search

De bedre vidende

En række journalister og redaktører, der har jagtet lækager, har haft langt mere viden, end det fremgik af historierne. En ting er at beskytte en kilde, noget andet er at skabe forvirring om, hvem kilden egentlig er, siger mediedebattør.

En række journalister og redaktører, der har jagtet lækager, har haft langt mere viden, end det fremgik af historierne. En ting er at beskytte en kilde, noget andet er at skabe forvirring om, hvem kilden egentlig er, siger mediedebattør.

LÆKAGEJAGT. Der bliver rejst en interessant debat på den berømte lydfil. Ud over lækager snakker TV 2-journalist Rasmus Tantholdt og daværende DR-journalist Nils Giversen også om, hvordan medierne håndterer deres viden om lækagen, når jagten går ind.

"Hvad fanden gør man, hvis man er Dyrby – eller hvem det nu er – når man kender sandheden, og man selv er med til at bringe historier om, at det nok var nævnet?" spørger Nils Giversen med henvisning til TV 2's nyhedsdirektør.
"Ja, det er sindssygt. Det er ligesom B.T., der stod i samme situation i Rathsack-sagen," svarer Tantholdt på den optagelse af deres samtale, som Ekstra Bladet offentliggjorde i sidste uge.

Ud over de nævnte eksempler har de seneste ugers lækageafsløringer åbenbaret flere medier, der lader til at have siddet i samme dilemma: Når jagten går ind på en medielækage, hvordan bruger man så den afgørende viden, man sidder inde med?
»Vi har selvfølgelig en forpligtelse til at dække over vores kilder, hvis vi har givet et løfte om det. Men der er forskel på at beskytte kilden og så sprede forvirring om, hvor lækagen stammer fra. Hvis man gør det, synes jeg, man går meget langt – og det kan kun retfærdiggøres i de alleryderste tilfælde,« siger journalist Lars Rugaard, tidligere Cavling-vinder og en af forfatterne til bogen "Ministerbetjening" om den nye offentlighedslov.

Det seneste eksempel er Ekstra Bladets dækning af kilden til Helle Thorning-Schmidts skattepapirer. Efter at B.T. bringer historien i valgkampen, skriver Ekstra Bladets journalist Jan Kjærgaard flere historier om, hvem den mulige læk kan være. Han laver lister over mistænkte og spørger flere af dem, om de har set skatteafgørelsen.

I starten af december viser det sig, at han og Ekstra Bladet har haft en viden, som var meget central for historien, da de afslører, at tidligere skatteminister Troels Lund Poulsens spindoktor, Peter Arnfeldt, har tilbudt Jan Kjærgaard at læse passager op fra skatteafgørelsen.

Selv om Peter Arnfeldt er nævnt i alle Jan Kjærgaards artikler om en mulig læk, mener tidligere spindoktor i den gamle SR-regering og blogger på Journalisten.dk Teddy Østerlin Koch, at artiklerne er et symptom på, at journalister har misforstået deres rolle:
»Man har ladet sig lokke af de gode hælervarer fra regeringskontorerne, og så er man efterfølgende fanget og nødsaget til at synge med på den falske sang. Dem, det går ud over, er læserne og seerne, som man bilder alt muligt ind, selv om man ved, det forholder sig anderledes.«

Chefredaktør på Ekstra Bladet Poul Madsen mener ikke, at Ekstra Bladet har skabt mere forvirring end klarhed, da de i september jagtede lækagen til skatteafgørelsen:
»Vi ved ikke, hvem B.T.'s kilde er. De historier, vi laver i september, er på baggrund af de informationer, vi har, og det er dem, vi arbejder videre med. Vi har ikke noget at fortryde.«

Godt en uge efter historien om Peter Arnfeldt kunne Ekstra Bladet offentliggøre lydfilen med Nils Giversen og Rasmus Tantholdt. Her fremgår det, at tidligere forsvarsminister Søren Gades spindoktor, Jacob Winther, er en kilde til TV 2's historie om, at jægersoldaterne skulle sendes til Irak. En historie, der angiveligt bragte soldaternes liv i fare, og som Jyllands-Posten også bragte samme aften i april 2007.

Som Nils Giversen nævner på lydfilen, lader TV 2 efterfølgende daværende udenrigsminister, Per Stig Møller, stå frem og pege på politikere i Udenrigspolitisk Nævn som læk til historien. Nyhedsdirektør på TV 2 Michael Dyrby understreger i dag, at TV 2 ikke kender Jyllands-Postens kilde til historien, og at Per Stig Møllers kritik derfor sagtens kunne være reel:

»Vores redaktion på News følger op på et Ritzau-telegram, hvor Per Stig Møller siger, at han er utilfreds med, at der lækkes fra Udenrigspolitisk Nævn – både i den konkrete sag og mere generelt. Vi har fået en oplysning fra en kilde, som vi beskytter, og samtidig er vi nødt til at berette, hvad politikerne siger. Det udelukker ikke hinanden,« siger Michael Dyrby.

Bloggeren Michael Jeppesen skrev efterfølgende, at det ikke var Per Stig Møller, der i første omgang havde rettet søgelyset mod Udenrigspolitisk Nævn. Dagen før Per Stig Møllers kritik skrev TV 2 på deres hjemmeside, at "oplysningerne kom frem efter et ellers strengt fortroligt møde i Udenrigspolitisk Nævn".
»Jeg kan ikke finde oprindelsen til den tekst, og selv om det lille udklip er korrekt, så siger det intet om, at lækagen skulle stamme fra Udenrigspolitisk Nævn. Det siger, at oplysningerne kom frem efter mødet, hvilket også er rigtigt,« siger Dyrby.

