search

De er nyhedernes minearbejdere

Lokale stringere bliver truet, angrebet og tvunget til flugt, når de hjælper vestlige medier og ngo’er som Dansk Flygtningehjælp og Dansk Folkehjælp i krigshærgede lande. Ni ud af ti dræbte mediefolk er født i det land, de rapporterer fra. De udsatte mediefolk føler sig ladt i stikken

Lige før skuddet lød, tænkte Faisal, at mændene angreb for at stjæle bilen. 

Det var en Toyota Prado, svigerfars, og angrebet fandt sted i marts for en håndfuld år tilbage i provinsen Herat i det vestlige Afghanistan. Faisal og hans svoger var på vej ud af byen for at se på en grund til salg og befandt sig i en forstad under konstruktion; halvt byggede huse flankerede en øde vej. 

Angriberne kom på motorcykel. De var to, og den enes kropsholdning afslørede faren for Faisal. Der var angrebslyst i posituren, og fra sit brede bælte under vesten trak han lynsnart en pistol.

Faisal bremsede op, han vendte bilen, men uden at stoppe. Derude rungede et skud. Det ramte ikke, Faisal kørte bort.  

Du overlevede denne gang, men vi skal nok få dig. Det kan du være sikker på.

Telefontrussel til Faisal, da han arbejdede for vestlige organisationer i Afghanistan

Hjemme hos familien råbte svogeren op om dramaet på landevejen, han troede fortsat, det var et forsøg på tyveri. Imens forlod Faisal rummet for at tage sin mobil. Opkaldet kom fra et skjult nummer, men stemmen i røret skjulte ikke sin hensigt: 

»Du overlevede denne gang, men vi skal nok få dig. Det kan du være sikker på,« truede den.

Historier, vi sjældent hører

De seneste tre år har været de voldsomste for verdens journalister i 30 år ifølge den amerikanske ngo Committee to Protect Journalists. Aldrig før har så mange mediefolk mistet livet, siden organisationen startede sine optællinger i 1992.

»Jeg blev tvunget til at forlade Afghanistan på grund af de sikkerhedsproblemer, der eksisterede og stadig eksisterer,« siger Faisal i dag om episoden i Herat, der gjorde, at han en måned senere forlod sit faste job som stringer for TIME Magazine og flygtede til Sverige.

Det er historier, vi sjældent hører.

Oftere beretter medierne om berømmede vestlige korrespondenter som James Foley, der blev myrdet af islamister i Syrien sidste år. Men ni ud af ti dræbte og tilfangetagne mediefolk er født i det land, de rapporterer fra, ifølge Committee to Protect Journalists.  

Journalisten har talt med de oversete budbringere Faisal, Amin og Sayed Abdullah Behzad om deres mediejob for vestlige arbejdsgivere i Afghanistan og den knibe, arbejdet bragte dem i.

Faisals ansigt er indbydende og rundt. Han sidder i en midtsvensk lilleby og taler med Journalisten over Skype og i telefon. Håret er kort, frisuren forstærker indtrykket af hovedet som en perfekt oval. Øjnene lyser i midten, mørke og varme. 

Men Faisal er ikke naiv. Information skifter hurtigt hænder i Afghanistan, og Faisals grundlov er, at du ikke kan stole på nogen. Den gjaldt, da han arbejdede som informationsofficer for den danske nødhjælpsorganisation DACAAR, der drives af Dansk Flygtningehjælp i samarbejde med Dansk Folkehjælp, og siden som stringer og fixer for TIME Magazine i Kabul. 

Lønnen står ikke mål med risici

Det amerikanske magasin betalte en grundløn på 1.500 dollars om måneden for, at Faisal stod til rådighed og ikke lod sig hyre af konkurrenter, forklarer han. Dertil kom 150 dollars om dagen, når han arbejdede, og en betalt bil. Helmand, Kandahar, Nangarhar, Kunduz, nævner han i flæng. En del af jobbet var at rejse og rapportere fra farlige provinser, og på de ture fik Faisal oven i lønnen et tillæg på 100 dollars per dag. 

Det var en god løn, anerkender han. Alligevel stod den ikke mål med risici. For ifølge Faisal inkluderede aftalen ingen forsikringer eller backup, der kunne redde ham eller hans familie, hvis ulykken ramte. 

»Et par hundrede dollars hjalp ingenting, hvis jeg for eksempel blev kidnappet med en kollega. Ville TIME Magazine finde et sikkert sted til min kone og mine børn, hvis noget skete med mig? Ville bladet betale for mig, hvis jeg blev kidnappet eller forsøgt slået ihjel – no way,« griner han ironisk.

