search

De kender dine sexhemmeligheder

Partnerbytte, utroskab og SM-lege. Mediefolk er vilde med at betro sig om sex til kolleger, der skriver om sex. Derfor kender sexjournalisterne mediefolkets hemmelige fantasier og problemer. Og de ved, hvor vores blufærdighedsgrænse går.

Partnerbytte, utroskab og SM-lege. Mediefolk er vilde med at betro sig om sex til kolleger, der skriver om sex. Derfor kender sexjournalisterne mediefolkets hemmelige fantasier og problemer. Og de ved, hvor vores blufærdighedsgrænse går.

BETROELSER. Dine kolleger tænker mere på sex, end du kan forestille dig. Især når der kommer nogle øl indenbords, har mange i branchen lyst til at dele deres sexoplevelser, fantasier og problemer i parforholdet.
Freelancejournalist Andrea Bak, Ekstra Bladets Tomas Roar og tv-journalisten Robert Lubarski fortæller samstemmende, at de nærmest virker som magneter på kolleger, der ønsker at snakke om sex, porno og samliv.
Andrea Bak er medforfatter til sex-håndbogen "Lyst & Lir" og har skrevet om sex siden 2002 for magasiner som Tidens Kvinder, Bazar og M!
Hun bliver blandt andet spurgt til råds om tips til de bedste SM-klubber, dildoer, sexologer og swingerfester.
»Især swingerklubber vil folk gerne vide noget om. De vil gerne vide, hvor det foregår, hvordan stemningen er, og hvilken slags mennesker der kommer i klubberne. Er det bare en masse ulækre mænd, og er det muligt at komme alene? De spørger om de samme ting, som jeg interesserede mig for, da jeg skulle ud på reportage i en swingerklub,« siger hun.
Hun tror, at interessen bunder i nysgerrighed.
»Mange mennesker flirter med tanken om seksuelle eksperimenter. Men det er ikke noget, de almindeligvis taler om med deres kæreste eller kolleger.«
Som freelancejournalist har Andrea Bak skrevet hundredvis af artikler om blandt andet blowjobs, sex på arbejdspladsen, og hvordan et engangsknald bliver en succes.
I mange af artiklerne har hun brugt journalister som anonyme cases, der fortæller om at score i byen eller flirte med kolleger.
»Det er utroligt, hvor åbne folk er, så længe jeg slører, hvad de laver. Branchen er så lille, at jeg heller ikke ville have lyst til at fortælle det, hvis jeg for eksempel var til gummisex.«
Andrea Bak siger, at hun kan se det på lang afstand, hvis nogle gerne vil spørge hende om sex. Det er typisk ved fester, hvor folk har fået alkohol indenbords.
»De er meget opmærksomme på, hvor jeg er henne. Hvis jeg går ud i køkkenet, følger de efter mig for at få en øl på tomandshånd,« siger Andrea Bak.
Hun har bemærket, at mange prøver at gemme deres interesse for et bestemt seksuelt emne bag et medieprofessionelt ydre.
»Alligevel er deres spørgeteknik ikke altid lige elegant.«
Hun mener, at branchekollegerne opfatter hende som en slags sex-ekspert, fordi hun har skrevet så meget om sex og porno.
»Det er ligesom, hvis man skriver om mad, så kender man også de bedste restauranter,« siger hun.

