Nyhedsavisens død er ifølge David Trads hans egen, Svenn Dams og Morten Nissen Nielsens skyld. De kunne ikke løse distributionsproblemerne og manglede målrettethed, siger han til Journalisten.dk. (opdateret 13:35)
Inden Nyhedsavisen gik i luften i oktober 2006, påstod en ambitiøs ledelse, at de kunne give danskerne journalistik i verdensklasse. Mere konkret lovede ledelsen en million læsere fra dag 1, et nyhedssite i top-fem, en halv million aviser i postkasserne inden klokken syv, journalistik i Cavling-klassen og at udfordre TV 2s – ifølge David Trads – næsten-monopol på landsdækkende massemedie-annoncer.
»Vi havde en kæmpe opgave med at lancere Nyhedsavisen på papir, og den opgave var så stor og voldsom, at jeg ikke kunne afse den nødvendige tid til websitet og nyhedsbureauet. Jeg burde have været mere målrettet og indset i tide, at vi kun skulle have koncentreret os om avisen,« siger tidligere chefredaktør David Trads, som nu for første gang tager sin del af skylden for gratisavisens kuldsejling.
Lige efter Nyhedsavisens fødsel gav ledelsens brede satsning store problemer, og især var web-sitet en alt for stor mundfuld.
»Vi ville have en top-fem website, som skulle have været en revolution. Da vi begyndte, blev det en total fiasko. Funktionaliteten var simpelthen en katastrofe. Som chefredaktør havde jeg ikke nok fokus på websitet,« forklarer David Trads over for Journalisten.dk.
Foruden at ledelsen ikke overholdte, hvad de havde lovet danskerne, medførte det problemer med arbejdssituationen.
»Jeg satte medarbejderne, som var ansvarlige for websitet, i en situation, hvor de blev pålagt nogle problemer, som jeg burde have løst for dem. Det er mit ansvar, at det gik galt,« siger David Trads.
Konkurrencestyrelsens afgørelse om, at Nyhedsavisen ikke måtte uddele avisen i det fælles selskab Morgendistribution Danmark sammen med Post Danmark, gav problemer allerede inden lanceringen.
»Det faktum, at vi havde store problemer med distributionen, er uomgængeligt, og det var et meget, meget stort tilbageslag for os i forhold til at blive en succes,« siger David Trads.
Han forsøger dog ikke at fralægge sig ansvaret.
»Jeg er en del af ledelsen, så jeg bærer et lige så stort ansvar for distributionen, som for redaktionen. Jeg forsøger ikke at lægge afstand til ansvaret, vi havde simpelthen ikke en god nok plan B,« siger David Trads.
Hvor stort et ansvar bærer du for Nyhedsavisens lukning?
»Jeg har et medansvar med de andre i ledelsen. Det vil sige Svenn Dam, Morten Nissen Nielsen og mig.«
Vil det sige, at du bærer 1/3 af ansvaret?
»Ja, det vil det sige.«
Selv om David Trads forlod den synkende skude, angrer han ikke over, hvordan han ledede avisen.
»Selv om jeg bærer et medansvar, så skammer jeg mig ikke. Nyhedsavisen var et iværksætterprojekt med en høj risiko. Nogle gange ender sådan noget godt, og andre gange ender det skidt,« siger David Trads.
Læs også Davis Trads' egen samlede forklaring i næste udgave af fagbladet Journalisten, som udkommer den 17. september.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det lyder åbenlyst rigtigt, hvad David Trads siger, men den aller væsentligste årsag til Nyhedsavisens død og de øvrige gratisavisers død eller kroniske åndenød må skyldes et faktum, der glemmes igen og igen.
Selvudnævnte Kloge Åger og andre koryfæer har i store mængder analyseret problemerne, men jeg er kun en enkelt gang - i P1 og før den nye generation af bedre gratisaviser var meget andet end snak - stødt på den meget vigtige og interessante information, at Danmark er det europæiske land med den næstlaveste spaltemillimeter pris på annoncer. Billigst var et af de baltiske lande.
Jamen, hvor dum kan man være: at ville udkæmpe dødelige slag i et land, hvor der intet er at vinde.
Jeg formoder, at Danmark nu har erobret sidstepladsen.