Under halvdelen af danskerne har for nylig hørt om Europa-Parlamentet på nettet, i tv eller i radioen.
Det fremgår af det seneste Eurobarometer, der er blevet offentliggjort i dag, hvor EU-borgere blandt andet er spurgt til deres viden om Europa-Parlamentet, og hvor de får informationer om parlamentet.
Her svarer 48 procent af danskerne, at de for nylig har hørt om parlamentet i medierne. Dermed er danskerne i top-tre over EU-borgere, der hører mindst om Europa-Parlamentet – kun overgået af Bulgarien og Frankrig. Til sammenligning har 75 procent af svenskerne og tyskerne i undersøgelsen for nylig stiftet bekendtskab med Europa-Parlamentet gennem medierne, viser undersøgelsen.
Undersøgelsen melder ikke noget om en forklaring på tallene, for eksempel om hvorvidt danskernes manglende møder med Europa-Parlamentet gennem medierne skyldes manglende dækning fra mediernes side eller manglende interesse fra deres egen side.