Danske Kasper Zeuthen er blandt de udvalgte journalister, der dækker Det Hvide Hus. Det gør han for Japans – og verdens – største avis. Arbejdstiden er 48 timer ugentligt, men han står standby døgnet rundt.

WASHINGTON. Når præsident Bushs pressechef, Scott McClellan, indkalder til de daglige briefinger i Det Hvide Hus' presserum i Washington, har 40-50 nøje udvalgte journalister adgang. En af dem er dansk.

Det er Kasper Zeuthen, 32 år og fra Aalborg. Han arbejder i Washington som politisk redaktør for Yomiuri Shimbun, Japans og verdens største avis, med en morgen- og aftenudgave, en engelsk udgave og et samlet oplag på 14,1 millioner eksemplarer. Desuden har selskabet en internet-udgave.

I alt har Yomiuri Shimbun over 30.000 medarbejdere. På kontoret i Washington er der dog kun 14 ansatte. Arbejdssproget er engelsk, og Kasper Zeuthen er chef for den politiske redaktion, som udgøres af fire amerikanere. Resten af de ansatte er japanere.

»Hvis man er fodboldspiller, vil man helst spille i den italienske liga. Er man skuespiller, tager man til Hollywood. Hvis man rigtig vil skrive om politik, tager man til Washington. USA står tilbage som den eneste stormagt. Det er her, de store beslutninger tages,« siger Kasper Zeuthen, der mener, Washington må være målet for enhver ambitiøs journalist.

Kasper Zeuthen er søn af Jacob Zeuthen, tidligere programchef ved Nordjyllands Radio, nu programmedarbejder på P1 i Danmarks Radio.

Kasper Zeuthen er født i Århus og opvokset i Aalborg, hvor han læste engelsk i fire år. Herefter tog han til Washington for at læse journalistik og samfundsfag på American University. Praktiktiden på fire måneder uden løn tilbragte han på Los Angeles Times i Washington, hvor han efter to dage havde en forsidehistorie. Ved den afsluttende eksamen havde han det højeste gennemsnit blandt klassens 30 elever.

Som nyuddannet fik han job på et Microsoft-internetmagasin i Washington, hvor han skulle skrive om musik, kunst, kultur, restauranter og begivenheder i Washington. Bill Gates kunne imidlertid ikke få økonomi i magasinet, så det lukkede. Herefter så Kasper Zeuthen en annonce i Washington Post, søgte og fik jobbet hos japanerne.

Ved siden af jobbet som politisk redaktør på den japanske avis skriver han på freelance-basis om mad, kultur, sport og tv til Washington Post og Los Angeles Times. Han har også skrevet lidt til danske medier, blandt andet skulle han være DAGENs Washington-korrespondent, men nåede ikke at skrive en linje, førend bladet gik konkurs.

Der er også tid til at være formand for de internationale korrespondenters klub i Den Nationale Presseklub, der ligger i gå-afstand fra Det Hvide Hus.

»Globaliseringen har gjort, at folk, som er dygtige og velbegavede nok, kan tage ud i verden og falde ned i de huller, der er. Jeg anbefaler meget, at folk prøver at arbejde ude i verden, selv om det ikke er nemt. Sådanne job falder ikke ned i skødet på én af sig selv, man skal arbejde hårdt på at lave de rigtige historier og være de rigtige steder,« siger Kasper Zeuthen.

Hvert år prøver han på avisens vegne at få et interview med præsident Bush. Som regel lykkes det. Men så træder snob-effekten i kraft. I stedet for at det er Kasper Zeuthen, som laver interviewet med præsidenten, kommer en japansk topchef flyvende ind fra Japan.

Kasper Zeuthen laver en række spørgsmål på engelsk, som topchefen kan stille, men Zeuthen ærgrer sig, fordi topchefen ofte ikke kan engelsk og derfor ikke kan følge op på spørgsmålene.

»Jeg tror aldrig, jeg får opgaven med at interviewe præsidenten. Det vil altid være en 'top dog' fra Tokyo. Ikke særligt logisk, eftersom de jo ikke dækker Det Hvide Hus til daglig,« siger Kasper Zeuthen diplomatisk.

