De gode gamle dage på nettet

I en alder af 73 år har Jørgen Rubæk Hansen lavet sin egen hjemmeside. »Jeg bruger penge på telefonregningen i stedet for kontingent til golfklubben,« som han siger. Hjemmesiden rummer billeder fra 50 års virke som pressefotograf, billeder taget af Jørgen Rubæk selv og hans kone.

I en alder af 73 år har Jørgen Rubæk Hansen lavet sin egen hjemmeside. »Jeg bruger penge på telefonregningen i stedet for kontingent til golfklubben,« som han siger. Hjemmesiden rummer billeder fra 50 års virke som pressefotograf, billeder taget af Jørgen Rubæk selv og hans kone.

»Flatbed-scanneren bruger jeg kun til at scanne papirbilleder på. Dias-scanneren her kan både bruges til at scanne dias og negativer. Og den lille sorte dér er mit zip-drev, som jeg bruger til at lave backup på.«
Jørgen Rubæk på 73 år tager sig ikke af, at han statistisk set er alt for gammel til den slags. Han har lært sig at scanne, down-loade, up-loade, kalibrere, konfigurere, diskutere i nyhedsgrupper på nettet, og har endelig lavet sin egen hjemmeside. Her viser han et lille udpluk af sine og konen Anne-Sophies billeder fra 50 år som pressefotografer.
Der er billeder af Kongehuset, hvor kronprins Frederik som barn kigger efter sin bamse, og historiske billeder fra statsminister Jens Otto Krags farvel i 72 og BZ-optøjerne i 80'erne. En hel side er også dedikeret naturfotografiet.
»Det er nu mest Fie, der har taget naturbillederne,« siger Jørgen Rubæk.
»Billederne finder jeg frem fra gamle bunker,« forklarer han og roder og skrumler sig gennem en meterhøj bunke af sorte A4-fotoæsker med løse billeder og negativer, der læner sig op ad væggen, for at finde en scrapbog.
»Nogle gange ærgrer jeg mig over, at jeg ikke gemte de tidligste ting, men dengang tænkte man jo ikke over den slags,« siger han, nu med hovedet inde i klædeskabet, hvor kun de korteste frakker ikke hænger ned i flere stabler af sorte æsker med billeder og negativer.
»Nå, men det kan være, den er i en af kasserne på loftet, næh,her er den jo,« siger Jørgen. Han fremdrager en brun bog med spiralryg fra dybet, og bladrer gennem udklip fra aviser og blade.
»Det er meningen hjemmesiden løbende skal udbygges og billederne skiftes, så der bliver noget nyt at se på. Jeg kalder det selvfoto-nostalgi.«

Bedre end golf
Jørgen Rubæk synes ikke, at der er noget specielt i, at han kastede sig ud i informationsteknologien, da han gik på pension for seks år siden.
»Nogen køber et sæt golfkøller og melder sig ind i en golfklub. Jeg købte en computer og lavede en hjemmeside. Telefonregningen er mit kontingent til golfklubben,« siger han.
»Computere er logisk bygget op, så man kommer langt med at eksperimentere. I starten betød det selvfølgelig en masse nedbrud, og jeg har tilkaldt min søn mange gange, så han kunne give computeren hjertemassage.«
Efterhånden som Jørgen Rubæk fik mere styr på teknikken, meldte lysten sig til at bruge computeren til noget konstruktivt. Så fik han ideen til at føre fotolivet videre over i Internetverdenen.
»Jeg synes,det er spændende, for man møder konstant nye udfordringer. For tiden arbejder jeg på at få billederne til at fylde så lidt hukommelse som muligt, uden at kvaliteten bliver for dårlig,« siger Jørgen Rubæk, der tit søger hjælp og inspiration hos andre brugere på nettet.
»Jeg får typisk at vide af nørderne, at min side er for tung og at den tager for lang tid at hente.«