 Ville TIME Magazine betale for mig, hvis jeg blev kidnappet eller forsøgt slået ihjel – no way.

Faisal, tidligere stringer for TIME Magazine og informationsofficer for DACAAR

Ingen selskaber i Afghanistan tegner ulykkes-, livs- eller kidnapningsforsikringer. Den slags skal en udenlandsk arbejdsgiver altså sørge for, hvis den ønsker, at medarbejderen er dækket i forhold til den risiko, han løber i kraft af sit arbejde.

»Nej, jeg spurgte ikke efter det. Det er krystalklart. Du får ikke den slags,« siger Faisal.

Grebet af angst efter attentatforsøg

Flere gange blev han ringet op og truet, mens han var ved TIME. Han var »utro«, en »propagandist«, forræder og frafalden, lød de anonyme anker, men Faisal tog sig ikke af dem.  

Først efter angrebet i Herat greb angsten den påståede kollaboratør. 

Faisal gik tilbage i stuen, da opkaldet på mobilen var forbi. Ansigtet lå allerede i chokerede folder efter skyderiet. Det var let at skjule for familien, at samtalen havde tilført et langt dybere sår end selve hændelsen på vejen.

»Jeg fortalte ikke, at det var et attentat. Jeg stolede ikke på, at de ikke sagde det til andre. Jeg stolede ikke på nogen,« husker Faisal.

Først om aftenen betroede han sig til sin kone. De blev enige om, at Faisal måtte ud af landet. Han havde penge, og det var let at arrangere rejsen. Turen gik gennem Tyskland, Holland og Danmark, inden Faisal fik asyl i Sverige og hentede familien dertil.  

Fra Europa sagde han sin stilling op per mail. Den dag i dag kender magasinet ikke grunden til, at det mistede en stringer. For hvad nytter det at klage over vilkår, der ligger fast, konstaterer Faisal. Men siger alligevel: 

»Stringerne er frontlinjen. Vi finder hovedparten af informationen, de afgørende efterretninger. Du kan sige, at vi er ligesom dem, der arbejder i diamantminerne med at hugge diamanterne ud. Men hvem høster fortjenesten? Dem på kontoret. Det er den virkelighed, der eksisterer, og det er ikke nemt at ændre på.«

Trusselsbrev puffet ind under døren

En morgen i foråret 2012 forlod Sayed Abdullah Behzad sit hjem i Kabul for at tage på arbejde som presseofficer i Danish Committee for Aid to Afghan Refugees (DACAAR), der er Danmarks største ngo i Afghanistan.

I gården, mellem husets hoveddør og porten til gaden, fandt han et håndskrevet brev, puffet derind under døren. Øverst på papiret var et kort over Afghanistan og to krydsede flag. Nederst et stempel med et billede af koranen.

”Du! Abdullah, søn af Sayed Asadullah! Vi ved, at du bor i 10. gade i Qala-e-Faitullah i Kabul, og at du arbejder for den ugudelige ngo DACAAR, som støttes af Danmark – et anti-islamisk og anti-muslimsk land, der er en fjende af vores store profet Muhammed,” stod der blandt andet i brevet, der sluttede: 

”Hvis du fortsætter med at arbejde for den ugudelige ngo og nægter at arbejde for os, må du forberede dig på at dø.”

Hvis du fortsætter med at arbejde for den ugudelige ngo og nægter at arbejde for os, må du forberede dig på at dø.

Trusselsbrev til Sayed Abdullah Behzad, da han arbejdede for DACAAR

Sayed Abdullah har truslen endnu, men adressen forlod han tre uger senere. Nu taler han med Journalisten fra New Delhi, som han flygtede til. Stemmen stiger og falder melodisk, Sayed Abdullahs engelske dialekt har fanget den indiske rytme efter tre år i eksil.

»Jeg tog det alvorligt, for det var alvorligt. Jeg udførte et meget forkert job i forhold til visse traditioner og normer. Jeg tog ud i Afghanistans mest konservative egne og forsøgte at overtale mændene til at lade os tage fotos af kvinderne. Det var det værste job, jeg udførte i de områder,« siger han med henvisning til en fotoudstilling, der udløste truslen på dørtrinnet som kontant resultat. 

Forsikringer var ikke på plads

En del af jobbet var netop rejserne til provinserne, hvor DACAARs udviklingsprojekter foregår. 

Det er et arbejde, som Sayed Abdullad den dag i dag er stolt af at have bidraget til:

»Jeg sætter stor pris på DACAAR, for de valgte virkelig de områder, hvor nøden var størst, og befolkningen havde mest brug for hjælp.«

Men beskyttelsen af de lokale medarbejdere blæser han ingen fanfarer for. Lønnen for en fastansat informationsmedarbejder var på det tidspunkt omkring 770 dollars om måneden, fremgår det af en ansættelseskontrakt, Journalisten har en kopi af. 

