De 20 mest populære på sociale medier

​Artikler fra Information blev i gennemsnit delt, liket og kommenteret mest på sociale medier i januar. Informations mest delte artikel handlede om ”Institutionsdanmarks kompetenceudviklingsvogn”. Tv2.dk får tæsk. Se top 20-listen over interaktion på sociale medier her

I januar blev artikler fra dagbladet Information i gennemsnit delt 610 gange på Facebook, Twitter eller Google+. Dermed topper Information SDU-lektor Filip Wallbergs liste over de medier, der har opnået flest interaktioner på sociale medier per artikel. På andenpladsen ligger Karen Jespersen og Ralf Pittelkows Den Korte Avis.

Filip Wallberg har undersøgt, hvor mange gange artiklerne er delt, kommenteret og "liket" på de tre sociale platforme.

Alle artikler på Information.dk er – bortset fra blogindlæg – skrevet til papiravisen og siden lagt på nettet. Alligevel har de ifølge Wallbergs liste et stort potentiale på sociale medier.

»Det viser, at folk deler gode historier skrevet af folk med noget på hjerte. Informations artikler rammer de rigtige steder,« siger han.

Informations mest delte artikel var skrevet af lektor i samfundsfag og psykologi Thomas Hansen.
”Tak for lån af mine børn” blev delt 19.286 gange, og den havde underrubrikken:
”Staten tør ikke forlade sig på, at vi forældre magter vores opgave. Derfor spændes vi for Institutionsdanmarks kompetenceudviklingsvogn. Kærlighedsrelationer erstattes med management, og med tiltag som heldagsskolen værner samfundet sig mod forældres eventuelle uduelighed”.

Telegrammer ikke med

Filip Wallberg tilføjer, at inden Information bryder ud i sang, skal man huske, at der er tale om et gennemsnitstal, som i netop Informations tilfælde ikke medregner telegrammer. Telegramnyheder bliver typisk delt mindre end andre artikler.

»Det er flot, at Information ligger så højt. Men de ville ligge lavere, hvis telegrammerne talte med,« siger Filip Wallberg.

På listens andenplads ligger Den Korte Avis med 374 interaktioner per artikel. Ifølge Filip Wallberg laver Den Korte Avis artikler med stort viralt potentiale.

»Det er artikler, som går til kanten og til tider har nogle provokerende indlæg. Et vigtigt kriterium for virale historier er, at det skal provokere en reaktion frem. Det kan Den Korte Avis, fordi man enten støtter historien eller tager afstand fra den.«

De mest delte i historier fra Den Korte Avis var i januar:

  • Indvandrerbøllerne har vundet på Motalavej
  • Haribo-lakrids hængt ud for racisme!
  • Retfærdighed i dagens Danmark: Bliver straffet for at afsløre butikstyve
  • Nye choktal: Antallet af asylansøgere og familiesammenføringer eksploderer
  • Pinlig afsløring: Justitsminister Karen Hækkerup kunne ikke svare Folketinget

Fælles for Den Korte Avis og Information er, at de er nået ud til en meget bredere målgruppe på grund af populariteten på især Facebook.

TV 2 får tæsk

Listens negative overraskelse er tv2.dk, der ligger nummer 23.

»Tv2.dk får tæsk. Men Tv2.dk er mere end TV2 Nyhederne. Hvis man alene tog TV2 Nyhederne, ville de ligge bedre på listen, men der er andre dele af tv2.dk, der trækker ned.«

Han siger, at listen skal tages med det forbehold, at der er store udsving fra måned til måned. I januar sidste år lå Ugebrevet A4 for eksempel nummer 1. De er denne gange røg ned i midterfeltet.

»Hvis en enkelt historie fra et mindre medie bliver delt mange gange, rykker man hurtigt op på listen,« forklarer han.

En sammenligning af januar 2013 med januar i år viser, at brugerne deler medieindhold mere og mere. I januar 2013 blev top 20-mediernes artikler delt 72 gange i gennemsnit. I 2014 var tallet 175 gange.

Listen er en del af Filip Wallbergs forskningsprojekt I Like.

20 virale medier januar 2014

  • Information.dk: 610 interaktioner/historie
  • Denkorteavis.dk: 374 interaktioner/historie
  • Kendte.dk: 291 interaktioner/historie
  • Dagens.dk: 191 interaktioner/historie
  • Mx.dk: 190 interaktioner/historie
  • Taenk.dk: 186 interaktioner/historie
  • Kommunikationsforum.dk: 177 interaktioner/historie
  • Ekstrabladet.dk: 159 interaktioner/historie
  • Bt.dk: 134 interaktioner/historie
  • folkeskolen.dk: 133 interaktioner/historie
  • Ugebreveta4.dk: 125 interaktioner/historie
  • Politiken.dk: 122 interaktioner/historie
  • Tv2east.dk: 121 interaktioner/historie
  • Fagbladet3f.dk: 117 interaktioner/historie
  • Dr.dk: 106 interaktioner/historie
  • B.dk: 99 interaktioner/historie
  • Gaffa.dk: 97 interaktioner/historie
  • Videnskab.dk: 92 interaktioner/historie
  • Journalisten.dk: 90 interaktioner/historie
  • Tv2nord.dk: 89 interaktioner/historie

20 virale medier januar 2013

  • Ugebreveta4.dk 280 interaktioner/historie
  • Denkorteavis.dk 126 interaktioner/historie
  • Videnskab.dk   98 interaktioner/historie
  • Fagbladet3f.dk  96 interaktioner/historie
  • Ekstrabladet.dk 91 interaktioner/historie
  • Bt.dk 84 interaktioner/historie
  • Politiken.dk 71 interaktioner/historie
  • Folkeskolen.dk  65 interaktioner/historie
  • Tv2.dk 61 interaktioner/historie
  • Sermitsiaq.ag 51 interaktioner/historie
  • Dr.dk 48 interaktioner/historie
  • Gaffa.dk 47 interaktioner/historie
  • Tv2fyn.dk 47 interaktioner/historie
  • B.dk 44 interaktioner/historie
  • Etik.dk 42 interaktioner/historie
  • Religion.dk 41 interaktioner/historie
  • Jyllands-posten.dk 39 interaktioner/historie
  • Information.dk 39 interaktioner/historie
  • Lorry.dk 39 interaktioner/historie
  • Epn.dk 38 interaktioner/historie

0 Kommentarer