Måske er det på tide, at journalister begynder at takke de kommunikatører, der forhindrer reporterne i at afsløre alle de intime detaljer om almindelige menneskers ulykke, som er blevet en del af klik- og tabloidmediernes nye forretningsmodel.

Efter ulykken på Præstø Fjord står det klart, at uden et effektivt kommunikativt beredskab på Rigshospitalet ville pressen i timerne efter ulykken have åbnet de unges Facebook-profiler for at tømme dem for intime oplysninger og privat mente opdateringer om ulykken: Hvad skriver en ulykkelig lillesøster i timerne efter ulykken, hvor ingen kendte de unges fremtidige liv?

Med de åbne sociale medier og en tabloidpresse, der gerne fortæller alt det, læserne klikker på, spiller pressestrategi en afgørende rolle, når mennesker i ulykke skal beskyttes. Rigshospitalet afsatte mindst 15 mandedage til at håndtere informationsarbejdet, herunder at beskytte de unge fra kæntringsulykken mod pressen. En højtuddannet speciallæge, der kunne have brugt sin tid på at redde menneskeliv, blev orkestreret til kun at afværge og tale med pressen.

Journalister ser gerne sig selv som de gode og kommunikatørerne som de onde. Hånden på hjertet; den skabelon kryber fra tid til anden også ind i Journalistens spalter. Og nogle gange er den korrekt i den forstand, at kommunikatørerne beskytter firmainteresser mod offentlighedens berettigede nysgerrighed. Men måske er det tid for en nuancering. Kommunikatørerne på Rigshospitalet forhindrede et amokløb fra pressens side.

Men kan vi som journalister og fotografer leve med at deponere vores egen etik i andres faglighed? Hvad er der blevet af reporterens indre presseetiske trold, der bør kravle frem af æsken, hver gang historiens væsentlighed tydeligvis er mindre end dens iboende drama? Som for eksempel når historien handler om børn, der er ved at dø druknedøden – eller lider i fangenskab som gidsler hos pirater?

Forklaringen om, at vi "bare viser virkeligheden", holder ikke længere. Med sociale medier og fotos fra mobiltelefoner er virkeligheden i dag blevet så rummelig, at den uden videre også indbefatter folks private liv. Det er derfor en gigantisk udfordring for journalister og fotografer IKKE at begå den krænkelse, som chefen forventer – og som ingen alligevel vil bebrejde dig. Ofrene kan ikke – de ligger i koma. Eller sidder på et skib som gidsler.

Imens du overvejer, hvordan du vil sige nej til chefen, næste gang han efterlyser aktion og privat info, kan vi jo gennemføre en lille tankeøvelse: Er kommunikation i dag en bedre platform end journalistik for mediefolk, der gerne vil gøre noget godt for andre?

– Øjvind Hesselager