Politikernes privatliv er det stofområde, hvor medierne overdriver mest i deres dækning. Sådan lyder det fra 6.000 danskere, som Trygfonden har spurgt. Chefredaktør undrer sig.
Danske medier puster sager om politikernes privatliv op, så problemerne fremstår som overdrevne. Det mener et bredt udsnit af befolkningen, som Trygfonden har spurgt til deres årlige tryghedsmåling.
Det fremgår ikke af undersøgelsen, hvilke historier medierne har overdrevet mest.
Om det er historierne om Henriette Kjær og Erik Skov Pedersens dårlige økonomi, relationen mellem den daværende videnskabsminister Helge Sander og Milena Penkowa – eller om det er Helle Thorning-Schmidts skatteforhold.
I hvert fald undrer Se og Hørs chefredaktør, Kim Henningsen, sig over tallene.
»Det lyder som et eksempel på, at folk svarer én ting, men at deres medievaner viser noget helt andet. Fornylig havde vi for eksempel historien om Nicolai Wammens barn. Hvis det er den slags historier, de synes, vi overdriver, kan jeg ikke forstå, at den var den mest læste på eb.dk, bt.dk og hos os.«
Historien handlede om, at europaminister Nicolai Wammen havde fået en søn, og moren var tidligere folketingsmedlem for Socialdemokraterne, Julie Rademacher.
Kim Henningsen mener selv, at de fleste personhistorier om politikere i Se og Hør er forholdsvis konfliktfri historier indengfor genren hjemme-hos.
»Og når medierne for eksempel har skrevet om Henriette Kjær og Erik Skov Pedersens økonomi, gør man det, fordi hun sidder i en særlig position som politiker.«
I 2009 viste målingen, at danskerne mente, at medierne overdrev den økonomiske krise mest. Det er ikke længere tilældet. På andenpladsen – efter politikernes privatliv – over de historier, der pustes for meget op, kommer risikoen for at blive udsat for vold på gaden og på tredjepladsen den såkaldte bandekrig.
De områder, hvor medierne ifølge undersøgelsen fra Trygfonden overdriver mindst, er problemerne med ungdomsarbejdsløshed, vanrøgt af børn og ulighed i Danmark.
Målingen bygger på svar fra et repræsentativt udsnit af befolkningen mellem 15 og 65 år (knap 6.000 personer). Data blev indsamlet som en webundersøgelse i perioden 13. maj til 3. juni 2011 af analyseinstituttet YouGov.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.