search

De færreste klar til mikrobetaling for netnyheder

En helt ny britisk undersøgelse viser, at kun fem procent er villige til at betale for nyheder på nettet i form af mikrobetaling. Abonnementsordninger ser ud til at have det nemmere.

En helt ny britisk undersøgelse viser, at kun fem procent er villige til at betale for nyheder på nettet i form af mikrobetaling. Abonnementsordninger ser ud til at have det nemmere.

Rupert Murdochs konkrete planer om at indføre mikrobetaling for netnyheder risikerer at blive en dødssejler. 

En helt ny undersøgelse, som Harris Interactive har lavet for paidContent:UK, viser nemlig meget ringe betalingsvillighed. Blot fem procent er parate til at acceptere mikrobetaling.

Og ikke nok med det. Langt størstedelen vil simpelthen skifte til andre nyhedssites på nettet, hvor de kan få det gratis. Ifølge undersøgelsens resultater vil 74 procent surfe videre til et gratis alternativ.

Mindst lige så bemærkelsesværdigt vil otte procent af de tilbageværende affinde sig med blot at læse overskrifterne på de sites, der måtte indføre mikrobetaling, skriver PC:UK.

Tallene er en del af en større undersøgelse, som offentliggøres over flere dage i britiske medier.

I dag tilføjes det, at abonnementsordninger har langt større opbakning end mikrobetaling. 54 procent foretrækker årsabonnement, mens 26 procent helst vil købe en slags dagskort. Endelig tilkendegiver 21 procent, at de er tilhængere af mikrobetaling, hvor man betaler per artikel, man læser.

Resultaterne går stik imod frontkæmperne for mikrobetaling, der har talt varmt for iTunes-lignende betalingsmodeller for netnyheder, skriver the Guardian.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen