Et forbud mod at fotografere anklagede på vej til retten er undervejs. Kunne det være afværget ved åbenhjertede etik-diskussioner, spørger formanden for Politi- og Retsreporternes Forening.

Når Peter Brixtofte til efteråret spadserer hen over Torvet i Hillerød, kan det være forbudt at tage billeder af ham. Også Amdi Petersen, der vandrer ad de århusianske gader, slipper for at blive foreviget.

Ganske vist er de offentlige personer, men med status som anklagede i straffesager bliver det ulovligt at fotografere Brixtofte og Tvindstifteren, hvis de er på vej til eller fra retten.

Folketinget er på vej til at vedtage en indskrænkning af pressefriheden.

Vidner, sigtede og tiltalte i straffesager bør beskyttes »mod den unødige krænkelse, der vil være forbundet med i denne særligt belastende situation at blive fotograferet uden at give samtykke hertil,« som Justitsministeriet formulerer det.

Forslaget er født i Retsplejerådet. Her er juristerne blevet forargede over at se billeder af mennesker, der med trøjer, frakker og tæpper over hovedet eskorteres op og ned ad retsbygningers trapper.

Og det er da også forståeligt, hvis en mand bliver beklemt, når han skal forcere en mur af tv-hold for at komme ind i retten. Og den subjektive følelse af overgreb forstærkes, når fotografer ikke forstår at holde afstand, men løber efter deres ofre og maser sig ind på dem med deres apparater.

 På den anden side er det simpelthen for unuanceret at fastslå, at det er en »unødig krænkelse« at blive fotograferet, og at denne krænkelse er så alvorlig, at det er nødvendigt at eliminere den med en lov.

 Et forbud mod fotografering af bestemte mennesker på offentlige steder udgør et så principielt og vidtgående indgreb i pressens ret til at informere, at det burde have været igennem en grundigere diskussion.

Emnet er omtalt på en enkelt side i den betænkning, der ligger bag loven.

Folk med jakker over hovedet har svært ved at gå uden at falde, noterer Retsplejerådet og konstaterer derefter: »Sådanne situationer kan virke uværdige.«

Lidt efter hedder det, at »der i praksis har vist sig et behov« for fotoforbuddet.

Der er ingen nærmere dokumentation af behovet. Der er ikke henvisning til undersøgelser eller forskning, der belyser problemet. Og der er ingen gennemgang af argumenter for og imod. Der er kort sagt ikke meget at komme efter.

Kunne rådets 14 topjurister, der ikke må forveksles med smagsdommere, ikke have gjort det bare lidt bedre?

Selvkritik er en god ting, og man kan spørge, om ikke forbundet, fotograferne, udgiverne eller Politi- og Retsreporternes Forening i tide burde have forudset, hvad der var optræk til. Forslaget var allerede fremme i en betænkning i 1997, men dengang kunne det ikke samle flertal i Retsplejerådet.

Kunne vi selv have afværget indgrebet ved at invitere de kritiske dommere, anklagere og advokater til diskussioner om etik? Og vel at mærke diskussioner, hvor vi var parat til at tage bare lidt af deres kritik alvorligt, og hvor vi oven i købet kunne bringes til at indrømme fejl?

Beskyttelsen af individets integritet ligger bag mange af de love, der vedtages i disse år. Lovgiverne siger sjældent nej, når de bliver præsenteret for muligheden for at demonstrere handlekraft over for adfærd, som kan være problematisk.

Dialog, diskussion og henstillinger er ikke længere nok, heller ikke i etiske og moralske spørgsmål. Der må lovgivning til.

Er der da slet ingen lyspunkter? Jo, man kan glæde sig over, at Retsplejerådet endnu ikke har fundet behov for et indgreb mod den krænkelse, som opstår, når journalister stiller spørgsmål til folk, der er på vej til eller fra retten. Og det er vel også en lille sejr, at pressefolk fortsat må lave lydoptagelser.

For en ordens skyld skal det lige med, at forslaget til ændringer af retsplejeloven også indeholder andre nyskabelser: Flere retsmøder i civile sager vil blive holdt bag lukkede døre. Medier må ikke offentliggøre domme med navne på de implicerede. Og endelig skal navne fjernes fra retslisterne (dette har Justitsministeriet dog lovet at overveje nærmere).

Niels Northroup er formand for Politi- og Retsreporternes Forening og journalist på Ritzaus Bureau.