Dårligt nyt

 Da budet afleverede konvolutten med Fyns Amts Avis' logo på, vidste Inger Toldstrup, at hun havde mistet sit arbejde som lokalredaktør i Gudme.

 

Da budet afleverede konvolutten med Fyns Amts Avis' logo på, vidste Inger Toldstrup, at hun havde mistet sit arbejde som lokalredaktør i Gudme.

Fyringerne skulle finde sted onsdag den 27. februar klokken 11. Det vidste alle medarbejderne på Fyns Amts Avis, men ingen af medarbejderne havde den mindste anelse om, hvem der stod for skud.

Inger Toldstrup følte sig ikke i farezonen. Hun passede sit job som lokalredaktør i Gudme, og klokken 11 den formiddag var hun ude at interviewe tre amerikanere, der i årevis har ledt efter deres sydøstfynske forfader. Derfor var hun heller ikke hjemme, da telefonen ringede fra chefredaktør Jørgens Krebs' kontor.

Beskeden fik hun i stedet leveret nogle timer senere, da hun tog imod konvolutten, der blev bragt ud med bud.

"Det kom som et totalt chok. Det er et år siden, jeg sidst havde en sygedag, og jeg leverer 1000 spaltemillimeter seks dage om ugen. Derudover forsøger jeg også at finde tid til at skrive sektionsforsider og artikler til weekendavisen," siger Inger Toldstrup.

Redaktionen i Gudme bliver lagt sammen med redaktionerne i Ørbæk og Nyborg.

Før var der en journalist i hver af de tre byer. På den nye redaktion er der også tre journalister, for den 'flyver', der før dækkede redaktionerne under ferie, overtager nu Inger Toldstrups stilling.

"Min funktion bliver ikke nedlagt, derfor synes jeg, det er en uberettiget fyring. Det lugter mere af et forsøg på at komme af med nogle ældre medarbejdere," siger Inger Toldstrup og henviser til, at de tre journalister, der er blevet fyret, alle er midt i 50erne.

Hun fortæller, at avisen de seneste år har skrevet meget om 'det grå guld'. For ikke så længe siden var der en artikel om, at ældre medarbejderes kompetencer ikke bliver værdsat på arbejdsmarkedet.

"Det føles som ren galgenhumor. Jeg har svært ved at se anden begrundelse for min fyring end netop min alder," siger Inger Toldstrup.

Der er ikke mange jobmuligheder for arbejdsløse journalister på Fyn, hvor blandt andre Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn har været igennem en større fy-ringsrunde. Hvis det bliver nødvendigt, er Inger Toldstrup villig til at flytte efter et nyt job. Men lige nu er det svært at komme videre.

"Jeg er frygtelig deprimeret. Hver morgen, når jeg vågner, slår det mig som en kølle. Jeg kan slet ikke forstå det," siger Inger Toldstrup.

Læs også:Usaglige fyringer

0 Kommentarer