Hun fik mildest talt en dårlig behandling på en af de ”bedste” restauranter, der ellers var tildelt fem kokkehuer af Politikens anmelder. Hvor har hun dog ret i sin indirekte kritik af anmeldere, der gerne vil få læserne til at tro, at ingen genkender dem, når de besøger de bedste restauranter.

Landets bedste kokke kender ikke alene anmelderne fra billeder, men også privat. Kokkene og anmelderne sidder tit sammen blandt andet som dommere, når der er forskellige konkurrencer elle andre gastronomiske arrangementer. Som læser får man bestemt ofte det indtryk, at nogle anmeldere har fløjlshandskerne på, når de besøger de bedste steder, mens de ”almindelige” restauranter for gæster med en mindre tegnebog helt anderledes skal have med grovfilen.

Fra 1977 til 1999 dækkede jeg restaurationsstoffet for Berlingske, det vil sige med nyheder fra den spændende gastronomiske verden. De første år – inden jeg blev for kendt – drejede det sig også om anmeldelser.

Engang var jeg i Odense på en helt anden opgave. Om aftenen besøgte jeg en af byens bedste steder, der havde fået mange roser af diverse anmeldere. Forretningsfolk var på ferie, og restauranten var nærmest halvtom. Alligevel henviste en hoven tjener mig til restaurantens dårligste bord, tæt ved svingdøren til køkkenet. Bagefter spurgte jeg efter restauratøren for eventuelt at få lidt nyhedsstof. Da jeg præsenterede mig for ham, blev han nærmest hvid i ansigtet: »Sidder de her – det er jo forfærdeligt. Jeg har jo sagt til mine tjenere, at de skal være på vagt.«

Så viste restauratøren mig ud i køkkenet, hvor mit portræt hang sammen med andre anmelderes lige op ad kasseapparatet. Jeg kunne berolige ham med, at jeg skam ikke var kommet for at anmelde. Men madanmeldere, der i årevis har anmeldt restauranter, skal ikke bilde mig ind, at de ikke tit bliver genkendt af personalet, når de besøger stjernerestauranterne.
Hvorfor kører bladene med de samme anmeldere år efter år?

– Bent Johansen, freelancejournalist