Læger uden Grænser og Dansk Journalistforbund har fundet modtagerne af deres legat til at dække glemte kriser i verden. Legatet, som er på 50.000 kroner, fordeles mellem to hold.
- Journalist Laura Na Blankholm og journaliststuderende Nikolaj Houmann Mortensen modtager 30.000 kroner til at dække besættelsen af Vestsahara for Dagbladet Information.
- Journalist Ole Damkjær og fotograf Erik Refner fra Berlingske modtager 20.000 kroner til at dække konflikten i Libyen.
Falder på et tørt sted
Ole Damkjær fortæller, at legatet falder på et tørt sted.
»Vi har aldrig rejst så meget rundt i Europa, som vi gør for øjeblikket på grund af flygtningekrisen. Det koster penge. Vi har for eksempel brugt mange penge på at rejse til Lesbos. Derfor får halvglemte konflikter som Libyen, selvom den er alvorlig og en potentiel fare for Europa, ikke høj prioritet, for det er der simpelthen ikke penge til,« siger han.
Hvad regner I med at lave?
»Vi skal ind og rapportere om, hvordan det går i det land, som for ikke ret mange år siden var øverst på dagsordenen. Danmark kastede sig med dags varsel ind i en krig, og det gik rigtig godt i første omgang, men rigtig skidt bagefter. Det er min klare opfattelse, at ingen vestlige lande – heller ikke Danmark – ønsker at forholde sig til, at det går så dårligt i Libyen, for der er ingen nemme løsninger. Vi skal ned og tale med libyerne, vise problemerne og spørge dem, hvad de selv tror, løsningen er,« fortæller Ole Damkjær.
Konflikten er "ikke sexet nok"
Laura Na Blankholm mener, besættelsen af Vestsahara får alt for lidt opmærksomhed i de danske medier.
"Det er en konflikt, der har varet siden 70'erne, og konsekvenserne for 150.000 flygtninge er store. Det er sammenligneligt med Palæstina-Israel-konflikten, men fordi der ikke er de samme geopolitiske interesser og et højt antal af civile drab, er den ikke sexet nok, og der er sammenlagt skrevet otte artikler i danske medier de sidste 10 år," skriver hun i en mail til Journalisten.
Legatmidlerne fordeles af en jury med journalist Lotte Dahlmann i spidsen.
Hun fortæller, at de 44 ansøgere til årets legat er en rekord. De fleste ansøgninger er kommet fra studerende.
Hvorfor har I lige valgt disse to projekter?
»Det er en samlet vurdering. Vi ser blandt andet på, hvad ingredienserne er i den krise, man ønsker at dække. Vestsahara er en gammel konflikt, som fylder 40 i år, men den er stadig uløst, ligger tæt på Europa og involverer mennesker, som er fanget i konflikten og ikke kan komme fri. Libyen er en ret ny konflikt, men den er ved at gå i glemmebogen. Samtidig er Libyen et knudepunkt for den aktuelle debat om flygtningestrømme,« siger Lotte Dahlmann.
Klar aftale med medie var afgørende
Hun tilføjer, at det har været afgørende, om ansøgerne havde en klar aftale om publicering med et medie.
»Laura og Nikolaj var for eksempel ikke de eneste, som havde valgt Vestsahara, men de havde en næsten sikker aftale med Information. Jeg undrer mig faktisk over, at mange har søgt legatet uden at have været i kontakt med en redaktør. Det er vigtigt for os, at pengene går til at kaste lys på noget i et medie,« siger Lotte Dahlmann.
Juryen består ud over Lotte Dahlmann af medierådgiver Suzanne Moll og fotograf Peter Hove Olesen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.