Danskerne vil helst have public service-nyheder fra DR eller TV 2. Det fremgår af et flerårigt forskningsprojekt, som er et af fem projekter, der debatteres blandt mediepolitikere på onsdag.
Selv om der i de seneste år er kommet et hav af nye kanaler og muligheder for at blive opdateret, holder danskerne fast i nyheder fra de store public service-kanaler – DR og TV 2.
Det viser et forskningsprojekt i dansk public service-journalistik, og hvordan den kan udvikles, som Journalisthøjskolen har gennemført.
Og ifølge Hans-Henrik Holm, Jean Monnet-professor på Journalisthøjskolen, overrasker resultaterne.
"Det har overrasket mig, at selv om de fleste af os gør en dyd ud af at beklage os over, hvordan tv-nyheder bliver stadig mere overfladiske, så har det i Danmark været muligt for de store public service-kanaler, TV 2 og DR, at holde fast i at være de største kanaler," siger han med henvisning til, at 70 procent af befolkningen regelmæssigt ser en eller flere af nyhedsudsendelserne.
"Det er et meget højt tal i europæisk sammenhæng."
Vurderingen fra Journalisthøjskolen er, at de danske public service-kanaler leverer nyheder, der taler til os som vælgere og borgere:
"Hvis det er et mål for væsentlighed, så udsender dansk radio og tv mere væsentlig samfundsinformation end tilsvarende medier i de lande, vi sammenligner os med," siger Hans-Henrik Holm, der mener, at dansk public service har et godt udgangspunkt.
"Men kigger vi ud i fremtiden og gerne vil holde fast i kvalitetsjournalistik, kan vi også se, at det kræver en særlig indsats og en pligt til at lave publice service," lyder det fra Jean Monnet-professoren Hans-Henrik Holm.
Der er dog også problemer.
En del af forskningen i public service-journalistik viser, at public service-medierne ikke lever op til public service-kravet om alsidighed og mangfoldighed i brug af kilder i indslag. Ifølge forskningen fra Journalisthøjskolen var 72 pct. af kilderne i DR's og TV2's nyhedsudsendelser i to tilfældigt udvalgte uger midaldrende mænd af dansk oprindelse.
Med andre ord var kun 28 pct. kvinder, og blot omkring 2 pct. var etniske minoriteter – og de blev alene brugt som eksperter i netop at være en etnisk minoritet.
"Public service-kravet er, at mediernes dækning skal afspejle samfundets mangfoldighed og alsidighed. Men når det gælder brug af kilder, afspejles samfundets sammensætning ikke," siger lektor ved Journalisthøjskolen Kate Kartveit, der har stået for den del af forskningsprojektet.
De fem forskellige forskningsprojekter præsenteres som nævnt på onsdag. Det sker i forbindelse med en konference på CBS Copenhagen, hvor 80 medieforskere, mediepolitikere og medlemmer af mediebranchen samles.
Læs her alt om CBS-konferencen "Public Service – De 10 bud": Afslutningskonference for Public Service-projekterne
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.