"Lad os ikke naive lokkes til at tro, at vi kan blande os i alle discipliner – uden det går ud over kvaliteten. Kvalitet og kvantitet er ikke nødvendigvis hinandens modsætninger. Men ofte er de dårlige legekammerater," skriver Carsten Ingemann i sin kommentar om fotograferende journalister.

Det sker ganske ofte, at mit blik fanges af et lad os sige rimeligt godt billede, trykt i en avis eller i et tidsskrift. Et billede, som, det viser sig, er taget af en skrivende kollega. En fotograferende journalist.

"Fotograferende journalist"! Lyder det ikke lidt som vræn-gende skældsord? I så fald er det måske fordi, denne podede gren af journalistikken nærmest har været sidestillet med krybskytteri.

Derfor har disse fredløse, fotograferende journalister måttet udføre deres gerninger – nogle vil mene ugerninger – i de tidligste morgentimer, langt fra kollegers åsyn. Og ofte under pseudonym.

Sådan har det været længe. Og sådan er det i dag. Men behøver denne tingenes tilstand at fortsætte?

Der har været luftet mange argumenter i tidens løb. Et af de nyeste er, at alle kan fotografere med de nye, moderne kameraer. Så hvorfor ikke la´ dem?

Lad os bare slå fast, at alle kan betjene disse kameraer. Til husbehov!

Men det er bare ikke nok.

Den fotograferende skal også kunne se. Se et godt billede. Du kan ikke tage et godt billede, hvis du ikke først kan se det. Subsidiært: Se det for dig.

Dertil skal et godt pressefoto som hovedregel bibringe artik-len noget ekstra – udvide den – ja, i nogle tilfælde forklare den. Og det er der ærlig talt ikke mange journalister, der magter med et kamera.

Jeg kender i alt fald kun få, der kan. To! For nu at være mere præcis. (Men naturligvis er der flere rundt omkring.) Begge har det til fælles, at de som hovedregel ikke tager billeder til deres egne artikler. Men de gør det, hvor de af den ene eller anden grund finder det oplagt. Og begge kender de deres fotografiske begrænsninger.

Naturligvis sker det ud fra en erkendelse af, at den kloge holder sig til det, hun eller han magter. Og skal man øve sig, skal det ikke ske i bladets spalter.

Og så skal der i øvrigt lyst til. Men det har de så indimellem. Lyst og evne i en sådan grad, at det irriterer enkelte kolleger – og her i særdeleshed fotografer.

Men jeg kender ingen gangbare argumenter, der kan bruges i forsøget på at standse talent og entusiasme. Og jeg er ikke af den opfattelse, at vi selv behøver være dem, der laver snærende bånd. Det har vi i overmål diverse redaktører til. For slet ikke at tale om vores egen selvcensur, som er endnu et tabu i det journalistiske vokabularium.

Selvom tiderne skifter, og gamle dogmer falder, betyder det ikke, at vi ukritisk skal ka-ste os over nye værktøjer. I den tro at kvaliteten af vores arbejde bliver bedre. Enkelte evner at betjene blok, mikrofon, kamera og tastatur på en og samme gang. Det lyder enkelt, at en mand klarer det hele. Men resultatet er generelt næppe af højere kvalitet. Og burde det ikke være et fælles mål?

Lad os ikke naive lokkes til at tro, at vi kan blande os i alle discipliner – uden det har sin pris. Som om vi i det åbenbart uendelige kan blive bedt om at løbe hurtigere – uden at det går ud over kvaliteten. Kvalitet og kvantitet er ikke nødvendigvis hinandens modsætninger. Men ofte er de dårlige legekammerater.

Hvis vort arbejde bliver sådan en slags journalistisk femkamp, sænkes niveauet. Jo flere kabler, batterier, opladere og alt muligt andet skrammel fra den teknisk/elektriske skuffe, vi slæber med os, jo mere fjerner vi opmærksomheden fra det væsentlige: Historien og formidlingen af den.

Meget ofte bliver en reportage mere end dobbelt så god, når et team, bestående af en fotograf og en journalist, udfører den. Når du ikke er alene, kan du diskutere problemstillinger, du kan køre længere ud og længere ind ad det journalistiske spor. Og to kan gøre hinanden modigere.

I debatten omkring fotograferende journalister er der et væsentligt element, man endnu ikke har diskuteret. Det er kampen mod de ligegyldige og intetsigende billeder. Kampen mod de billeder, der ikke tilfører historien og reportagen noget som helst. Som dybest set er ligegyldigt fyld på en avisside, og som udelukkende har til formål at være øje-elastik uden mål og sigte.

Det opgør kan man lige så godt indlede med det samme. Og så i øvrigt gøre sig klart, at den fotograferende journalist som begreb primært vil komme til at husere på provinsavisernes lokalsider. Så kan man, alt efter temperament, vurdere, om de måske der er til glæde for de i forvejen hårdt prøvede læsere.

Der er nok flere grunde til, at oplagene falder. Kunne en af dem være, at læserne generelt har en bedre smag end som så? Kunne det tænkes, at læserne ikke er så dumme endda? At de faktisk sætter pris på kvalitet?

Det vil typisk være de overflødige billeder, de fotograferende journalister vil forventes at levere. Ikke fotografier, der fortolker og udvider historien, men ren og skær dokumentation for, at avisen har været til stede og talt med denne og hin. På samme måde som politiet dokumenterer et gerningssted.

Men at opretholde et forbud mod fotograferende journalister er tåbeligt. Det vil alligevel ikke blive overholdt. Vi forbyder jo heller ikke fotograferende i at skrive. Ja, vi har ligefrem uddannet fotojournalister og billedjournalister – og hvad vi ellers kalder dem. Men her gælder jo det samme: Det handler om kvalitet og om at være klog nok til at holde sig til det, man kan. Men samtidig om at have mulighed for at prøve kræfter med alt det nye, uden alle hånde forbud.
Og forhåbentligt nå dertil, at vi producerer andet og mere end hakkelse til døgnets rejsestald.

Carsten Ingemann er fotograf på Jyllands-Posten og var i øvrigt dommer ved Årets Pressefoto i år.

Læs også: Forslag: Ophæv fotoforbud og Fagligt tøbrud og Journalist-fotografen