Der er smæk til de danske medier for deres dækning af svineinfluenzaens betydning. Ifølge en ny undersøgelse, mener et klart flertal, at medierne har blæst sygdommen alt for stort op.
Det fremgår af en ny undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen, som dagbladet Politiken bringer i dag.
Sundhedsstyrelsen har spurgt 1.014 danskere om deres holdning til, viden om og erfaring med influenza A (H1N1), bedre kendt som svineinfluenza.
Og her lyder et af svarene, at tre ud af fire danskere mener, at tv og aviser har fremstillet den nye influenza som farligere, end den i virkeligheden er.
Helt nøjagtigt, så skoser 73,1 pct. de danske medier. En medieforsker mener dog, at pressen har været ganske udmærket til at holde tungen lige i munden:
Der har således også været historier, som har opfordret danskerne til at slå koldt vand i blodet, fordi influenzaen ikke er farligere end den, vi normalt oplever, lyder det fra professor Stig Hjarvard, fra Institut for Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.