Datagraf A/S er gået konkurs, fordi der er for mange om kunderne. »Alle de danske trykkerier er pressede på grund af finanskrisen,« siger salgsdirektør hos konkurrenten, Jørn Thomsen Elbo Grafisk Kommunikation, til Journalisten.dk.
Både Datagraf A/S og trykkeriet Datagraf Graphics A/S er blevet erklæret konkurs. Firmaet begrunder konkursen med "de økonomisk vanskelige vilkår i trykkeribranchen".
Salgsdirektør i Jørn Thomsen Elbo Grafisk Kommunikation, Kim Christensen, kan kun nikke genkendende til Datagrafs vanskeligheder.
»For nogle år siden investerede stort set alle trykkerier i Danmark i nye maskiner, så da finanskrisen ramte i 2008, var hele branchen pludselig ramt af en selvskabt overkapacitet,« siger Kim Christensen.
Han understreger, at han føler med medarbejderne på Datagraf, men set gennem hans briller vil det være fornuftigt for branchen, hvis Datagraf ender med at lukke.
»Vi venter alle sammen på, at der skal ske noget drastisk i branchen. Det vil være en fordel, hvis nogle af trykkerierne forsvinder fra markedet,« siger Kim Christensen.
Pr. 1. august 2011 satte Post Danmark portoen på magasiner op med 20 procent. Det har tvunget flere trykkerier i knæ.
»Portoændringen på magasiner har tvunget kunderne til at nedsætte deres udgivelsesfrekvens for ikke at få flere omkostninger. Det er noget, der kan mærkes på pengepungen. Vi har alle sammen problemer med økonomien, og det gør ondt at se på de tomme maskiner i produktionshallen,« siger Kim Christensen.
Journalisten.dk er i gang med at undersøge konsekvenserne af konkursen for de ansatte samt for de danske medier, der er kunder hos Datagraf.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.