search

Datavisualisering i nyhederne er død

MALOFIEJ 2011.

MALOFIEJ 2011. Så er der gode nyheder fra den største infografik-konference i år: Datavisualiseringer som et journalistisk slutprodukt fik en ordentlig tur i støvet og vil højst sandsynligt forsvinde i løbet af de næste par år.

Datavisualisering fortæller ikke historien
Årsagen er egentlig meget enkel: Dataviz er godt til research, men duer ikke til at fortælle de gode historier. Faktisk virkede det aldrig … Alligevel har det taget et par år at komme til denne erkendelse.

Som journalist kan man bruge dataviz til at grave sine historier frem, men selve historien må fortælles med andre midler end ved blot at præsentere sit research-materiale i grafisk form og kalde det en infografik.
Datavisualisering er et middel til et højere mål – ikke et mål i sig selv.

Tendensen var helt klar både blandt de prisbelønnede grafikker og i snakken på gangen mellem de hundredvis af professionelle infografikere. Når du arbejder med nyheder og journalistisk fortælling, så må du også være dit ansvar bevidst og fortælle historien – det nytter ikke bare at præsentere et enormt datasæt og så bede læseren om at gøre dit arbejde.

Det er ikke længere tilstrækkeligt at konstruere en grafik fuld af X-faktor og så håbe på det bedste. Du bliver nødt til at have et formål og en historie i din visualisering. Du skal være parat til at tage ansvaret for den visuelle oplevelse hos dine læsere og styre dem uden om alle de tilfældige forbindelser og uklarheder, som de har siddet tilbage med i de uredigerede datasæt-visualiseringer.

Lineær grafikfortælling vandt 'Best of Show'
Grafikredaktør Joe Ward Fra New York Times fortalte om sin arbejdsproces med online-grafikken om baseballstjernen Mariano Rivera. Han fortalte hvordan han helt bevidst havde undgået det lokkende i at offentliggøre alle data og lade brugerne 'lege' selv. I stedet havde han produceret en lineær fortælling, hvor brugeren ved hjælp af meget avanceret grafik bliver ledt gennem de vigtige punkter. Lige netop denne grafik blev senere kåret som 'Best of Show'. Verdens bedste online-grafik i 2010.

Men hvad så nu? Skal alle data-visualizere ud og finde nyt job? (Ikke at det bliver et større problem i Danmark, da vi vist ikke har fået ansat nogen i nyhederne endnu). Nej – det skal de heldigvis ikke. For databaseret journalistik er stadig i sin spæde start, og der er masser af gode historier gemt i tal og data. Der er brug for visualizere til at hjælpe med at finde de historier, og der er bestemt brug for visualizere til at præsentere opdagelserne som gennemarbejdet infografik – men altså ikke hele datasættet.

En hjælpende hånd til datavisualisering
Måske vil den nye trend i virkeligheden give datavisualisering en hjælpende hånd med at slå endnu bedre igennem. Når brugerne pludselig opdager, at visualiseringer er andet og mere end meningsløse visuelle øvelser – at der kan være reel viden og nye indsigter at hente. Når det er slut med at publicere visualiseringer for at imponere dine læsere og fokus er flyttet over på at servicere dem, vil de forhåbentlig bruge mere tid og flere kræfter end nogensinde før på visualiseringerne.

Selv om den netop overståede Malofiej-konference i Spanien var en vigtig indikator, er kampen ikke helt vundet endnu. Det kræver stadig en indsats fra journalistisk funderede grafikere, før vi kan få ryddet helt op i junglen af meningsløse stiløvelser. Men nu er vi på rette vej.

 

Link til New York Times-grafikken med Mariano Rivera: http://www.nytimes.com/interactive/2010/06/29/magazine/rivera-pitches.html

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen