illustration Rasmus Meisler
Efter et besøg på Noma var hun blevet anbefalet at tage hen til Bror i Skt. Peder Stræde, som bestyres af et par tidligere Noma-ansatte.
Tjeneren indledte med at sige, at folk »plejer at tage menuen«, men da den indeholdt fisk, som min kollega ikke spiser, og hun i øvrigt ikke var voldsomt sulten, nøjedes hun med at bestille snacks. Jeg ville til gengæld gerne have menuen.
Den kunne jeg imidlertid ikke få, fordi den kun serveres for hele borde og altså ikke individuelt. Godt så. Jeg bestilte en forret og en hovedret og fik bemærkningen, at »folk normalt bestiller tre eller fire retter«. Da vi skulle til drikkevarerne, spurgte jeg, hvad tjeneren ville anbefale. »Ja, normalt drikker folk vin,« svarede han lettere irriteret og så på mig, som om jeg var idiot. »Her er vinkortet – vælg selv.«
Min kollegas snacks kom først – en af dem havde rogn på toppen. Hun tilbød mig rognen, og da jeg skrabede den af, stod tjeneren pludselig ved siden af: »Nå, så det var heller ikke i orden«. Jeg svarede, at det var helt fint, og at jeg elsker rogn. »Jeg havde ellers fjernet al fisk, som hun bad mig om,« vrissede han og gik.
Brødet blev sat på bordet 10 minutter efter, at vi havde spist snacks og forret. Min hovedret blev glemt på disken og serveret kold tre kvarter senere. Betjeningen var så grotesk uforskammet, at det næsten var morsomt – i hvert fald fik den mig til at forstå, hvordan John Cleese lod sig inspirere til Fawlty Towers.
Jeg lagde ”min anmeldelse”, som næppe ville være krøbet over to kokkehuer, på Facebook og fik flere reaktioner fra folk, som havde haft lignende oplevelser på Bror.
For nylig fik restauranten så fem kokkehuer af Politikens anmelder, og jeg kan ikke helt befri mig for tanken om, at det er, fordi Bror godt var klar over, at det var Joakim Grundahl, de havde på besøg. På de større danske restauranter er det nemlig ingen hemmelighed, hvem anmelderne er. Deres billeder findes overalt.
En restaurant kan naturligvis ikke bebrejdes for at forsøge at imponere en kritiker, men den kan bebrejdes for at vende ryggen til ukendte besøgende. I New York Times har de løst problemet ved indimellem at gå undercover.
Den trestjernede Michelin-restaurant Daniel fik således frataget en stjerne i New York Times. Anmelderen, Pete Wells, som selv havde fået sublim behandling, havde hørt fra bekendte, at betjeningen kunne være skuffende, hvis man ikke var kendt.
Han bad derfor en kollega om at spise på restauranten samme aften som ham, så han kunne notere forskellene, og det kostede et rids i restaurant Daniels renomme.
Hvis vi skal tage danske madanmeldelser seriøst, bør anmelderne gøre det samme, når de besøger de fine restauranter: Gå undercover. Det vil ikke alene give et mere nuanceret billede af virkeligheden, men også sikre, at vi almindelige gæster fremover får samme gode oplevelse, når vi går i byen.
– Anne Lea Landsted, journalist og lektor på Syddansk Universitet
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hej igen,
Ja, det antyder skribenten jo - men hun har kun lige præcis sin egen mistanke at have det i.
Og i den replik, I har inde i bladet med svar fra lederen af restauranten, får man jo ikke rigtigt noget svar på det.
Men restaurantens talsmand er - sikkert med god grund - så bange for dårlig omtale, at han lægger sig fladt ned og beklager - og det er sikkert meget klogt af ham. I burde så også have haft en replik med fra Politiken, vil jeg mene - det er jo også avisens troværdighed, skribenten angriber.
Men jeg står tilbage med en dårlig smag i munden og en fornemmelse af at et 'mediemenneske' har udnyttet sin tilsyneladende lidt for lette adgang til medierne til at levere payback for en dårlig oplevelse på en restaurant.
Hey, det har vi allesammen været udsat for, og de fleste af os holder begge ben på jorden og ydmygheden på plads uden at bruge professionen til et dårligt underbygget angreb på restauranten.
Det er for mig ekstra irriterende, når der er tale om en underviser, som ideelt set er rollemodel for unge journalister. Og jeg vil fastholde, at angrebet i det mindste bør være bedre underbygget end en 'tanke', som skribenten ikke kan 'befri' sig for. Der er jo absolut ingen dokumentation for, at restaurantens personale havde genkendt anmelderen.
Venlig Hilsen Christian Barfoed
Kære Christian
Pointen er jo ikke den dårlige oplevelse, men derimod om madanmeldelser er de servietter værd, der ledsager måltidet, hvis restauranten har genkendt anmelderen og indretter serveringen efter det.
Mange venlige hilsner
Hej,
Det kan altså også blive for småt. At en underviser på SDU går på en fancy restaurant med sin veninde og har en dårlig oplevelse, kommer ikke Journalistens læsere ved.
Især når hun ikke har andet at basere sin anklage på, end at hun 'ikke helt (kan) befri mig for tanken......' om at restauranten vidste Politiken var på besøg. Kom igen - gerne med noget der er vigtigere og i det mindste bedre dokumenteret.
Venlig hilsen Christian Barfoed