De ringer vi sukker

De seneste 14 måneder er der rapporteret fejl 50 gange på telefonerne i DR-Byen. Journalisterne er frustrerede, men det bliver aldrig bedre, melder DR.

De seneste 14 måneder er der rapporteret fejl 50 gange på telefonerne i DR-Byen. Journalisterne er frustrerede, men det bliver aldrig bedre, melder DR.

DUTDUT. Der er store frustrationer i æteren, da journalisterne på P1 Morgen en tilfældig torsdag i marts skal præsentere danskerne for dagens vigtigste historier.

»Jeg savner faktisk vores drejetelefoner,« lyder det direkte ud til lytterne med et suk fra vært Jan Falkentoft.
Man må konstatere, at et af verdens mest moderne mediehuse endnu en gang ikke kan levere den helt basale vare: Liveinterview med kilder per telefon.

Kort efter er problemet der igen. Journalist og vært Mette Hovmand:
»Nu håber jeg, at jeg har Lars Østergård med på en telefon. Godmorgen Lars Østergaard!«

Jan Falkentoft udbryder begejstret:
»Jeg synes, jeg kan høre en!«
Også Mette Hovmand er nu glad:
»Jeg kan høre Lars Østergaard!«
Men Lars Østergaard kan ikke høre journalisterne, og indslaget må opgives.

Siden DR gennemførte milliardinvesteringen i DR-Byen og forlod Radiohuset og TV-Byen, har telefonerne gang på gang blokeret for nyhedsformidling og programafvikling. I løbet af en periode på 14 måneder har systemet svigtet 50 gange.
»Det er frustrerende, når telefonsystemet ikke virker,« siger Tor Arnbjørn, redaktionschef på P1 Morgen og P1 Debat.

»I gamle dage, før vi flyttede til DR-Byen, kunne teknikerne selv klare problemerne med de analoge telefoner. Noget skulle måske skiftes ud. Men med de digitale telefoner handler det om logfiler, der skal sendes af sted til producenten. Det er mere kompliceret,« siger Tor Arnbjørn, der dog mener, at problemet var endnu større for nogle år siden.
»Jeg troede faktisk, det var løst – men den torsdag var ikke god.«

De mange systemsvigt er ikke bare irriterende for journalisterne, de har også konsekvenser for lytterne og nyhedsdækningen. Nogle gange må indslag skubbes et døgn.
»Vi har 153 minutter på P1 Morgen og meget kan blive sendt dagen efter, hvis det går helt galt,« siger Tor Arnbjørn.
Andre gange må P1 helt ændre mikset i programmet for at få det til at hænge sammen.
»Hvis vi har problemer med telefonerne, løser vi det ved at bruge båndede indslag i første time, fikse telefonerne under Radioavisen og tage telefonindslagene i anden og tredje time.«

– Hvornår tror du bare, det kører?
»Det tror jeg aldrig, det kommer til. Det er selvfølgelig ikke noget rart citat. Men: Hvornår kommer Windows til at køre perfekt?«
 
Helt tilbage i 2006 lovede DR, at ledelse og teknikere arbejdede på højtryk for at løse problemet. Dengang måtte DR helt opgive at sende "Debat på 4'eren" på DR København. "Mennesker og Medier" måtte også udgå. Og "De ringer – vi spiller" måtte flyttes ud af DR Byen til det gamle Radiohus, fordi den nye teknik ikke fungerede.
Dengang mente DR, at problemerne snart var løst:
»Der sker fejl, men vore teknikere registrerer dem øjeblikkeligt, og hidtil har vi ikke fundet fejl, som vi ikke har kunnet løse,« udtalte radiodirektør Leif Lønsmann til Computerworld.

Ifølge Kim Brostrøm, udviklingschef i DR, er problemet det telefonsystem, "der integrerer" til de avancerede pulte, hvor telefonerne sluses ind i studiet.
»Vi har ændret en hel del ved opsætningen og opgraderet, og vi kører på en helt anden version i dag end i 2006,« siger han og forklarer, at der altid vil være fejl i it-systemer.
»Vores umiddelbare vurdering er, at systemet kører okay, og at vi ikke har for mange fejl.«

Kim Brostrøm ser fejl og rettelser som en løbende og nødvendig udvikling af systemet. Fejlen på P1 Morgen torsdag den 4. marts skyldtes en server, der var gået ned. Den skulle genstartes, så virkede det igen.

– Så det bliver aldrig fejlfrit?
»Nej, når man arbejder med digital teknologi, så bliver det aldrig fejlfrit.«

1 Kommentar

Kurt Starlit
13. NOVEMBER 2010
Re: De ringer vi sukker

Det er da altid noget at ledelsen ikke forsøger et skønmaleri. På min gamle arbejdsplads havde vi en talemåde, som en optimistisk direktør i et ubevogtet øjeblik var kommet til at søsætte: "Det bli'r bedre når vi flytter." I den tid jeg var på værket flyttede vi fire gange uden at noget af den grund blev bedre. Direktørens letsind gik uundgåeligt over i folkeviddet, således at alt hvad der ikke virkede fik ordene med på vejen: "Det bli'r bedre når vi flytter." Ak ja, og nissen flytter med!