Debat

DBU – en del af en større lukkethed

”Da Jesper Møller tiltrådte i 2014, sagde han, at han gik ind for samarbejde, involvering, dialog og åbenhed. Optakten til VM i Qatar har vist det stik modsatte,” skriver Christian Lindhardt

Den magtfulde DBU-formand Jesper Møller kan nu også smykke sig med den lidet flatterende titel som modtager af Journalistens Lukkethedspris.

Dermed lever han på sin egen måde op til DBU’s slogan ’En del af noget større’. Tavshed, hemmeligholdelse og tilbageholdelse af informationer er desværre stadig udbredt, både fra politikere og offentlige myndigheder og fra virksomheder og organisationer.

Journalistens Lukkethedspris gives til den organisation, myndighed, virksomhed eller person, der er så god til at være lukket, at den spænder ben for journalisters arbejde med at sikre offentligheden adgang til vigtige informationer.

Juryen har peget på Jesper Møller som dette års vinder af prisen, fordi han forud for herrernes fodbold-VM i Qatar sidste år i månedsvis afviste at tale med pressen. Dette på trods af masser af henvendelser, kritiske historier og fuldt relevante spørgsmål om VM i Qatar, som man retteligt kunne forvente svar fra DBU på.

Juryen har peget på Jesper Møller som dette års vinder af prisen, fordi han forud for herrernes fodbold-VM i Qatar sidste år i månedsvis afviste at tale med pressen.
Christian Lindhardt, chefredaktør, Journalisten

Et fodbold-VM er en gigantisk begivenhed, som ikke bare samler nationer, men store dele af verden. Og denne gang handlede mediernes dækning langtfra kun om fodbold, men også om slavelignende forhold for migrant­arbejdere på de nyopførte stadions i Qatar og om manglende rettigheder for LGBT-personer i værtslandet.

Alt sammen dagsordener, der taler direkte ind i DBU’s vision ’En del af noget større’, som de lancerede i 2014. En vision og et budskab om, at fodbold også handler om samfundsdagsordener som integration og mangfoldighed.

Alligevel var alt, hvad der kom fra Jesper Møller i månedsvis, tavshed.

Han fik dog sagt, at han ikke syntes, at pressen skulle stille spørgsmål til de udtagne fodboldspillere, men lade dem koncentrere sig om at spille fodbold, hvilket også førte til heftig kritik.

Jesper Møller er ikke en hr. hvem-som-helst. Han står i spidsen for den ubetinget største sportsgren i Danmark og er desuden medlem af det magtfulde europæiske fodboldforbund UEFA’s eksekutivkomité. Med adgang til første parket, når der spilles store internationale kampe som den nyligt afviklede Champions League-finale og med stor indflydelse på hele fodboldverdenen.

Da han tiltrådte i 2014, sagde han, at han gik ind for samarbejde, involvering, dialog og åbenhed. Optakten til VM i Qatar har vist det stik modsatte.

Med magten i en stor folkelig organisation som DBU følger også ansvaret for at stå på mål for de beslutninger, som DBU træffer og eventuelt kritiseres for. Ikke mindst når man erklærer, at man vil være ’En del af noget større’.

Derfor er Jesper Møller en værdig modtager af Journalistens Lukkethedspris.

Christian Lindhardt er chefredaktør på fagbladet Journalisten

0 Kommentarer

data_usage
chevron_left
chevron_right