”Hallo Henrik, det er Åge Hareide, der ringer. Har du det bra? Jeg har kigget på dig i nogle kampe, og du har spillet rigtig godt, synes jeg.”
Sådan lyder beskeden, da Åge Hareide ringer en intetanende Henrik Dalsgaard fra den belgiske klub Zulte Waregem op. Åge Hareide fortæller herefter, at Henrik Dalsgaard er blevet udtaget til den nye landstræners første landsholdstrup.
DBU har optaget video af samtalen og lagt den på Facebook. Videoen har foreløbig fået 189.000 visninger på Facebook og et reach på en halv million. Videoen er desuden på top tre over de mest retweetede historier på DBU’s twitterprofil.
Hør opkaldet, hvor Åge Hareide ringer til Henrik Dalsgaard og fortæller, at han er udtaget til landsholdet 🙂
Posted by Landsholdet on Wednesday, 9 March 2016
Videoen er ikke kun nået bredt ud på de sociale medier. Videoen harmonerer også godt med DBU’s nye strategi om mere åbenhed, tilgængelighed og større nærhed til landsholdet, mener sportsredaktør på Jyllands-Posten Christian Thye-Petersen.
»Jeg synes, at der er sammenhæng mellem DBU’s ord og handling, hvad angår mere åbenhed og større nærhed,« siger Christian Thye-Petersen.
Signalerer moderne kommunikation
JP’s sportsredaktør kalder videoen for et eksempel på moderne kommunikation.
»Set fra DBU’s side er det en moderne og fornuftig måde at komme ud med de gode historier på. Historien om, at en spiller bliver udtaget til landsholdet for første gang er en god historie, som DBU selvfølgelig gerne vil have ud. Så er det jo så op til os andre at sørge for også at lave historier med dem, der måske ikke er så glade,« siger Christian Thye-Petersen.
Han roser den nye landstræner for at give mere af sig selv end sin forgænger.
»Der har været massiv kritik af DBU’s valg af landstræner – det har jeg også selv bidraget til – men der er ingen tvivl om, at DBU har fået nogle helt andre muligheder i forhold til at kommunikere med større åbenhed med den nye landstræner sammenlignet med Morten Olsen,« siger Christian Thye-Petersen.
Nøgleordet er tilgængelighed
Han forklarer, at det vigtigste for medierne i forhold til DBU er tilgængelighed.
»Vi kan ikke bruge videoen til noget. Det afgørende for os er størst mulig tilgængelighed, så vi får mulighed for at lave de historier om landsholdet, som vi gerne vil. Det er på tilgængeligheden, at vi kommer til at måle DBU på deres ambition om mere åbenhed,« siger Christian Thye-Petersen.
Han tror, at den nye landstræner kan være med til at præge udviklingen i en positiv retning.
»Et landshold lever ikke kun af resultater på banen. De lever også af de profiler og karakterer, der er på det. Og de lever af den fælles nationale fortælling, der skal være om et landshold. Og med det vi har set og hørt fra Hareide indtil nu, tror jeg, at det har han helt klart fanget, at han skal bidrage til,« siger Christian Thye-Petersen.
DBU vil tættere på fansene
DBU har ved flere lejligheder haft den samlede sportspresse på nakken, og de er blevet beskyldt for at være for lukkede og tilknappede. Men med den nye kommunikationschef Jakob Høyer og den nye administrerende direktør Claus Bretton-Meyer i sædet, er der blæst nye vinde over DBU. Strategien er klar: DBU skal være mere åbne, folkelige og tilgængelige.
Og den omtalte video er et godt eksempel på netop det, forklarer kommunikationschef Jakob Høyer til Journalisten.
»Vi vil med vores kommunikationsstrategi gerne få et endnu tættere forhold til vores fans. Vi vil gerne give dem noget eksklusivt indhold, som de ikke kan få andre steder og sørge for, at de kommer endnu tættere på landsholdet,« siger Jakob Høyer.
Han forklarer, at man i en længere periode har eksperimenteret med at optage video fra omklædningsrummet, når landsholdet vinder og synger ”hvem var det, der vandt i dag, det var dem fra Danmark af”.
»Vi har også lavet en række videoer med spillere og trænere, som giver et andet og mere eksklusivt indblik i, hvad der sker på landsholdet,« siger Jakob Høyer.
Han forklarer, at man med Åge Hareide som Morten Olsens afløser har fået nogle nye muligheder.
»Vi kan gøre nogle andre ting med Åge. Vi kan komme endnu længere ind i maskinrummet, og det synes vi jo er fantastisk, at vi kan give vores fans det indhold. I går lagde vi også en video ud, hvor Åge forklarer lidt omkring de tanker, man sidder med, når man skal sætte navn på sit første landshold.«
Flere skal følge landsholdet
Hvad håber I på at få ud af det?
»At flere får lyst til at følge landsholdet. Noget gør man inde på banen ved at vinde nogle kampe og score nogle mål. Men noget handler også om, hvordan vi kommunikerer omkring landsholdet, og her er videoer et af de virkemidler, vi kan bruge. Andre er for eksempel at lave åbne træninger, hvor fans kan komme og se landsholdspillerne træne og få autografer« siger Jakob Høyer.
Hvad siger Åge selv til det?
»Åge stiller meget gerne op til interviews til både sportspressen og i Aftenshowet. Men Åge er også enormt optaget af at få en dialog direkte med fansene. Og det kan man jo så blandt andet gøre ved hjælp af de sociale medier.«
Hvor går grænsen for åbenheden?
»Det finder vi ud af løbende. Det er vigtigt, at der stadig er arbejdsro for landstræneren og spillerne. Jo tættere vi kommer på kampdagen, jo mindre vil muligheden være for at lave sådan noget kommunikation her og for at pressen kan komme med ind. For der skal fokuseres på kampene. Det må aldrig blive sådan, at vi laver total åben kommunikation, og at landsholdet så taber alle fodboldkampe. Det ville være en trist udvikling.«
»Vi skal forsøge at finde den der fantastiske kombination, hvor vi kan begge dele så meget som muligt,« siger Jakob Høyer.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.