Holder bolden i gang
Jørgen Rubæk bruger typisk et par timer om dagen foran skærmen. Det har hans kone ikke noget imod.
»Jeg kan godt nok bedre lide at læse og arbejde i haven, men bare han holder bolden i gang, så er det jo lige meget hvad han laver,« siger Anne-Sophie Rubæk og hendes mand nikker.
»Man bliver idiot, hvis man som Fie og jeg har haft fart på i 50år og så bare sætter sig i sofaen og læser avis og ser tv. Man skal holde sig i gang.«
Det ville også være en omvæltning, at de to pludselig skulle lave ingenting.
Jørgen og Anne-Sophie Rubæk mødte hinanden i starten af 50'erne som fotografer på Associated Press og har kørt parløb lige siden. Både privat og på arbejdet. De sidste godt 30 arbejdsår holdt parret sig til Frederiksborg AmtsAvis, og privat har de netop fejret 40 års bryllupsdag.
Da de begyndte på Frederiksborg Amts Avis i slutningen af 50'erne skulle fotograferne stadig lave deres egne blyklichéer, hvor de hvide områder af motivet ætses ned i en blyplade, som bruges til at trykke med.
»Engang ætsede jeg alt for meget af klichéen, så alle tagene på udsigtsbilledet over Hillerød blev hvide. Det ville have været en katastrofe, hvis ikke det tilfældigvis havde sneet om natten. Min redaktør var ellevild og fattede ikke, hvordan jeg kunne lave et vinterbillede så hurtigt, og jeg fandt ingen grund til at forklare ham sagens rette sammenhæng,« griner Jørgen Rubæk.
Med Fredensborg Slot i området har kongefamilien haft en fremtrædende plads i parrets fotografliv.
Jørgen Rubæk husker især hvordan han i begyndelsen af 70'erne fik et eksklusivbillede af Dronning Ingrid som golfspiller.
»Jeg lå først sammen med de andre fotografer med telelinser og ventede på, at hun kom ud,« husker Jørgen Rubæk.
»Men det, syntes jeg, nu var noget pjat, så jeg gik ned til Dronningen og spurgte, om ikke jeg kunne få et par billeder, mens hun spillede golf, »Jo, bare hold Dem til,« sagde hun, og så knipsede jeg løs, mens hun puttede et hul. Så gik hun ind igen og i det samme kom alle de andre fotografer stormende, men for sent«
»Det var typisk dronning Ingrid,« siger Anne-Sophie Rubæk.
»Hun gav tit lov til, at man kunne komme tæt på i ti minutters tid, og så fik man venligt men bestemt at vide at nu var det nok.«

Pressefotografi nu til dags
Jørgen og Anne-Sophie Rubæk har været pressefotografer i en tid, hvor faget har gennemgået en rivende udvikling. Selvom Jørgen Rubæk var glad, da han ikke skulle lave bly-klichéer længere, og Anne-Sophie Rubæk i dag elsker farvebilleder, så har de nu begge deres forbehold over for de nye tider på pressefoto-fronten.
»Håndværket er forsvundet, synes jeg. Alt arbejdet med skabelsen af billederne er væk. Vi havde den gode tid. Jeg er glad for at jeg ikke skal arbejde under de forhold, pressefotograferne har i dag,« siger Anne-Sophie Rubæk.
»Med auto-fokusog autoblænde, skal de jo ikke meget andet end trykke på knappen,« supplerer hendes mand.
»Når de ikke engang selv skal fremkalde og kopiere, så er de jo reduceret til en flok linseholdere.«

Men det hele er nu alligevel ikke så meget bedre-i-de-gode-gamle-dage, at det holder Jørgen Rubæk fra at e-maile, down-loade,up-loade, og passe sin egen hjemmeside på home4.inet.tele.dk/rubaek(ikke noget med www).

1 Kommentar

steen. b. clausen
23. JANUAR 2016
Har denne Jørgen Rubæk,
Har denne Jørgen Rubæk, efterladt skolepatrulje billeder fra 1960erne og
1970erne,det er den tid jeg selv er fra. Jeg ville gerne have været skolepat-
rulje i 1970erne.Jeg fandt det intersant at se andre være det før mig. Jeg
blev misundelig og tænkte.......sådan en vil jeg også være en dag og stå med
al udstyret på. Men nej. jeg blev af en klassekammerat der ikke gad,så gik det
ud over mig . Så det nåede jeg ikke mens tid var suk. Jeg havde ellers glædet
mig til det en dag. Altså.........har i skolepatrulje billeder fra min skoletid ,
1970erne, hvis i har vil i sende dem til mig på forhånd tak.
Undskyld jeg har forstyret jer