De Radikale og Enhedslisten gik fri af kommentatorernes kritiske blik under valgkampen. De politiske kommentatorer fokuserede i høj grad på proces i stedet for substans.
De politiske kommentatorer bar vinderne frem under valgkampen. Enhedslisten og Liberal Alliance fik overvejende positiv omtale af de udskældte kommentatorer – De Radikale blev udelukkende omtalt positivt. Det viser en ny analyse fra Infomedia, der bliver bragt i Berlingske i dag.
Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen er ikke videre stolt af analysen.
»Helt generelt kan man nok konkludere, at det i dagens mediebillede desværre er meget nemt for partierne at blive fanget i en opadgående spiral og omvendt meget nemt at blive fanget i en negativ spiral. Det gælder ikke kun blandt kommentatorerne, men i hele mediebilledet. Det, mener jeg, bør mane til eftertænksomhed i branchen, for det er selvfølgelig ikke godt nok,« siger Thomas Larsen til Berlingske.
Analysen fra Infomedia kaster også lys over, hvad de politiske kommentatorer egentlig snakker om. Det vil nok overraske få, at kommentatorerne mest af alt snakker om spin, taktik og proces frem for politisk substans. Men chefanalytiker fra Infomedia, Lasse Skjoldan, fortæller også, hvad det præcist er, kommentatorerne går op i.
»Ifølge de politiske kommentatorer er det værste, man kan gøre, at skifte holdning eller at åbne for intern kritik i blikkene. Det er mindre vigtigt, om ens politik ser ud til at blive gennemført,« siger han til Berlingske.
Analysen sætter tal på, hvor meget tid der egentlig går med at snakke om meningsmålinger. Ifølge Infomedia brugte kommentatorerne i alt cirka en femtedel af deres tid på at snakke om meningsmålinger. I dagens kronik i Berlingske, skrevet af Lasse Skjoldan fra Infomedia sammen med lektor fra RUC Mark Ørsten, bliver TV 2's politiske kommentator Henrik Qvortrup fremhævet. Han brugte 79 procent af sin tid på at kommentere proces og kun 21 procent af sin tid på at kommentere indhold.
Men det er ikke et problem i sig selv, at de politiske kommentatorer bruger det meste af sin tid på at snakke om politik, som var det en fodboldkamp, mener Thomas Larsen.
»Der har været masser af substans i valgkampen. Der har været meget faktatjek, graverhold og meget andet i det brede mediebillede. Kommentatorerne ligger oven på det. Derfor synes jeg ikke, det er unaturligt, at vi måske har en overvægt af analyser, der prøver at give læserne et strategisk overblik,« siger han til Berlingske.
Mark Ørsten og Lasse Skjoldan skriver i dagens kronik, at mediebrugerne finder kommentatorerne meget underholdende – ellers havde de ikke fået lov til at fortsætte deres virke. Men de politiske kommentatorer er også børn af medieudviklingen, hvor for eksempel TV2 News har meget sendetid at fylde ud.
»Årsagen til deres vide udbredelse skal også findes i det faktum, at de er en meget driftssikker form for journalistik. I kraft af at den politiske kommentator ikke behøver at forholde sig til indholdet, kan de typisk udtale sig om det meste, endda med meget kort varsel. Specielt i en valgkamp er dette yderst relevant for en redaktør, der skal fylde sin sendeflade eller dagens avis ud med til tider uforudsigelige politiske nyheder,« skriver Mark Ørsten og Lasse Skjoldan i deres kronik i Berlingske.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.