TV 2 Norge kan ikke vise kampene med blandt andre Erling Braut Haaland i Premier League, og det har kostet tv-kanalen mange penge. Scott Heppell/Reuters/Ritzau Scanpix
TV 2 i Norge, som er ejet af danske Egmont, skal igennem en stor sparerunde på 260 millioner danske kroner i 2024, skriver Journalisten.no.
Tillidsrepræsentant i TV 2 Margrethe Håland Solheim beskriver situationen som ”dramatisk”.
Hun siger til Journalisten i Norge, at hun har set en lang liste med ting, TV 2 Norge kan skære i, men den sætter ikke navn på hvilke grupper eller mennesker.
Men hun tror, det bliver svært at spare så mange penge, uden at det går ud over bemandingen.
Baggrunden for nedskæringerne er øgede produktionsudgifter og øget international konkurrence.
”Det får nu konsekvenser også for TV 2,” siger chefredaktør og administrerende direktør Olav T. Sandnes.
Sidste år mistede TV 2 Norge rettighederne til at sende fodbold fra Premier League til Viaplay/Nent Group. Og i samme periode er et overskud på 230 millioner danske kroner forvandlet til et underskud på 33 millioner danske kroner.
TV 2 er det største medie i Norge og har været ejet af Egmont siden 2012.