Vi har længe gået og fortalt hinanden, at sportsjournalister nu om dage er af en anderledes selvstændig støbning end Gunnar Nu Hansen og hans samtidige, der jublede med stjernerne, mere end de reelt tænkte sig om.

Tv-stationernes behandling af VM netop nu tyder imidlertid ikke på, at udviklingen har været så markant, for mens dækningen på DR1 og TV 2 udstråler umådelige mængder hygge, er det svært gennem de mange udsendelser at fornemme, hvor fantastisk mangfoldig en begivenhed VM i fodbold er – og ikke mindst hvad det danske landshold menneskeligt set består af. Jeg vil godt medgive, at det ikke er nemt, for med Thomas Sørensen, Jon Dahl

Tomasson, Ebbe Sand og Jesper Grønkjær i hovedrollerne er det for alvor blevet de pæne drenges tid, men DR1 og TV 2 er i alt for høj grad blevet trukket med ind i kollektivets store bedøvende velvilje.

De pæne drenge spiller på det danske landshold, og de mindst lige så pæne reporterdrenge fra DR1 og TV 2 interviewer dem før og efter kampene og sender indslag hjem, der ikke fortæller stort andet end, at alle er til stede, har det godt og håber det bedste. DR1 og TV 2 lever i disse dage i en stor forbrødring, hvor man deles pænt om rovet og offentliggør hinandens sendetider uden synligt ubehag, og det er selvfølgelig i princippet fint. Men samtidig bliver vi under dette VM i fodbold præsenteret for en underlig følelsesforladt dækning, der bortset fra Claus Borres tilsyneladende uudslukkelige drift efter kontroversielle iagttagelser og fortsatte suverænitet i studiet, afslører to fodbold-kanaler næsten blottet for temperament.

Op til VM i Japan og Korea er der blevet talt og skrevet om fodbold i en endeløs strøm af ren-dyrket kærlighed til og nysgerrighed over for fodboldspillet, men den slags stærke følelser er åbenbart sjældne hos tv-mediets fodboldfolk. Deres tilgang til VM er først og fremmest præget af uambitiøs vanetænkning, og når grill-stemning i et sommerhus, seer-konkurrencer på idiot-niveau og besøg på arbejdspladser og folkeskoler midt i spilletiden skal gøre det ud for en VM-redaktions kreative tankegang, begynder man i længden at føle sig en lille smule rastløs. Som hovedregel satser journalisterne blot på, at billederne sikkert taler for sig selv, mens de lader folk som Poul Hansen, Flemming Povlsen og Erik Rasmussen supplere med kommentarer af mere eller mindre ekspertbåren karakter. Det er stort set ikke DR1 og TV 2s egne folk, der forsyner den danske dækning af VM i fodbold med indhold, for sportsjournalisterne eksisterer kun som anonyme formidlere af et besynderligt upersonligt budskab, og umiddelbart er det svært at se, hvad de egentlig er uddannet til. Det er svært at se, hvad sportsjournalisterne i disse dage foretager sig af personligt journalistisk arbejde i Japan og Korea.

Det indtil nu mest journalistisk interessante ved TV 2s VM-dækning skete, da Ulla Therkelsen fra London gav en karakteristik af David Beckhams person, for hun gjorde, hvad man kun kan ønske, at sportsjournalisterne ved VM også gjorde – hun observerer sin omverden, reflekterer over den og viderebringer den med stor subjektiv entusiasme. Ulla Therkelsen er som bekendt ikke sportsjournalist, men hun var ikke desto mindre i stand til at give et bud på en fodboldspillers betydning for sit land, mens vores sportsjournali-ster end ikke er i nærheden af at sætte ord på, hvad der sker i den danske trup, som de oplever på tæt hold hver eneste dag. Hvordan fremstår landsholdet med en stille og beskeden målmand i forhold til den altdominerende forgænger, og hvad sker der op til kampene mellem Morten Olsen og Michael Laudrup? Fortæl dog, hvad I oplever, brug jeres intuition og tilstedeværelse og kom med et bud på, hvad der sker omkring jer. Der er ingen, der forventer at høre den fulde sandhed – men jo flere subjektive bud på virkeligheden, vi får, des mere kan vi hver især danne os et billede af, hvad der foregår – og den hjælp til konstruktion skal journalister bidrage med. Også sportsjournalister.

Det er for stærkt at sige, at DR1 og TV 2 dækker VM i fodbold dårligt, men de dækker det med en bemærkelsesværdig mangel på personlig stillingtagen og nærvær, og de VM-udsendte er i fuld gang med at dokumentere, at sportsjournalister stadig udgør en race, der har meget lidt begavet at sige.

De pæne drenge er på opgave, og de er godt på vej til at gennemføre missionen, som om de slet ikke har opdaget, at et VM i fodbold rent faktisk udgør måske det allerstørste og mest fascinerende, de som sportsjournalister kommer til at opleve. Det er ærgerligt både for dem og for os, for vi går alle sammen glip af noget.