KaJO er klar med de nominerede til årets Jern Henrik-pris, der gives til journalistpraktikanter fra SDU, der har leveret et særligt flot stykke journalistisk arbejde.
Hvert år uddeler KaJO, der er de journaliststuderende på SDU's specialgruppe i DJ, en pris til glimrende journalistisk arbejde fra SDU's praktikanter. I år har prisen formeret sig, og i stedet for den almindelige Jern Henrik-pris uddeles der i år hele fire priser – Jern Henrik, Basker Henrik, Service Henrik og Felt Henrik.
KaJO har modtaget i alt 56 nomineringer i år og er nu klar med de nominerede, der kan ses på DJStuds hjemmeside.
Til hovedprisen Jern Henrik, der gives til en historie, "der udmærker sig, fordi vedkommende i arbejdet med historien har gjort en ekstraordinær indsats i forhold til idé, research, sprog, form og indhold," er de fire nominerede: Emil Ellesøe Ditzel, Julie Dalsgaard, Emil Rottbøl og Kian Fonoudi.
De tre andre prisers nominerede kan ses her, hvor du også kan læse mere om den historie, de er nomineret for.
Sidste år blev Jern Henrik-prisen sponsoreret af Se og Hør og måtte i den forbindelse også skifte navn til Se og Hør-prisen, men i år står KaJO på egne ben. Det har også betydet, at vinderen må nøjes med 2.000 kroner i stedet for de 15.000, som Se og Hør stillede som præmie sidste år. Ikke desto mindre er antallet af nomineringer steget fra ni til 56 på et år.
Priserne bliver uddelt efter KaJO's generalforsamling på SDU den 24. oktober
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.