Den 58-årige Inge-Margrethe Madsen stiller op til posten som DJs formand. »Jeg har ikke noget arbejde, så det passer fint. Og man skal jo være aktivt arbejdssøgende,« siger kandidaten, som ønsker et forbund, der markerer sig stærkere udadtil.

• Overraskelsen var stor, da endnu et DJ-medlem sprang ud som kandidat til posten som forbundsformand på Kreds 1's generalforsamling. Inge-Margrethe Madsen havde været skabs-formands-kandidat i en månedstid, så »jeg-stiller-op-talen« var skrevet på forhånd.

»DJ skal være mere aktivt udfarende, når det drejer sig om at deltage i samfundet. Det er som om, at man er meget tilbageholdende med at give udtryk for sine meninger om arbejdsløsheden, efterlønnen, aktiveringen og også etikken,« sagde Inge-Margrethe Madsen fra talerstolen og afslørede samtidig, at hun i modsætning til den anden nye kandidat, Ole Dich, nærer stor tillid til Mogens Blicher Bjerregård.
»Jeg kender ham som særdeles positiv og arbejdsom, men – som sagt – jeg savner nogle stærke markeringer fra vort forbund. Og sidst, men ikke mindst, man skal jo være aktivt jobsøgende og ikke læne sig tilbage,« og dermed sendte hun en »jobansøgning« ud blandt de 90 fremmødte Kreds 1'ere. Til et job, hvor lønnen er tæt på fem gange så stor som de 104.000 kr. før skat, hun hæver om året i overgangsydelse.
»En formandskandidat er for lidt. Det er godt med noget modspil, i så stort et forbund med så mange stærke mennesker, må da være nogen, der vil noget. Jeg synes, der manglede en gadedreng. Og så har jeg ikke noget arbejde, så det passer fint,« siger Inge-Margrethe Madsen til JOURNALISTEN, halvandet døgn efter sit »kandidat-udspring«.
»Det er nok det værste forbund at stille op i. Her er altid nogen, der får bank af nogle andre. Selvfølgelig er det skræmmende, men jeg har det nu en gang sådan, at man skal gøre det, man er bange for,« fortæller Inge-Margrethe Madsen, som, da hun for mange, mange år siden første gang var på en talerstol, havde hovedpine et døgn efter.
Siden hun blev arbejdsløs for fem år siden, efter at have lavet Teknologisk Instituts personaleblad i 16 år, har hun adskillige gange været gæst på en talerstol i DJ-sammenhæng – altid for at tale de lediges sag. Hun har været aktiv i A-gruppen i fem år, kun afbrudt af et tre måneders kursus på Nordisk Journalistcenter.

Et fair forbund
»Journalistforbundet er et godt forbund. De er meget positive overf or de arbejdsløse, man bliver ligeværdigt behandlet. Og så får vi lov at komme på kurser – i Ingeniørforbundet skal de ledige for eksempel betale 10 procent af kursusgebyret, og hvem har råd til det, når man er arbejdsløs. Vi bliver behandlet fair.«
»Men jeg synes, at Journalistforbundet skal markere sig i arbejdsløshedsdebatten. For eksempel er forringelserne for de ledige druknet helt i debatten om efterlønnen. Nu kan man kun være ledig i fire år, mod tidligere fem år, og så smides man ud af A-kassen og over på bistandshjælp.«
Hun fremhæver, at Magisterforeningen er gode til det.
Idérig, meget kreativ og ikke »rigtig« journalist. Sådan beskriver Inge-Margrethe Madsen sig selv.
»Jeg har lært mit job »den hårde vej« – learning by failing, som min direktør yndede at sige,« fortæller Inge-Margrethe Madsen, som blev medlem af DJ i 1990, mens hun var redaktør på personalebladet. Inden da var hun medlem af HK.
Hun synes, at forbundet skal tage imod fotograferne fra Grafisk Forbund.
»De bør ind, de laver billeder til Internettet blandt andet ligesom PFerne gør, så de konkurrerer jo mod hinanden i forvejen. Og så synes jeg, forbundet skal diskutere, om alle skal have et pressekort, eller om man i fremtiden ikke bør have et medlemskort og et arbejds-pressekort til dem, der har brug for det,« siger Inge-Margrethe Madsen, som ikke regner med, at hun den 21. april kalde sig formand for Dansk Journalistforbund.
»Jeg ved godt, at jeg ikke har en chance for at blive valgt. Mogens Blicher Bjerregård har alle de store arbejdspladser bag sig. Men jeg vil fandens gerne. Det kunne være skæppeskægt.«