Mange mediefolk drømmer om at arbejde internationalt. Journalisten har kigget i Nyt Job-arkiverne og opsøgt tre, der tog springet. Hvor er de i dag?

Fra Journalisten nr. 17 2007

DENGANG
Line Wolf Nielsen tog i november 2007 til Asien for at arbejde som freelancer med fokus på Sri Lanka, Indien, Bangladesh og Nepal.

I DAG
Hun er for tiden i Danmark på barsel, men regner med at tage af sted igen.

»Jeg er glad for, at jeg gjorde det«
For mig var det en gammel drøm at tage til udlandet og skrive hjem. Jeg er glad for, at jeg gjorde det. Jeg har arbejdet som freelancejournalist, korrespondent, informationsmedarbejder, talsperson for en NGO og undervist journalister i Afghanistan. Jeg har dækket 10 valg i Sydøstasien, været i Afghanistan syv-otte gange og besøgt fronten i Sri Lanka som den eneste danske journalist under det seneste oprør.

Jeg har blandt andet leveret stof til Berlingske Tidende, DR, TV2 News og Børsen og arbejdet for FN, SOS-Børnebyerne og Unicef. Jeg har nok lavet mere informationsarbejde, end jeg havde forstillet mig, men det har givet mig et større netværk. Desuden får man mere i løn, når den bliver udbetalt af internationale hjælpeorganisationer, end når den betales af danske redaktører.

Da jeg tog af sted, tænkte jeg, at rejseartikler kunne være min sikre indkomst. Men det var sværere at afsætte, end jeg troede. Jeg har dog lavet flere rejseartikler for Børsen. Samlet set har kontakten til de danske medier været en blandet buket af redaktører, der huskede mig og var gode til at give feedback. Andre svarede slet ikke, og dem holdt jeg op med at kontakte.

Jeg har fået mange opgaver, fordi jeg bevidst har satset på at dække de valg i regionen, som danske medier gerne vil rapportere fra, men som er for små til, at redaktionerne sender deres egne reportere ud.

Jeg var meget glad for at bo og arbejde i Indien, fordi der er et community af freelancere og fotografer. Den store udfordring var, at jeg efter blot seks måneder ikke kunne få forlænget mit journalistvisum. Så når jeg skulle lave journalistik, måtte jeg købe en flybillet, hver gang jeg skulle på arbejde.

Jeg fik en søn for ni uger siden og er i øjeblikket på barsel i Danmark. Jeg klarer mig uden dagpenge eller kontanthjælp, fordi jeg ikke opfylder tilknytningskravet til Danmark. Men jeg har sparet lidt op og arbejder også, mens jeg er her.

I første omgang var planen ikke at have nogen plan, men jeg har med hjælp fra Udenrigsministeriet endelig fået et nyt tremåneders journalistvisum til Indien, som klør i baglommen på mig. Med et lille barn på armen er det dog lidt sværere at tage af sted uden garanti for mere end blot tre måneders visum – og svipture til Afghanistan bliver der nok heller ikke så mange af.

Fra Journalisten nr. 10 2003

DENGANG
Emma Louise Laycock forlod i marts 2003 DR for at slå sig ned som freelancer i London.

I DAG
I dag er hun jourhavende og reporter for TV2 Udland.

»Jeg måtte udvikle mig på ekstremt kort tid«
Da jeg tog til London, var jeg ikke sikker på, at der var nok at lave, men det skulle bare prøves. Heldigvis fik jeg masser at lave, og min karriere havde nok ikke udviklet sig så hurtigt, hvis jeg ikke var taget af sted.

Det første år brugte jeg på at etablere mig som freelancer. Jeg fik arbejde for BBC's Radio 5 Live – en 24 timers radiokanal med nyheder og sport. Det år arbej-dede jeg seks dage om ugen og havde vagter på de mest mærkelige tidspunkter. Siden blev jeg kontraktansat som producer og reporter på magasinprogrammet "The Worricker Programme". Vi var et lille team, og mulighederne for at rejse var mange. Jeg har for eksempel sendt et helt program live fra et cricketstadion på Sri Lanka efter tsunamien.

Jeg var så glad for mit arbejde på radioen, at jeg egentlig godt kunne have fortsat et par år mere. Men en dag blev jeg ringet op af Ulla Terkelsen, som jeg kendte fra journalistfællesskabet i London. Hun syntes, jeg skulle søge job på TV2's nye nyhedskanal, TV2 News. Min fordel var, at jeg var vant til at arbejde med rolling news og breaking news.

Jeg blev redaktør på morgenfladen og var med til at afvikle den første udsendelse på TV2 News. Det er min claim to fame. I 2008 skiftede jeg til jourhavende på udland, hvor jeg stadig er i dag.