REDAKTIONSCHEF TOMAS ROAR UDGØR enmandsredaktionen på Ekstra Bladets erotiske site Side6.dk og Sex og Samliv på Ekstrabladet.dk. Han arbejdede i 10 år på Forlaget Rapport, der blandt andet udgiver mandebladene Rapport, Express og Pige Special.
Han skriver om sex og porno, fordi det interesserer ham.
»Jeg kunne slet ikke forestille mig at arbejde på et bilmagasin.«
Når Tomas Roar møder andre mediefolk, er deres første reaktion typisk, at de ikke kan forstå, at han spilder sit talent på sex og porno. Han burde arbejde på Politiken eller i DR.
»Men jeg skal ikke vinde Cavling-prisen. Jeg vil bare gerne skrive om noget, jeg kan finde ud af.«
Men længere henne i samtalen viser det sig ofte, at en del mænd godt kunne tænke sig at prøve kræfter med sexjournalistikken.
»De starter typisk med at spørge, om jeg er besat af sex. Men efter kort tid kan jeg ofte fornemme, at de godt kunne tænke sig mit job – måske ikke på fuld tid, men bare for at prøve det. De vil gerne med på nogle frække reportager, tale med pigerne og anmelde pornofilm,« siger Tomas Roar.
De kvindelige kolleger deler ikke samme drøm.
»De vil hellere diskutere, hvorfor porno er så vulgært.«
Et af standardspørgsmålene, Tomas Roar ofte har mødt, er, om redaktionen på Rapport selv skriver de grå sider. Eller om det er rigtige læseres bidrag.
»Svaret er, at læserne skriver historierne. Men der var en del faste leverandører, som vi opfordrede til at skrive, fordi vi syntes, de var gode,« siger Tomas Roar.
Ligesom Andrea Bak bruger Tomas Roar også mediefolk som kilder i sine artikler. Det kan være til at fortælle om, hvorfor høje mænd er sexede, eller pigesex er dejligt.
Han har en gang prøvet at sende en fællesmail ud til alle i omgangskredsen, da han skulle finde en case til en historie om at blive scoret. Det gav nul svar.
Men hvis han henvender sig direkte til journalister, han kender, kan de godt overtales til at stille op.
»De er altid anonyme, og jeg har indtryk af, at de stiller op for at gøre mig en tjeneste.«
Jagten på den perfekte penis på DR 2 og Sexskolen med Joan Ørting på TV 3 er nogle af de tv-programmer, Robert Lubarski har været med til at lave. I Sexskolen blev deltagerne blandt andet undervist i telefonsex, i at give deres partner smæk og i at optræde som erotiske fotomodeller.
Robert Lubarski har arbejdet for en række tv-produktionsselskaber og mener, at folk i mediebranchen generelt er åbne over for det seksuelle. Ja, ofte er vi meget bramfri.
Det smitter af på det, der kommer i medierne.
»På den ene side har vi ingen problemer med at omtale noget, der har nyhedsværdi – for eksempel at en mand har fået lavet en voldsom penisforstørrelse. Men så snart det går for tæt på, og det handler om følelser, er vi mindre åbne,« siger Robert Lubarski.
Han mener, at sex i medierne ofte er for meget freakshow. De fleste journalister har ingen problemer med at lave en saftig reportage fra en sexklub. Men det er meget mere grænseoverskridende at lave historier om sex mellem ældre mennesker.
»Mange kan slet ikke forestille sig, at folk over 70 år stadig dyrker sex,« siger han.
Når det gælder mænds seksualitet, går medierne ifølge Robert Lubarski en stor bue uden om mange historier. Det gælder for eksempel mænd, der nyder at blive stimuleret analt.
Ifølge Robert Lubarski dyrker mindst lige så mange heteroseksuelle som homoseksuelle analsex. Alligevel er det fortsat meget tabubelagt.
»Da vi talte om, at analsex skulle være med i Sexskolen, var det så grænseoverskridende, at jeg kan huske, at en på redaktionen svarede: »Hold da op! Det må vi lige tale med TV3 om.«
Robert Lubarski har bemærket, at der er stor forskel på den gode journalistiske historie – og så de personlige ting, folk på redaktionerne vil tale med ham om. De kommer ikke til ham for at tale om det ydre, men om deres følelsesliv.
»Det kan være følelsen af afsavn og utilstrækkelighed, fordi deres mand har svært ved at få den op at stå, eller fordi de ikke har haft sex med konen i lang tid. Når selv mediefolk hellere vil tale om dybe følelser end det eksplicitte ved sex, forstår jeg ikke, hvorfor man laver nogle andre historier.«
Andrea Bak kan godt genkende billedet af, at journalister gerne vil tale om vilde seksuelle fantasier. Men i realiteten er deres sexliv ret almindeligt.
»Deres problemer er meget hverdagsagtige – et eksempel kan være, at de har fået barn og ikke har tid til hinanden længere. Det er sjældent noget med at bruge strap-on eller den slags,« siger hun.
Det glæder hende, at hun flere gange har givet kolleger et råd, som de senere kommer og takker for.
»Det synes jeg er rigtigt rart, fordi det betyder, at de gode råd ikke er givet forgæves.«

DE TRE SEXJOURNALISTER er enige om, at det er umuligt at adskille det private og professionelle, når det handler om at lave journalistik om sex.
Selv om sex og porno er gledet ind i de pæne mainstreammedier, er der fortsat en stor blufærdighed over for at tale om sex på redaktionerne.
Det gælder også på Ekstra Bladet, som ellers er kendt for en bramfri omgangsform, fortæller Tomas Roar.
»Når vi holder redaktionsmøder, kommer der altid et forventningsfuldt fnis, når jeg skal præsentere mine historier. Hvad finder Tomas på i dag?«
Også på Rapport var blufærdigheden stor. Det var langtfra en liderlig slyngelstue.
»Vi talte stort set aldrig om sex, og jeg aner ikke, hvad mine kolleger tændte på, selv om vi arbejdede sammen i flere år,« siger han.
Tomas Roar har sjældent oplevet, at kollegerne har ønsket at diskutere vinklerne på hans historier eller tilbudt ham efterkritik.
»Jeg tror, det skyldes blufærdighed, og det er jo sundt nok. Min blufærdighed ligger bare et andet sted.« /

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen