Foreningen Danske Sportsjournalister kan i 2022 fejre 100 års jubilæum, og det vil bestyrelsen markere med en række forskellige arrangementer i løbet af året.
Det skriver foreningen på sin hjemmeside.
Blandt andet vil man holde jubilæumsreception og fest i løbet af 2022.
Foreningen blev stiftet i 1922 og optager medlemmer, som er journalister eller fotografer, der er tilknyttet Dansk Journalistforbund eller forbund, der er underlagt DJ.
Foreningen kårer også ’Årets Sportsjournalist’ hvert år ved generalforsamlingen i marts.
Titlen gives til et eller flere medlemmer, der i det foregående år har udmærket sig ved en ”opsigtsvækkende og betydende journalistisk indsats i ord eller billeder, og som gennem sin præstation har skabt respekt om dansk sportsjournalistik samt højnet branchens anseelse og troværdighed”.