Rent fagligt tvang årene i London mig til, at jeg måtte udvikle mig på ekstremt kort tid. Ellers kunne jeg ikke følge med. Det var hårdt arbejde, konkurrencen var hård, og der var ikke noget, der hed fritid. Kulturen var sådan, at man mødte en time før almindelig arbejdstid, så man havde mindst en eller to ideer med til redaktionsmødet. Redaktørerne havde 20-30 freelancere at vælge imellem, og det var utænkeligt, at man kom til redaktionsmøde uden en ide.

Som jourhavende på TV2 Udland ved jeg i dag, hvor vanskelige produktionsforhold korrespondenter arbejder under. Ofte kan det være en stor udfordring at komme fra et sted til et andet i rette tid – samtidig med at man skal lave en historie.

De sidste år i London lavede jeg en del radio for DR, og en af de største udfordringer som freelancer er at overtale kilderne til at stille op. De er vant til at modtage fremmødehonorar, hvis de taler med BBC, men det har man jo ikke råd til som freelancer. Derfor er det svært at få dem i tale, for hvad får de ud af at optræde i en dansk radioudsendelse? Det var noget helt andet, når jeg var ude i verden for BBC, hvor vi havde stringere og fixere med lokalkendskab, der kunne hjælpe os videre.

Før man planlægger at tage til udlandet, skal man gøre sig klart, at der er mange om buddet. Hvis man vil leve af det, skal man turde satse og arbejde meget hårdt. I dag har jeg familie og barn, men jeg kunne godt tænke mig at komme ud igen.

Fra Journalisten nr. 19 2009

DENGANG
Mads Rolf Ahrenskjær rejste 1. februar 2010 til Afghanistan for at arbejde som presseofficer for Den Danske Kampgruppe ISAF 9 i seks måneder.

I DAG
Han kom tilbage i juli 2010 og arbejder igen for Beredskabs-styrelsen.

»hold 9 havde fem dræbte danske soldater«
Den første periode var relativt stille og rolig. Vi skulle hen i juni, før det blev almindeligt med sårede og døde. Det endte med, at jeg var af sted med det hold, hvor flest danske soldater blev såret og dræbt. I alt havde Hold 9 fem dræbte danske soldater.

Internt lavede jeg nyhedsbreve til de pårørende og soldaterne, og eksternt skrev jeg artikler til Hærens Operative Kommandos hjemmeside. Desuden stod jeg for håndtering af pressebesøg og henvendelser fra pressen.

Når der var døde eller sårede, var opgaven for Hærens Operative Kommando at give de pårørende besked først. Jeg har tidligere arbejdet i Irak, hvor det var svært at komme først til de pårørende, fordi der var så mange internationale journalister. I Helmand var det anderledes, fordi vi nærmest havde nyhedsmonopol. Historier om hændelser kom ikke ud, før vi havde released det.

Det var hårdere at skrive om de døde og sårede, end jeg havde regnet med. Flere gange var det folk, jeg kendte, ikke kammeratligt, men nogle jeg måske havde talt med få dage forinden. Nu lå de på hospitalet eller det, der var værre. Når der var rampeceremoni – det vil sige, når kisten bliver båret om bord på flyet for at blive sendt hjem – skulle jeg også skrive om det. Det er noget andet at skrive om folk, man kender, end om en tilfældig person, man aldrig har mødt.

Professionelt har turen til Helmand gjort mig bedre til at omstille mig og prioritere mellem vigtigt og mindre vigtigt i pressede situationer. Jeg befandt mig typisk i Camp Price, mens kampene fandt sted ved Armadillo, der i januar skiftede navn til Budwan.

Når jeg skulle rapportere hjem, var det vanskeligt at få et overblik, fordi jeg ikke selv kunne se det med mine egne øjne. Hvis et køretøj var sprunget i luften, havde der så været tre eller fem soldater om bord? Og det blev ikke nemmere, hvis der for eksempel var to forskellige hændelser med 800 meters afstand. Så det handlede om at holde tungen lige i munden, så jeg ikke lagde noget forkert på hjemmesiden.

Herhjemme i Danmark ved meget få mennesker, hvad der egentlig sker i Afghanistan. Noget af det, jeg har taget med mig hjem, er nok en mere kritisk indstilling til tingene dernede. Jeg mener ikke, man har nået det, man burde have nået. Jeg har hele tiden været – og er stadig – tilhænger af indsatsen, men i dag har jeg nok et mere kritisk syn på den måde, indsatsen bliver beskrevet på.

Jeg opdagede, hvor langsomt tingene kan gå, og at en lille ting som at tilbagelægge tre kilometer ikke tager fem minutter som i Danmark, men tre timer, fordi man risikerer at blive sprængt i luften, eller fordi vejen er ødelagt.

Jeg er nu tilbage i Beredskabsstyrelsen og har lovet min kone, at jeg ikke tager af sted igen. Nu må yngre kræfter tage over. Men de skal tænke sig godt om. Det er et job, hvor man kan sætte livet på spil. Men hvis man er parat til at løbe risikoen, kan jeg kun opfordre folk til at prøve det.