De Konservative vil dele TV 2 Lorry op

Det skal ikke umiddelbart finansieres ved at tage penge fra de øvrige TV 2-regioner, siger De Konservatives medieordfører

Står det til De Konservative, skal TV 2-regionen TV 2 Lorry splittes ad, så der kan blive oprettet en helt ny TV 2-kanal til hovedstadsområdet.

Det skriver Berlingske, der har fået adgang til De Konservatives medieudspil.

Begrundelsen er blandt andet, at man fra De Konservatives side mener, at det er uhensigtsmæssigt, at TV 2 Lorry skal dække 34 kommuner, mens for eksempel TV 2 Øst kun dækker 12.

”Nærdemokratiet er så pokkers vigtigt at sikre. Derfor synes vi, det giver rigtig god mening at dele TV 2 Lorry op i to og samtidig sikre, at alle TV 2-regioner får den samme finansiering,” siger medieordfører Birgitte Bergman til Berlingske.

Samme finansiering 

TV 2’s regioner er finansieret via støtte fra staten, hvilket svarer til, at de enkeltvis i gennemsnit får 66,6 millioner kroner fra staten om året til at drifte. Som Journalisten tidligere har beskrevet, skeler man ikke til regionens størrelse.

Det betyder for eksempel, at TV 2 Bornholm får 66,6 millioner kroner årligt til at dække omtrent 40.000 borgere og én kommune, mens TV 2 Lorry får det samme beløb til at dække omtrent to millioner borgere og 34 kommuner.

Berlingske spørger netop den konservative medieordfører ind til, om hun mener, at man bør omfordele midlerne mellem de forskellige TV 2-regioner:

”Jeg ville være ked af at skære på den måde, for så begynder vi at skævvride dækningen. Vi skal hele tiden sikre et godt dækket Danmark. Der tror jeg, man ville lave et for ringe produkt, og det ville ikke være rimeligt over for dem, der bor på øerne og længere ude,” siger Birgitte Bergman til den del.

Med det konservative udspil er der tilsyneladende enighed mellem Venstre og Konservative om, at der skal gøres noget ved TV 2-regionernes opbygning.

I midten af november meldte Venstre ud, at Kulturministeriet bør undersøge, hvordan TV 2-regionerne og P4 København kan splittes op.

”Der er simpelthen for mange mennesker, der betaler skat, som ikke får den samme statsfinansierede nyhedsdækning, som man gør andre steder. Hvis problemet skal løses, skal der laves nogle flere tv-stationer, så derfor vil vi undersøge, om man kan dele eksempelvis TV 2 Lorry op, så man har har TV 2 Hovedstaden, TV 2 Vestegnen og så TV 2 Nordsjælland, så de regionale tv-stationer bliver mere lokale,” lød det i Politiken fra Venstres medieordfører, Jan E. Jørgensen.

 

0 Kommentarer