Det er ikke ledelsen i Jyske Bank, der spænder ben, når de to journalister på medarbejderbladet skal lave kritiske artikler om banken. Derimod mangler de fleste af de 3.400 ansatte modet til at stå åbent frem med deres synspunkter.

Der skal nok være firmaer, der stolt ville fortælle det i deres blad til medarbejderne, hvis de blev kåret til en af Danmarks bedste virksomheder. Men ikke Jyske Bank.

Her har de to journalister på medarbejderbladet [JB] frihed til at drive kritisk journalistik, og de er ikke bange for at gå hårdt til banken. Det skete for eksempel, da de fulgte op på en undersøgelse i Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin, der placerede Jyske Bank på en samlet 18. plads blandt de 250 bedste danske virksomheder. [JB] satte spørgsmålstegn ved, hvad undersøgelsen kan bruges til.

»Undersøgelsen giver et godt indblik i, hvordan erhvervslivet opfatter Jyske Bank som samarbejdspartner, og den kan også være en strømpil for, hvordan jobsøgere ser på os. Men den siger ikke noget om, hvad Hr. og Fru Privatkunde mener om os,« lyder det fra Mikael Sørensen, der er ansvarshavende redaktør.

Indtil for to år siden havde Jyske Bank et traditionelt personaleblad. Lederen blev skrevet af direktionen, og der var den obligatoriske her-er-min-arbejdsplads artikel. Resten af bladet handlede primært om udnævnelser, jubilæer, runde fødselsdage og om aktiviteter i bankens fritidsforening.

Journalisterne Mikael Sørensen og Lotte Bilberg havde ikke noget med bladet at gøre. De var ansat til at løse andre opgaver, men uafhængigt af hinanden fik de den tanke, at både medarbejdere og direktion fortjente et bedre blad.
»Det bør være de ansatte, der kommer til orde, for de ved, hvad der snakkes om i kantinen,« siger Mikael Sørensen, der i dag er ansvarshavende redaktør for [JB].

Direktionen puslede også med tanken om at lave et blad med mere gods i.

»I Jyske Bank skal den enkelte medarbejder selv tage ansvaret for det, hun laver. Derfor skal hun ikke læse om vores problemer i direktionen, men om, hvad der rører sig blandt hendes kolleger. Vi skal nok få vores budskaber ud via bankens intranet,« siger bankdirektør Leif Larsen.

På den baggrund fik de to journalister et journalistisk frihedsbrev. Ikke i fysisk form, men som en mundtlig aftale.

»Jeg vil ikke påstå, at vi er som et dagblad, der værner om demokratiet. Men vi holder øje med, om banken lever op til sine egne værdier. Når ledelsen beslutter, at medarbejderne skal arbejde i team, ser vi på, om de så reelt får mulighed for det,« siger Mikael Sørensen.

I lang tid havde journalisterne svært ved at få blot nogle få af de 3.400 ansatte til at pege på ømme områder i banken. Derfor kunne de ikke opfylde deres egne intentioner om et debatskabende blad.

»Medarbejderne måtte for alt i verden ikke tro, at vi var ledelsens forlængede arm, så vi var forhippede på at lægge afstand til den i bladet. Men hvis vi skal have mennesker, der er vant til at tænke sig om to gange, til at sige noget, skal de vide, at ledelsen synes, det er en god ide, at de bringer et problem frem,« siger journalist Lotte Bilberg.

Frihedsbrevet skal med andre ord også gælde medarbejderne.

»Det har altid været sund fornuft ikke at bide den hånd, der holder lønningsposen. Men det kan være svært at huske på, når vi bliver hvisket en god historie i øret, som vi nok kan få bekræftet, men som vi ikke kan skrive, fordi ingen vil optræde i bladet,« siger Lotte Bilberg.

»Desuden arbejder vi i en managementkultur, hvor problemer konsekvent betegnes som udfordringer,« tilføjer Mikael Sørensen. »Det er svært at bedrive kritisk journalistik, hvis der ingen problemer er.«

Bankdirektør Leif Larsen er enig. I det seneste nummer af [JB] opfordrer han medarbejderne til at tage del i debatten på bankens intranet, som spiller sammen med det trykte blad. Og mere end det. Det er en del af ens arbejde at deltage i debatten, understreger han.

En kilde sprang i sidste øjeblik. Det var ellers lykkedes de to journalister at skrive en artikel med et gran af kritik til et af de første numre. Artiklen var skrevet, kilden havde godkendt den – men så fortrød han. Det fik de to journalister til at tvivle på, om det overhovedet kunne lade sig gøre at få relevante historier frem.

