Et nyt dansksproget onlinemedie om Tyrkiet er gået i luften.
Mediet hedder Danturk.com og henvender sig ifølge en pressemeddelelse til folk fra Tyrkiet i Danmark, men også til læsere, der generelt interesserer sig for Tyrkiet og det tyrkiske samfund i Danmark.
”Vi er ikke et forum for enkelte grupper, men for alle i målgruppen. Med Danturk.com sigter vi mod at lukke et vigtigt hul, som i årevis har været savnet i det tyrkiske samfund i Danmark og relationerne mellem Danmark og Tyrkiet. Formålet med netavisen er at holde den tyrkiske befolkning i Danmark orienteret om det danske samfunds udvikling, samt at fungere som kulturel brobygger mellem den tyrkiske befolkning i Danmark og i Tyrkiet og det omgivende danske samfund,” siger Cengiz Kahraman, der er stifter og ansvarshavende redaktør for Danturk.com i pressemeddelelsen.
Avisen modtog i slutningen af maj måned 1.644.000 kroner i etableringsstøtte fra Medienævnet.