To danske pressefolk fik onsdag aften kniplerne at føle, da ungarsk politi gik hårdhændet til værks for at drive flygtninge og migranter tilbage på den serbiske side af grænsen.
»Jeg har lyst til at sagsøge dem langt ind i helvede. Men jeg har ingen anelse om, hvordan man griber det an,« siger Ekstra Bladets fotograf Rasmus Flindt Pedersen.
Både han og Radio24syvs journalist Lasse Henriksen blev slået af det ungarske politi, da de dækkede den tilspidsede situation ved grænseovergangen mellem Serbien og Ungarn.
»De slår bare løs for at få folk tilbage over grænsen uden at ænse, hvem de slår på. Jeg står ude i siden bag et autoværn lige på grænsen ved siden af en udenlandsk pressefotograf. Han råber ”Presse!” til betjentene, men de slår løs på ham alligevel. Så tænker jeg, at det nok ikke hjælper noget, at jeg står med min mikrofon og mit pressekort. Jeg vender mig om og forsøger at komme væk,« siger Lasse Henriksen.
Natten til tirsdag lukkede de ungarske myndigheder grænseovergangen helt. Siden har tusindvis af flygtninge og migranter forgæves forsøgt at krydse grænsen, som for nylig blev forstærket med høje hegn med pigtråd på toppen.
Onsdag havde der været uroligheder ved grænseovergangen. Flere unge mænd blandt flygtningene smed sten og andre genstande efter det ungarske politi på den anden side af hegnet, som svarede igen med tåregas og vandkanoner.
»Alt er kaos«
Om eftermiddagen faldt der igen ro på. Indtil hegnet kort før klokken 18 blev åbnet. Det er endnu uvist, hvem der åbnede hegnet, eller hvordan det blev åbnet.
»Pludselig er der masser af jubel oppe foran hegnet, som nu står åbent. Folk er glade og råber ”thank you, thank you”. De tror, at ungarerne har besluttet sig for at lade dem komme ind over grænsen,« siger Rasmus Flindt Pedersen.
»Familier strømmer til med oppakning og med kvinder og børn. Stemningen er god. Men det ungarske politi laver en barrikade på den anden side af grænsen. Da jeg har fotograferet en pige ved foden af betjentene, sætter politilinjen sig i bevægelse. De skyder tåregas ind i mængden, og folk begynder at skrige. De vender rundt og forsøger at løbe tilbage. Alt er kaos. Folk falder og tramper på hinanden, og politiet slår på alt og alle,« siger Rasmus Flindt Pedersen.
Lasse Henriksen fra Radio24syv er i gang med at optage en reportage. Han har med vilje stillet sig om bag et autoværn, så han er lidt beskyttet, hvis der opstår uroligheder.
»Jeg har svært ved at komme væk, fordi jeg er lidt fanget bag autoværnet. Jeg hopper op på autoværnet og forsøger at balancere mig væk. Her får jeg et slag i lænden med en knippel. Jeg blev ikke ramt så hårdt. Det gjorde kun ondt i situationen, og jeg kan ikke mærke det i dag,« siger Lasse Henriksen
Ekstra Bladets fotograf fik derimod flere slag.
»Jeg bliver selv slået flere gange, selv om jeg står ude i siden og råber, at jeg er fra pressen. Det er de ligeglade med. Til at begynde med slår de mest efter mit kamera. Men det ændrer sig, da der falder en kvinde foran mig, og betjentene begynder at slå på hende ret voldsomt. Da jeg forsøger at fotografere det, begynder de også at slå på mig,« siger Rasmus Flindt Pedersen.
Chokerende oplevelse
»Jeg har nogle få blodansamlinger på mine arme og omkring mine ribben. Mit kamera er rimelig robust, så det har klaret sig. Min iPhone er helt bøjet, men som du kan høre, virker den stadig,« siger Rasmus Flindt Pedersen i telefonen fra Serbien.
»Jeg var ret heldig. Der var en journalist fra en schweizisk radiostation, som blødte fra baghovedet og var helt konfus. Vi tog ham med tilbage til flygtningelejren på den serbiske side af grænsen, hvor han blev lappet sammen af lægerne,« siger Rasmus Flindt Pedersen.
Han er chokeret over oplevelsen.
»Jeg ved godt, at jeg kan risikere at blive slået, hvis jeg stiller mig imellem politi og demonstranter. Og det er en erhvervsrisiko som fotograf ved demonstrationer at blive ramt af vandkoner og tåregas. Men det er meget voldsomt, at så umotiveret politivold kan ske i et europæisk land. Det gik ikke kun ud over stenkasterne, men også kvinder, familiefædre og pressefolk,« siger Rasmus Flindt Pedersen.
Netop Ungarn er berygtet for at have et i europæisk sammenhæng ganske anstrengt forhold til pressefrihed. Den hårdhændede fremfærd betød også, at Rasmus Flindt Pedersen ikke var i stand til at dokumentere volden særlig godt.
»Jeg har ingen ordentlige billeder fra situationen, hvor politiet slår løs på alt og alle. Alt var kaos, og alle billederne er slørede,« siger han.
Ungarn sender bevidst hårdhændet signal
Den hårdhændede fremfærd fra ungarsk side er næppe tilfældig, vurderer Lasse Henriksen.
»Den ungarske regering har også sat militæret ind og forsøger i det hele taget med hårdhændet opførsel at sende et signal til flygtningene om, at de slet ikke kan komme ind i Ungarn. Dermed forsøger de at få flygtningene til at søge andre og nemmere veje ind i EU,« siger Lasse Henriksen.
Situationen på grænsen mellem Ungarn og Serbien betyder, at de mange flygtninge og migranter nu søger videre mod Kroatien, som ser ud til at blive det næste hotspot.
Derfor er både Rasmus Flindt Pedersen og Lasse Henriksen nu hver for sig på vej til Kroatien.
»Lige nu står jeg og venter på en taxa. Vi skal videre til Kroatien. De fleste flygtninge lader nu til at ville prøve lykken i Kroatien. Vi tager dertil for at se, hvordan situationen udvikler sig,« siger Rasmus Flindt Pedersen.
Ungarn: Vi blev presset
Den ungarske regering har flere gange udtalt, at politiet følte sig presset til at reagere.
”En bevæbnet flok på et par hundrede personer forsøger at komme ind på ungarsk territorium uden nogen form for tilladelse,” har talsmand Zoltan Kovacs sagt til CNN.
Journalisten forsøger at få en kommentar til volden imod pressen fra en talsmand for den ungarske regering.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Der er vist tale om en journalistisk erhvervsrisiko: Vil man mingle med tidens mediehotte darlings, risikerer man også de u-undgåelige "frække tilbud"...
(ingen billeder kunne ikke været taget i sikker afstand - men man ville noget andet - og røg med i knippelsuppegryden).