Men afgørende forsikringer var ikke på plads. Medarbejderne førte diskussioner med ledelsen for at opnå livs- og sundhedsforsikringer, men forhandlingerne gik på grund, hævder Sayed Abdullah.

»Nangarhar, Kunar og forstæderne til Herat er eksempler på steder, som er meget risikable i forhold til Taleban og oprørsgrupper. Vi risikerede at blive kidnappet, skudt på eller at gå på en vejsidebombe. Det er problemer, der gør det nødvendigt at have en sundhedsforsikring,« siger han.

Stolede ikke på, at arbejdsgiveren beskyttede ham

På omtrent samme tid var Amin ansat i DACAARs informationsafdeling. Amin er hazara, Afghanistans største etniske mindretal, de smalle øjne og mongolske træk sladrer om tilhørsforholdet, selv på et grynet billede fra Kabul.

Amin bor stadig i den afghanske hovedstad, men forlod den danske organisation efter godt to år. 

»Jeg sagde op, fordi jeg følte mig usikker. Jeg stolede ikke på, at DACAAR beskyttede mig,« siger han om skiftet til et job i USAID, der foregik bag et skrivebord i et compound i Kabul.

For ængstelsen før en pressetur i DACAAR står stadig klart. Amin og hans kollega forhandlede i kulissen, hver gang en journalist kom til byen og ville ud for at se et projekt. 

»Er det dig eller mig, der tager med?« jokede de.

»Hvis jeg havde en dårlig fornemmelse, ringede jeg nogle gange til min kollega og sagde, jeg var syg. Han vidste godt, det var en undskyldning,« griner Amin.

Altid de lokale, der mister livet

Engang blev to afghanske ingeniører kidnappet i provinsen Kunar. To andre blev taget i Faryab mod nordvest. I Herat blev svogeren til en lokal manager bortført. Mens nogle døde, forhandledes andre fri. På den måde nævner alle i rap hændelser og episoder, der lagde grunden til deres egen nervøsitet. 

For hvorfor var det altid de lokale, der mistede livet, spørger Amin – men gisner straks.

Lufttransport som førstevalg. Forsikringer. En backup-bil i tilfælde af overfald; detaljeret sikkerhedsclearing af et område før afrejse; jævnlig kontakt med en sikkerhedsansvarlig om rejsens forløb. Alt sammen var omstændigheder, der stod om rejsen, når en expat var af sted, men som glimrede ved sit fravær, når lokale medarbejdere rejste alene, siger Amin. 

»Jeg rejste mere end 10 gange med udlændinge, for det meste journalister. På de ture var sikkerheden altid grundigt forberedt. Jeg tror aldrig, det er sket i DACAARs historie, at en expat er kidnappet eller død. Måske var det heller ikke sket for os, hvis sikkerheden var den samme for afghanerne,« mener han.

Jeg tror aldrig, det er sket i DACAARs historie, at en expat er kidnappet eller død. Måske var det heller ikke sket for os, hvis sikkerheden var den samme for afghanerne.

Amin, tidligere ansat i DACCARs informationsafdeling

Opgav at arbejde for vestlige organisationer

I Kabul er klokken blevet 22.40, mens Amin har talt. Det er søndag. Han sidder i et lille kontor i det store hus, han har lejet i et kvarter, som er kendt for at huse regeringens ansatte. 

For en time siden faldt regnen tungt over Kabul. I haven er to jasminer i blomst, de dufter stærkt. 

Gaderne er næsten øde. Efter 21 bliver de fleste hjemme. Kun sikkerhedsfolk og politi er ude nu. Ting kan ske lige pludselig, boom, lynet slår ned, selv her i hovedstaden. Amins onkel fik 46 fragmenter i kroppen, da han kom tæt på en selvmordsbomber for nogle år tilbage. Tre kunne ikke opereres ud. Nu bipper onklen, når han går igennem et sikkerhedstjek. 

Afghanistan er en jungle, ingen hjælper dig, ingen tager sig af dig. Der er for mange børn i gaderne, jeg spekulerer på, hvad der skal ske med mine to, hvis noget sker med mig. Jeg er ingen god muslim, men jeg beder.

Amin, tidligere ansat i DACCARs informationsafdeling

»Afghanistan er en jungle, ingen hjælper dig, ingen tager sig af dig. Der er for mange børn i gaderne, jeg spekulerer på, hvad der skal ske med mine to, hvis noget sker med mig. Jeg er ingen god muslim, men jeg beder,« siger Amin.

