ORAKLER. Henrik Qvortrup, Hans Engell, Michael Kristiansen, Peter Mogensen, Helle Ib, Thomas Larsen med flere. De har én ting til fælles. De tager fejl. Igen og igen. Nå nej, nu har de endelig fået ret. Danmark har fået en ny statsminister. Nå ja, bortset fra at Thomas Larsen fastslog, at Anders ville blive i Danmark som statsminister.
Hans Engell kan til gengæld glæde sig over, at han fik ret. Fogh rejser til NATO, lød det i februar. Og der kommer en afgørelse på regeringens fremtid i løbet af nogle få dage.
Nå ja, det kom ikke helt til at holde stik. Men nu er politik ikke lige forudsigeligt, selv om der kigges i kaffegrums og på stjerner, når der skal analyseres og kommenteres.
Det handler om de politiske kommentatorer. Dem, der hives i tv-studierne eller får lov til at "kloge" sig i avisernes kommentarklummer om dansk politik. Om politikernes inderste tanker. Om en politiker, der ikke gider tale med medierne. Om en statsministerkone, der også har et liv ved siden af at være gift med en statsminister.
Lad mig blot være ærlig. Jeg har stor respekt for deres viden om det politiske spilfægteri. Men jeg er også grundigt træt af kommentatorernes iagttagelser og analyser. For gang på gang holder de ikke stik. Men det gør ikke noget!
Som da flere kommentarer pegede på nuværende transportminister Lars Barfoed som et bud på ny kulturminister. Sådan gik det ikke. Carina Christensen snuppede den post.
Dagen efter optræder de igen i Go' Morgen Danmark, Go' Aften Danmark, i TV 2 News eller i den sene tv-avis, hvor de med lige så stor autoritet og med deres ekspertviden forklarer, hvorfor det ikke lige gik, som de forudsagde dagen forinden. Eller også får vi en lang klumme i en af søndagsaviserne, der handler om, at lige præcis dén detalje gjorde, at de ikke fik ret i deres spådom sidste gang.
Og selvfølgelig har de altid en meget autoritativ og klog forklaring på, hvorfor det lige var, at den politiske vurdering fra om morgenen i løbet af dagen alligevel blev skudt ned. Imens kan de sagesløse læsere, lyttere og seere blot sidde tilbage i lænestolen og tænke hold-da-op-hvor-er-de-kloge-og-det-må-være-politikerne-der-er-dumme-når-de-ikke-gør-som-oraklerne-forudsiger!
For slet ikke at tale om, hvordan især de elektroniske medier er med til at hype de politiske kommentatorer i deres nyhedsudsendelser. Journalister interviewer journalister og ophøjer dem til orakler.
Jeg er ikke fortaler for, at vi skal afskaffe politiske analyser. Men det ville være rart, at snart sagt ikke enhver politisk prut på Christiansborg skal udsættes for at blive analyseret på kryds og tværs, forfra og bagfra samt fra oven og fra neden. På den måde udvander analytikerne og kommentatorerne sig selv. Og så kan de for alvor melde sig i rækken af de kloge fejltagelsers parade. •
De kloge fejltagelsers parade
ORAKLER. Henrik Qvortrup, Hans Engell, Michael Kristiansen, Peter Mogensen, Helle Ib, Thomas Larsen med flere. De har én ting til fælles. De tager fejl. Igen og igen.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kim Barrens analyserer analytikere - kan man nu tro på, at hans analyse ikke fejler på samme vis, som de analytikere han kritiserer?
Desværre tror jeg, at det er sådan.
Som jeg oplever det, er der de seneste år udviklet sig en særlig kommunikationsstrategi blandt offentlige kommunikatører og spin-ansatte: etos.
Forsøget på at skabe en rar stemning og rar stemning, der giver sig udtryk i åleglatte historier, store armbevægelser og brede smil med glimt i øjnene.
Retorisk virker denne fremfærd overfor befolkningen, der svøbes ind i billeder af et glansbilledsamfund, som vi kender fra dele af verden, vi nødigt vil sammenligne os med.
Selvom den politiske kommentar kan kritiseres, som alt muligt kan og skal kritiseres, mener jeg det giver befolkningen nogle gode ting at tænke over, som værn mod den offentlige kommunikation.
Ærgerligt er det, at journalister fyres på dagbladene, hvor den kritiske del af journalistikken efterhånden hænger i laser - så det er mit håb, at dagbladene finder en form og en finansiering til den så vigtige del af demokratiet.
Gerne med statens hjælp, hvis vi formår at holde staten udenfor redaktionelle dispositioner, armslængdeprincippet.