De fleste journalister har prøvet det: At udarbejde et journalistisk produkt, som man selv ser som balanceret, men hvor nogle læsere, lyttere eller seere opfatter det som politisk skævvredet. Eller tjek kommentarer på netaviserne: Hvordan kan folk læse samme artikel så vidt forskelligt?

Det er der en god forklaring på. I forskningen taler vi om ‘de fjendtlige mediers effekt’. Psykologisk har vi alle en tendens til at snuble over det, vi er uenige i. Vi oplever, at den holdning, vi selv står for, mere end den modsatte bliver behandlet kritisk af medierne.

Begrebet ’de fjendtlige mediers effekt’ går tilbage til en videnskabelig undersøgelse gennemført i USA for 30 år siden. Forskerne tog udgangspunkt i mediedækningen af massakren i flygtningelejrene Sabra og Shatila i Beirut i september 1982. Forsøgsdeltagerne blev vist en række indslag fra hovednyhedsprogrammerne på amerikansk fjernsyn. Undersøgelsen viste tre ting:

1) Forsøgspersonernes holdninger til Israel-Palæstina-konflikten påvirkede deres opfattelse af indslagenes fairness: Personer med pro-israelske holdninger vurderede, at indslagene favoriserede palæstinensiske synspunkter, og vice versa.

2) Forsøgspersonerne huskede flere negative end positive momenter i nyhedsindslagene vedrørende det synspunkt, de selv sympatiserede med. Og

3) Jo større viden forsøgspersonerne havde om konflikten, jo mere ubalanceret blev medierne oplevet.

Lignende effekter er blevet vist i en række efterfølgende analyser og kan også spores i dansk sammenhæng. For få år siden spurgte vi danske folketingspolitikere, hvorvidt nyhederne på DR og TV2 favoriserer den ene politiske blok frem for den anden.

Røde politikere svarede, at begge kanaler favoriserede blå blok. Blå politikere mente, at begge kanaler favoriserede rød blok. Enten tager den ene side fejl – eller også gør de begge. Og det sidste er nok mest sandsynligt. Politikernes svar falder nemlig fint i tråd med det, de ifølge ’de fjendtlige mediers effekt’ ville svare: Mit synspunkt får en dårligere behandling af medierne end de andres.

Derfor vil det altid være sådan, at mange blå vælgere vil finde, at pressen er unødigt hård i dækningen af Henriette Kjærs privatøkonomiske forhold. De glemmer blot, at det er pressen nogle måneder senere også, når det gælder Helle Thorning-Schmidts forhold. På samme måde mener Lars Hedegaards støtter, at Martin Krasnik var uhørt kritisk i sit interview med Hedegaard på DR2.

De glemmer blot, at den dygtige, kritiske journalist går til makronerne over for enhver uanset politisk tilhørsforhold. Og derfor var det i de efterfølgende uger Anette Vilhelmsen og Morten Bødskov, der stod for skud.  

Hvad betyder det for journalistisk praksis? Det betyder for det første, at der kan udgives nok så mange videnskabelige rapporter, som viser, at nyhedsjournalistikken generelt er politisk balanceret.

Det vil ikke ændre folks opfattelse af politisk skævvridning i medierne. På samme måde, som der findes ’fjendtlige mediers effekter’, synes der at findes en ’fjendtlig forskningseffekt’: Man møder de forskningsresultater, som ikke bekræfter ens egne antagelser, fordomme og formodninger, med skepsis. Det skete tydeligvis i forbindelse med udgivelsen i 2010 af vores forskningsrapport Kunsten at holde balancen, som fandt, at dækningen af folketingsvalgkampe i tv-nyhederne på DR1 og TV 2 1994-2007 generelt var politisk balanceret. Hvis det var fakta, så valgte mange politikere og danskere at benægte fakta.

Det betyder for det andet, at journalister ikke skal gøre sig forhåbninger om at kravle ret mange pladser op på listen over erhvervsgrupper, som befolkningen har tillid til. For de erhvervsgrupper, der scorer højt på listen – læger, sygeplejersker, politibetjente – er der udbredt enighed om, hvori et godt udført arbejde består: Syge skal helbredes, og kriminelle fanges.

Det ser anderledes ud, når en erhvervsgruppe beskæftiger sig med forhold, som deler befolkningen efter politisk anskuelse. Her vil der opstå en ‘fjendtlig effekt’. Kækt formuleret bør man faktisk være bekymret, hvis journalister rykker særlig højt op på troværdighedslisten: Det kunne være et udtryk for, at journalistikken er blevet tandløs.

Trods de mange kritiske diskussioner om mediedækningen bør man også have in mente, at danskerne ifølge en undersøgelse fra Center for Journalistik på Syddansk Universitet generelt er tilfredse med deres medier – og mere end befolkningerne i de øvrige undersøgte lande. Trods al snakken om ’de røde lejesvende’ er svarpersoner, der politisk befinder sig til højre for midten, mere tilfredse med de danske medier end dem, der befinder sig til venstre.

Og til trods for, at diskussionen om politisk skævvridning som regel knytter sig til DR og TV 2, viser undersøgelsen, at danskerne uanset politisk overbevisning mener, at DR og TV 2 scorer højest, når det drejer sig om at levere objektiv journalistik – tæt forfulgt af de klassiske morgenaviser.

Erik Albæk er professor og David Nicolas Hopmann lektor ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Erik Albæk – foto: SDU – Hung Tien Vu

David Nicolas Hopmann – foto: SDU