Han har mødt præsident Bush ved mange pressemøder og et par gange sammen med to-tre andre journalister under valgkampen i 2000, hvor Bush kæmpede mod Al Gore.

»Præsident Bush er velbegavet,« siger Kasper Zeuthen og fortsætter:

»Jeg fornemmer, at man i Europa har en opfattelse af ham som en mand, der knap kan binde sine egne sko. Men det er langt fra virkeligheden. Han er ikke en intellektuel person, men har på mange områder de karaktertræk, man finder hos en administrerende direktør af en større virksomhed: Målrettet, med visioner, god til at uddelegere, god til at omgås andre og så videre. Hans dårlige side er helt klart, hvad mange har påpeget, at han ser meget i sort og hvidt, godt og ondt, etcetera. At han har svært ved at forholde sig til nuancer.«

Når Præsident Bush er i byen, er der dagligt morgen-briefinger hos pressechefen i Det Hvide Hus.

»Før 11. september var vi ikke mere end en håndfuld pressefolk, som samledes omkring pressechefens skrivebord og fik dagens emner. Efter 11. september kom der så mange, at det blev flyttet til presserummet i Det Hvide Hus.

Præsidenten selv er aldrig til stede ved morgen-briefingen, men dukker enkelte gange op til eftermiddagens pressemøde.

Reglerne om morgenen er anderledes end ved den store briefing om eftermiddagen. Om morgenen må der ikke filmes, og båndoptagelser er kun til eget brug. Briefingen tager 15-20 minutter. Pressesekretæren bruger morgen-briefingen som en slags generalprøve på, hvad dagens spørgsmål er, så han kan forberede sig til den store briefing om eftermiddagen,« forklarer Kasper Zeuthen.

Journalistlønnen i USA svinger meget, fordi der ikke er nogen overenskomster. Den gennemsnitlige startløn ligger på omkring 20.000 dollars (omkring 120.000 kroner) årligt. De allerbedst lønnede journalister i avisbranchen ligger på omkring 500.000 dollars (omkring tre millioner kroner). På magasiner kan lønnen ligge højere, og i tv-branchen kan stjernelønningerne gå meget, meget højt op.

Kasper Zeuthen vil ikke ud med sin løn. Men en journalist på hans niveau skønnes at ligge på omkring 50.000 dollars om året, omkring 300.000 danske kroner.

Ferier er ikke et automatisk gode.

»Mange i USA har det system, vi følger: En uge fri efter det første arbejdsår. To uger efter det andet, og man ender så på de maksimale tre uger. Jeg er nu oppe på tre uger, og så er der et par helligdage. Men desværre ikke så mange som i Danmark, hvor der jo både er jul og påske,« siger Kasper Zeuthen.

Hans arbejdstid er sat til 48 timer, men resten af døgnets timer er hans mobil åben, i tilfælde af at noget uventet skulle ske.

»Det er bare med at arbejde, når det er nødvendigt. Jeg havde flere hundrede overarbejdstimer i forbindelse med valget,« siger han.

Kasper Zeuthen føler sig godt tilpas i Washington, hvor han bor centralt i en mindre lejlighed. Helt usædvanligt for amerikanerne har han ingen bil, men kører på arbejde med undergrundsbanen eller i taxa.

»Trafikken er elendig, og det er ikke til at få en parkeringsplads,« lyder hans forklaring.

I fritiden går han til fitness og er fast mand på det lokale danske fodboldhold med det beskedne navn Danish Dynamite, og over nettet følger han ivrigt med i den danske Superliga og de øvrige nyheder hjemmefra.

Det er nu ti år siden, han forlod Danmark, men har han ikke nogen umiddelbare planer om at vende hjem.

Tværtimod er han åben for nye opgaver andre steder i verden, for han føler sig ikke bundet til et bestemt sted.

»Det tog nogle år, inden jeg kunne skrive og udtrykke mig helt flydende på engelsk. Nu kniber det nogle gange, når jeg skal skrive noget på dansk,« siger Kasper Zeuthen.