Det skete alt sammen i foråret 2007. Sagen blev aktuel igen i slutningen af januar 2010. Her påstår dokumentaristen Christoffer Guldbrandsen i et interview, at Jacob Winther lækkede oplysningen om, at jægersoldaterne skulle sendes til Irak. Da Rasmus Tantholdt hørte, hvad Guldbrandsen påstod, ringede han for at høre, hvad det gik ud på, til sin gamle kollega Nils Giversen, der kender Guldbrandsen godt.

Den samtale blev til den famøse lydfil, som Ekstra Bladet offentliggjorde i sidste uge. På lydfilen fremgår det, at Rasmus Tantholdt ikke bare har røbet sin kilde til Nils Giversen, men også til daværende Politiken-journalist Matias Seidelin.
Allerede i sommeren 2007 skrev Seidelin som den første en artikel om, at lækken til TV 2's historie ikke kunne være fra Udenrigspolitisk Nævn. Det fremgår ikke af lydfilen, hvad Tantholdt præcist har sagt til Matias Seidelin, eller hvordan de kender hinanden.

Men få dage efter, at lydfilen bliver optaget, bringer Politiken første artikel i en længere serie, hvor blandt andre Matias Seidelin skriver om, at lækagen om jægersoldaterne stammer fra Forsvarsministeriet selv. Selv om Matias Seidelin angiveligt har hørt fra Rasmus Tantholdt, at Jacob Winther var kilde til lækagen, så skriver Politiken det aldrig. Matias Seidelin har ikke selv ønsket at udtale sig, men chefredaktør på Politiken Anne Mette Svane, der dengang var indlandsredaktør, siger følgende:

»Når vi ikke har skrevet om Jacob Winther ved navn på daværende tidspunkt, så er det ganske enkelt, fordi vi ikke har haft journalistisk dokumentation for det. Jeg kender ikke karakteren af den samtale, som Rasmus Tantholdt siger, han har haft med den tidligere ansatte Politiken-journalist, men jeg kan fortælle dig, at hvis vi havde haft dokumentationen i form af lydfilen eller andet, så havde vi været de første til at skrive historien.«

I 2009 var Forsvarsministeriet også skueplads for en lækagesag. Den såkaldte "jægerbogsag". Det er den sag, som Rasmus Tantholdt på lydfilen sammenligner med TV 2's situation og kalder »Rathsack-sagen«. Kort fortalt prøvede forsvaret at tilbageholde en bog om jægersoldaterne, fordi forsvaret mente, at den indeholdt fortrolige oplysninger, der kunne skade danske soldaters sikkerhed.

Politiken bragte alligevel hele bogen, og efter offentliggørelsen fortalte forsvarsministeren, at bogen nu lå oversat til arabisk på internettet. Ingen kunne dengang finde den på nettet, men kort efter lægger B.T. den ud på avisens hjemmeside. Det viser sig dog at være en dårlig maskinoversættelse, og B.T. fjerner den hurtigt igen.
Hurtigt bliver der skabt en mistanke om, at forsvaret selv har oversat bogen og lækket den til B.T. Efter flere dages jagt på lækagen viser det sig at være sandt.

B.T. kender altså lækagen, men skriver samtidig om sagen. Det er således B.T.'s nyhedschef, Simon Andersen, der med insiderkilder kan afsløre, at det var en fra forsvaret, der selv havde oversat bogen til arabisk. Dagen efter bringer B.T. en historie – skrevet af Berlingske-journalister – der omhandler, hvem der har lækket til B.T.
»Selvfølgelig er det et dilemma, at man har nogle informationer fra en kilde, man vil beskytte, samtidig med at man vil orientere sine læsere om udviklingen i sagen. Man må diskutere meget grundigt, hvordan man forholder sig til det. I det konkrete tilfælde var det en god løsning for os at bringe en artikel fra Berlingske,« siger Olav Skaaning Andersen, der understreger, at han ikke var ansat på B.T. dengang og derfor ikke deltog i diskussionen.

SPINDOKTOR fra den tidligere SR-regering Teddy Østerlin Koch mener, at journalisterne er kommet for tæt på det politiske liv.
»Tidligere levede man hver sit liv. Nu er medierne blevet meget mere filtret sammen med det politiske liv, og medierne laver selv spin som politiske aktører, der laver notater med mere, som man sender rundt i den politiske verden for at fremme sin egen historie, som B.T. har gjort i skattesagen. På den måde bliver journalisterne viklet ind i deres egne teaterforestillinger.«

Den nu pensionerede Christiansborg-reporter og medlem af Pressenævnet Kaare R. Skou kan ikke se problemet:
»Det er ganske normalt, at man som journalist ved en masse, man ikke kan skrive,« siger
Kaare R. Skou.
Medieblogger Lars Rugaard er kritisk over for, at journalister skaber forvirring om deres kilders identitet, men han påpeger, at det ikke er en sort-hvid-diskussion.
»Hvis man er ham, der ved mest om sagen, så ved man ofte også noget, som man ikke kan skrive.«

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen