilbage i arkiverne fra dengang. Journalist Lars Villemoes var lysår foran kollegerne i sin afdækning af baggrunden for gruppens benhårde kriminalitet. Øvig kalder helt fortjent artiklerne for ’banebrydende’ i et langt takkeafsnit i bøgerne.

I de gulnede presseklip får man dog snarere det indtryk, at Villemoes var en sensationshungrende, inhabil og inkompetent politistikker.

Kritikken haglede ned fra alle sider i fagbladet Journalisten, på en utroligt ensidig konference afholdt af Dansk Journalistforbund, i Aktuelt, i Information og i månedsbladet PRESS.

OK, der var skønhedspletter på Villemoes’ journalistik. Dagbladet Information kunne have lavet en bedre varedeklaration af historierne. Læserne skulle have haft besked om, at Lars Villemoes havde været med i gruppen Tøj til Afrika – en slags hangarounds til Kommunistisk Arbejdskreds.

Når det er sagt, så er artiklerne i deres beskrivelse af banden nærmest kirurgisk præcise.

Det, som slår en, er følelsesudbruddene og den voldsomhed, som kritikken blev fremført med. Det lugter langt væk af berøringsangst over for en svær sag for venstrefløjen. Det gælder eksempelvis månedsbladet PRESS.

Press’ eneste regulære journalistiske dækning af sagen i 1989 består af et dagbogslignende epos, der stiller 37 retoriske spørgsmål – primært til politiets efterforskning. Kildevalget er grotesk ensidigt, og de syv bylines på artiklen har påfaldende svært ved at få kilder i tale, der vil kunne modsige journalisternes fordomme. Flere af forfatterne siger i dag, at de blot lagde den tids tvivl frem. Men blæst op over 10 tætskrevne sider kommer tvivlen, de satiriske indslag og bagatelliseringen til at virke som en lang, massiv bortforklaring.

Artiklen bliver fulgt op af et satirisk indslag i ’Folkesjælen’ og en stort opsat kommentar af en tidligere højskolelærer, der relativerer Blekingegadens forbrydelser på stort set samme vis, som banden selv gjorde. Det var PRESS’ samlede dækning af sagen. Der kom ikke mere.

Det nu hedengangne magasin opfattede sig selv som samfundskritisk og som en modpresse. Alt godt, men i tilfældet Blekingegadebanden bliver tilgangen til røde skyklapper. En af skribenterne bag artiklen er mediekritikeren, journalisten og censoren Erik Valeur. Han siger, at man ikke kan tillade sig at bedømme historien på baggrund af den viden, vi har i dag, og giver generøst sig selv karakteren ni med pil opad for værket. Men man kan til gengæld godt tillade sig at bedømme artiklen med den viden, man havde, dengang den blev skrevet.

Og så må man konstatere, at vi taler om et makværk til 03.

For hvad var fremme dengang? Jo, før PRESS-folkene skrev artiklen og sendte den i trykken, havde politiet fundet selve Blekingegade-lejligheden inklusive en detaljeret drejebog over Købmagergade-røveriet samt et kartotek over jøder og jødesympatisører.

Hertil kommer et helt igennem forbløffende våbenlager toppet af 26 panserværnsraketter, der på en afstand af 250 meter kan gennemtrænge op til 34 centimeter armeret stål, samt et surfbræt med et indbygget missil.

Tre af de sigtede havde nøgler til lejligheden.

Det var vel at mærke efter disse fund, at PRESS valgte at offentliggøre artiklen. Hvorfor? PRESS-folkene beskriver selv et muligt motiv i selve artiklen: »Men det er svært at smile. Hvis politiets sigtelser holder, er det jo et katastrofalt slag for venstrefløjen. I mange år fremover vil der være frit slag for aktioner mod selv den mest uskyldige politiske virksomhed – fordi ingen mere kan sige: Den slags sker ikke i Danmark.«

En af journalisterne på PRESS siger i dag, at han var drevet af en lyst til at afsløre, at sagen var pure opspind. Artiklen skulle leve op til dogmet om, at kritisk journalistik skal være vendt mod myndighederne.

At gøre som Villemoes og researche i de miljøer og den ideologi, som var baggrunden for fundet af det gigantiske våbenlager var skadeligt, da det kunne forhåndsdømme de sigtede.

PRESS’ ensidige tilgang viste sig at være en journalistisk blindgyde.

Det er netop kvaliteten ved Peter Øvig Knudsens arbejde, at han ikke skåner nogen.

Ved at gøre det modsatte af PRESS og netop grave i KAKs voldelige marxistiske ideologi og gruppedynamik får han fortalt historien om, hvordan ungdommelig idealisme kan føre til fanatisme, mord og livsvarig invalidering af en stribe uskyldige.

Det viser sig, efterhånden som bøgerne skrider frem, at afdækningen af kriminalitetens enorme omfang er en nødvendig forudsætning for også at fremsætte en tungtvejende kritik af myndighedernes håndtering af sagen: PET har i årevis holdt oplysninger tilbage for politiet, som kunne have stoppet gruppens kriminelle aktiviteter. Den israelske efterretningstjeneste, Mossad, opererer på dansk jord med PETs velsignelse. Vigtige efterforskningsskridt bliver stoppet i det danske justitsministerium. En tidligere formand for Dansk Industri har i strid med den danske lovgivning og via en stråmand solgt en våbenfabrik til israelske interesser.

Historier, som de røde skyklapper simpelthen blokerede for.

Journalistik skal afdække og oplyse uden at tage specielle hensyn til nogen – heller ikke til de miljøer, som sigtede udspringer af. Hvis vi kan lære noget af sagen i dag, så er det, at ideologiske blokeringer er den gode journalistiks værste fjende, og det uanset om skyklapperne er røde eller blå. Dengang trak den kolde krig de ideologiske skillelinjer. I dag står koldkrigerne på hver sin side i diskussionerne om kulturkampen, Muhammed og integration. Og de står desværre helt inde i redaktionslokalerne med chefkasketter på.

Ideologien æder sig igen ind på journalistikken. Det bliver den kun ringere af.