En ny undersøgelse viser, at danskerne overvejende synes, DR er venstreorienterede, mens TV 2 favoriserer den siddende regering.
Den er en gammel sang, at DR er fyldt med såkaldte røde lejesvende. Og dén opfattelse deles stadig af 30 procent af danskerne, viser en ny undersøgelse fra Megafon, skriver Politiken.
Det ser stik modsat ud for TV 2, der af den almene befolkning opfattes som mere regeringsvenlige. Det synes 29 procent af de adspurgte i undersøgelsen, mens kun 14 procent mener, TV 2 er røde lejesvende.
Megafon har også spurgt til objektiviteten i medierne generelt. Og her er svarene mere lige fordelt. 35 procent synes, medierne er fair over for begge sider, 25 procent synes, medierne er regeringsvenlige, mens 22 procent synes, oppositionen får for let spil.
Politiken har bedt fire fremtrædende danskere om at give deres holdning til mediernes politiske standpunkt. Og de er cirka lige så uenige som resten af danskerne.
Jyllands-Postens politiske kommentator Ralf Pittelkow er ikke i tvivl: Danske journalister er venstreorienterede. Han siger blandt andet, at han selv tidligere har undersøgt DR og TV 2's valgdækning i 2007, og her viste gennemgangen af indslagene, at medierne var klart mest kritiske over for regeringen.
Teologen Katrine Winkel Holm, der sidder i DR's bestyrelse, mener også, at journaliststanden generelt sætter sit kryds til venstre for midten. Hun afviser argumentet om, at journalisters faglige tilgang til arbejdet skulle frigøre dem fra personlige holdninger.
»Synspunktet er udtryk for en barnagtig tro på en objektivitet. Enhver er selvfølgelig præget af forudsætninger og synspunkter. Enhver samvittighedsfuld journalist tager højde for egne synspunkter og gør sig umage for at få dem opvejet af andre,« siger hun.
De to socialdemokrater Mimi Jacobsen og Mogens Lykketoft synes begge, medierne i Danmark lader regeringen sætte dagsordenen. Det var ellers Mimi Jacobsens far, Erhard Jacobsen, der første gang kaldte DR's journalister for røde lejesvende, men hun er altså ikke enig i sin fars betragtning.
Mogens Lykketoft peger på, at regeringens mange skattebetalte spindoktorer og økonomisk støtte fra erhvervslivet gør dem i stand til at præge medierne langt bedre end oppositionen, hvor økonomien er svagere.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Interessant for en farveglad multimedieartist som jeg at høre om dette farvelade-spin fra diverse vinkler og personager.
Jeg har ellers farvelagt mit værk over medierne/journalister og det endte i "leverpostej"-farven.
Mht TV-stationerne er de nærmest mikrofonholdere, som jubler, når de kan få vinklen hjem uanset hvad. Frøkjærs hyldest til kriminelle er blot et af ugens eksempler. DR skal dog have ros for at være i stand til ind i mellem at stille det enkle spørgsmål "hvorfor". Men det er især på DR2 at dette forekommer.
Men blå-rød-leverpostejfarve...måske skulle jeg prøve at male et nye mediemaleri? Se eksempler på www.kunstavisen.com, hvis du nu er nysgerrig. Jeg har kaldt mit mediemaleri for "Bulls eye" :-)
DR er et selskab, så det er ental. Derfor hedder det ikke 'røde,' men 'rød'. Det hedder heller ikke "DR er venstreorienterede,' men 'DR er venstreorienteret,' da DR altså er ental, siden det er et selskab/en organisation/et firma/en etat/whatever.
Hvis det drejer sig om DR's medarbejdere, ville det være flertal, men det burde så fremgå af formuleringen a la "DR's medarbejdere er venstreorienterede.'
mvh
Dan Jensen, Computerworld (der tit oplever, at især unge journalister skriver 'de' om et selskab, et ministerium, en styrelse eller andet, der befolkes af mennesker, selv om de unge mennesker godt kan se, at organisationen i sig selv er ental.)