De fleste har takket nej, mens DR deltager i afhøring om FE og PET

En stribe journalister blev i går indkaldt til afhøring om en sag om FE og PET, men de fleste afviser at stille op

Det vakte forargelse og påmindelser om hensynet til journalisters kildebeskyttelse, da en stribe journalister i går blev ringet op af politiet og inviteret til vidneafhøring om en sag omhandlende Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Det var journalister fra både Politiken, Berlingske, Weekendavisen, DR, Ekstra Bladet, 24syvs programdirektør, Simon Andersen, samt en selvstændig journalist, der i går blev ringet op.

Det er dog langt de færreste journalister, der møder op til en afhøring.

”Vi har takket pænt nej til en afhøring. Hvis der bliver en retssag foran en dommer, stiller vi selvfølgelig op, som vi er forpligtet til,” siger Tom Jensen, ansvarshavende chefredaktør for Berlingske.

Lignende melding er tidligere kommet fra Politikens ansvarshavende chefredaktør, Christian Jensen. Også Ekstra Bladet, Weekendavisen, Simon Andersen og den selvstændige journalist har sagt nej til afhøringen.

Fra Ekstra Bladets chefredaktør, Henrik Qvortrup, lyder det, at man ikke agter at deltage i et sådant forsøg på intimidering af medier. Simon Andersen har været ude for lignende henvendelser fra politiet før, og han har et klart svar hver gang:

”Jeg stiller af princip ikke op til den slags,” siger han.

DR stiller op

DR’s nyhedsdirektør, Sandy French, oplyser i et skriftligt svar, at DR efter advokatrådgivning har besluttet at følge de normale principper i en retsstat, og derfor vil DR-journalisten møde op til afhøringen sammen med en advokat.

”Vi forventer ikke at kunne bidrage med noget til den samtale, da vores absolutte hensyn er til vores kilder. Det står fuldstændigt fast, at vi ikke går på kompromis med kildebeskyttelsen, som er det helt centrale i vores publicistiske virke,” siger Sandy French.

Gårsdagens opkald til journalister kommer, efter at cheferne for de to efterretningstjenester i december holdt møder med mediechefer på flere danske medier for at minde dem om, at det kan straffes med op til 12 år, hvis et medie viderebringer oplysninger, der er lækket fra en af tjenesterne.

Opkaldene blev i branchen opfattet som et forsøg på intimidering, og de kom i kølvandet på, at fire personer var blevet anholdt og sigtet for at have lækket oplysninger fra efterretningstjenesterne.

De fire er sigtet efter straffelovens paragraf 109, der omhandler videregivelse af blandt andet statshemmeligheder og oplysninger, der kan påvirke forholdet til fremmede magter. Strafferammen for overtrædelse af den bestemmelse går op til 12 år.

0 Kommentarer

Læs også

<span class=”Bekymrende”: Journalister på stribe indkaldt til afhøring i sag om PET og FE">

”Bekymrende”: Journalister på stribe indkaldt til afhøring i sag om PET og FE

04. JANUAR 2022
<span class=Danske Medier om spionchefers trussel mod mediehuse: Hører ikke hjemme i et demokrati">

Danske Medier om spionchefers opkald til mediehuse: Trusler hører ikke hjemme i et demokrati

14. DECEMBER 2021