Cavling-komiteen har besluttet at nominere syv personer eller grupper til årets pris.
Forudsætningen for nomineringen er, at mindst ét af komiteens medlemmer har støttet en af de foreslåede kandidater.
l Erik Eisenberg, TV 2, Søren Funch og Jens Chr. Hansen, begge Jyllands-Posten, for deres opsigtsvækkende afsløringer, herunder dækningen af Hafnia-sagen, i en af landets mest magtfulde virksomheder Den Danske Bank.
l Nils Thorsen, Politiken, for hans interviewserie »Engle og dæmoner«. Nils Thorsen har formået at forny interview- og portrætgenren og givet et dybt kig ind i en række kendte danskeres sjæleliv.
l Jeppe Facius, Michael Holbek, Tom Jørgensen, Kim Kastrup, Anders-Peter Mathiasen og Georg Hilton, Ekstra Bladet, for serien »Statens Klike for Kunst«, hvor de morsomt, ihærdigt og med gå-på-mod har afdækket magtforholdene i toppen af den danske kunstverden.
l Jens Holsøe, Politiken, for hans målrettede research, som påviste, at bombningen af den kinesiske ambassade i Beograd ikke var en fejltagelse, som hævdet af Nato, og hans årelange dækning af konflikten i det tidligere Jugoslavien, båret af et stort engagement.
l Klaus Birch, Nordisk Film, for tv-udsendelsen »En mur af tavshed« om børns sorg i forbindelse med deres fars eller mors død, et tabuiseret og pinefuldt emne.
l Niels Christian Jung, DR Journalen og Olav Skaaning Andersen, DR-Sporten, for deres årelange arbejde for afsløring af doping i cykelsporten.
l Lars Jørgensen og Torben Rask Laursen, Ekstra Bladet, for deres massive og grundige afdækning af dopingproblemerne i international cykelsport, der har sat nye standarder for sportsjournalistik.
Hvem der modtager årets Cavling-pris offentliggøres den 12. januar om aftenen, og prisen overrækkes fredag den 14. januar kl. 15, i Journalisternes Hus, Gl. Strand 46.
Komiteen, der er nedsat af Dansk Journalistforbund, består af formanden Anna Vinding, DSB, Kurt Strand, Danmarks Radio, Betty Rasmussen, Fyens Stiftstidende, Carsten Ingemann, Jyllands-Posten og Lars Hørby, Ekstra Bladet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.