»Vi skal ikke vælte os i kritiske artikler, men vores artikler var for generelle. De kom ikke tæt nok på folks skriveborde,« erkender Mikael Sørensen.
Der kom hjælp fra en uventet kant. Efter fire numre truede direktør Anders Dam med at lukke [JB].

»Ingen gider læse et blad, hvor vi klapper hinanden på ryggen. Vi ved, at der er problemer i Jyske Bank, og dem skal vi have frem i lyset. Men journalisterne leverede ikke det, de havde lovet,« fortæller Anders Dam.

Han var dog villig til at gennemføre en afstemning om bladets fremtid på bankens intranet. Alternativet var en elektronisk udgave. Til hans overraskelse ville 70 procent beholde det trykte blad. Det er han glad for i dag, for hans kontante udmelding sparkede til både journalister og bankens øvrige personale.

»På redaktionen mandede vi os op og lavede et tema om kreditrapporter med røde tal på bundlinjen. Det er et tabubelagt emne, for at få sådan en rapport er som at dumpe som leder på det forretningsmæssige område. Men en afdelingsdirektør stod frem og fortalte om sin røde rapport. Vi skulle over den hurdle at få folk til at turde være kritiske, og der fik vi hjælp af Anders Dams trussel,« siger Mikael Sørensen.

Brug ledelsen som medspiller, lød det råd, som journalisterne samtidig havde fået af Karin Sloth, Kommunikationsgruppens formand.

»Vi ville gerne lave den artikel om, hvordan det er at stå med en rød kreditrapport i hånden, og så opfordrede resortdirektøren på kreditområdet afdelingslederen til at medvirke som kilde. Så vidste han, at han havde sin chefs opbakning. Det blev vores gennembrud,« siger Lotte Bilberg.

Det er dog stadig benhårdt arbejde at få kritikere til at stå frem, understreger Mikael Sørensen.

»Vi har på fornemmelsen, at vi har snakket med de 10-15 mennesker, der tør sige noget. Selv i forbindelse med uskyldige portrætter oplever vi, at folk ikke vil medvirke. Og slet ikke, hvis de har optrådt i bladet en gang før. Kollegerne skulle jo nødig tro, at de vil føre sig frem.«

Alligevel lykkes det bladet at komme tæt på. I det nyeste nummer fortæller en af bankens ansatte om sit liv som alkoholiker.

Frihedsbrevet betyder, at ledelsen ikke skal godkende artiklerne. Som alle andre kilder kan direktørerne alene få deres egne citater til gennemsyn.

Men hvor går grænsen for den journalistiske frihed?

»Vi joker med, at grænsen går der, hvor vi står med en fyreseddel i hånden,« siger Mikael Sørensen og forudser, at det sker, hvis en historie kommer ud i den øvrige presse og får bankens aktier til at rasle ned.
Journalisterne har vide rammer, understreger direktør Leif Larsen.

»De må selvfølgelig ikke skrive om fortrolige forhold. Men ellers går grænsen der, hvor enkeltpersoner bliver hængt ud i bladet,« siger Leif Larsen.
Men der er en anden kant, nemlig at læserne og kilderne er journalisternes kolleger.

»Der er grænser for, hvor krasbørstige vi kan være. Vi har en klumme, hvor vi kan skrive det, man ellers ikke må sige. En gang lod vi det gå ud over dagbladet DAGEN, som Jyske Bank havde lånt penge til, og der fik vi skyld for at have hængt de rådgivere ud, der havde bevilget lånet,« siger Mikael Sørensen.

Bankverdenen er ukendt land for de to journalister.

»Vi er de fremmede, så vi har et stort ansvar for, at vi får forklaret os på den rigtige måde. Jeg gør for eksempel meget ud af at lave en kontrakt med mine kilder. Vi kan altid ændre et eller to citater, når de har læst artiklen, men de skal stå ved det, de har sagt. Ellers bringer vi ikke artiklen,« siger Lotte Bilberg.

At være de fremmede, som må forklare sig, gælder især over for direktionen.

»Jeg har haft nogle diskussioner omkring grundlæggende journalistiske principper med Anders Dam, og der har vi godt kunne sige et eller andet til hinanden, som ingen af os vil citeres for bagefter. Men vi er altid blevet enige, og det er altså kun, fordi vi har en direktion, som mener det, når den siger, at den vil have en åben, kritisk debat internt i banken,« siger Lotte Bilberg.

Foreløbig har [JB] fået resten af 2003 til at bevise sit værd. Derefter tager direktionen stilling til, om bladet skal overleve, eller om debatten udelukkende skal foregå på intranettet.