Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix
De fleste danske podcast-lyttere gør brug af gratis indhold, viser en spørgeskemaundersøgelse, som Wilke har udført for MediaWatch.
I undersøgelsen svarer 42 procent af de 1112 respondenter, at de jævnligt lytter til podcasts. Ud af dem svarer 47 procent, at de betaler til udbyderen gennem abonnement eller frivillige donationer.
Interesseorganisationen Center for Podcasting siger til MediaWatch, at man opfatter tallene som en bevægelse i den rigtige retning:
”Vi er i en udvikling, og det er kun skønt, hvis udviklingen gør, at en større andel af danskerne vil betale for podcasting. Men vi kommer fra et sted for få år siden, hvor ingen betalte for podcasts, ligesom der er andre måder at få penge for sine produktioner,” udtaler bestyrelsesformand Søren Brunsgaard.