Han forlod mediejobbet i et forsøg på rettidig omhu. Siden opgav han helt at arbejde for vestlige organisationer. I dag er Amin entreprenør med sine egne forretninger inden for teknologi.  

Han ønsker at forblive under radaren for Afghanistans oprørsgrupper, for han stræber efter at blive i sit land så længe som muligt. For hvilken skæbne venter den, der frister livet som flygtning, spørger Amin. 

Hans far, bror, søster, onkel og adskillige venner er rejst og bor i dag i Amerika, Europa og andre steder i Asien. 

»Min bror arbejdede i et bageri, da han kom til New York. Jeg er direktør med 200 medarbejdere under mig, skal jeg skifte det ud med en status som flygtning? Jeg tror aldrig, jeg vil se situationen i Afghanistan ændre sig, jeg er 100 procent sikker. Men jeg bliver, til jeg føler, at der absolut ikke er andre veje,« siger Amin. 

»Alle har jo brug for et arbejde, og ngo'erne betaler bedst«

Et tv hænger på væggen i Sayed Abdullahs lejlighed i New Delhi. Væggene er lysegulve, loftet er kantet af en pæn, toradet stuk. En halvstor dreng stikker hovedet ind i værelset fra gangen, mens Sayed Abdullah taler over Skype.

Hele familien på fire bor i lejligheden på to værelser, bad og køkken. Sayed Abdullah lever af ad hoc-ansættelser på to eller tre måneder på rejsebureauer og inden for kommunikation, han arbejder illegalt og kæmper for at forsørge familien. Drengene bliver undervist i engelsk, matematik, naturvidenskab og lidt hindi, men Sayed Abdullah har ikke råd til at sende dem rigtigt i skole. 

Han blev tvunget til at foretage det valg, Amin stadig kan vige tilbage fra. Men hvorfor løb han risikoen og tog et dristigt pressejob for en vestlig organisation?

»Alle har jo brug for et arbejde, særligt i et krigshærget land, og ngo’erne betaler bedst,« svarer han. 

Men nu, fortsætter Sayed Abdullah, betaler han prisen for sit valg:

»Jeg er her uden fremtid, mine drenge har ingen fremtid, vi har ingen virkelig eller lys fremtid. Jeg arbejdede med at sprede kendskabet til DACAARs aktiviteter de farligste steder i Afghanistan. Men jeg gjorde det, jeg rejste dertil, jeg tog billeder, jeg samlede information, der blev brugt i Danmark. Men da noget skete mig, var der ingen hjælp. DACAAR tog sig ikke af os i marken, og de tænker slet ikke på mig, nu jeg er en flygtning her. Det viser … jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,« ebber samtalen ud fra New Delhi. 

 

DACAAR hører organisatorisk under Dansk Flygtningehjælp og Dansk Folkehjælp.

Journalisten har forgæves forsøgt at få svar på den rejste kritik.

"Af hensyn til vores medarbejderes sikkerhed udtaler DACAAR sig principielt ikke offentligt om vores sikkerhedsstrategier, sikkerheds-setup og sikkerheds-incidents," skriver kommunikationsrådgiver Sebastian Juel Frandsen, Dansk Flygtningehjælp, i en mail til Journalisten.

Journalisten har desuden to gange per mail henvendt sig til generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Andreas Kamm. Han svarer:

"Jeg forstår, at du allerede har fået svar fra DACAAR, og tænker ikke, jeg kan tilføje noget."

Journalisten har også korresponderet per mail med generalsekretær Klaus Nørlem, Dansk Folkehjælp. Han svarer:

"Jeg har haft lejlighed til kort at undersøge din henvendelse, samtidig kan jeg forstå, at der er svaret på din henvendelse fra såvel DACAAR som Dansk Flygtningehjælp. Dansk Folkehjælp har ud over de angivne svar ikke yderligere at tilføje til sagen."

Journalisten har henvendt sig tre gange på mail og én gang på telefon til Time Magazine, men har ikke fået svar på henvendelserne.

Journalisten har en kopi af Sayed Abdullah Behzads trusselsbrev fra Taleban. Brevet er tidligere omtalt i dagbladet Information. Oversættelsen i denne artikel er fra Informations artikel 'Nattebrev fra Taleban'.

Faisal hedder i virkeligheden noget andet. Han ønsker anonymitet af hensyn til sin familie i Afghanistan og egne fremtidige muligheder i hjemlandet. Amin ønsker ikke sit fulde navn nævnt af hensyn til sin sikkerhed i Kabul.

[[nid:33996]]

Denne artikel er trykt i Journalisten nr. 6/2015. Desværre uden byline. Vi beklager!

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen