Danske Medier vil stadig have et mindre DR

”Der er stadigvæk en dårlig balance mellem både DR og TV 2-regionerne og de frie medier,” lyder det fra brancheorganisationen Danske Medier. Ifølge regeringens finanslovsudspil skal mediestøtten fortsætte på stort set samme niveau som nu

Det var næsten som et ekko af budskabet fra de private mediers brancheorganisation Danske Medier, da den tidligere regering og Dansk Folkeparti præsenterede det nye medieforlig i 2018.

”Jeg er glad for, at vi nu – efter et langt og grundigt forhandlingsforløb – står med en stærk aftale, der sikrer bedre balance mellem de statslige og private medier,” lød det fra daværende kulturminister Mette Bock i Kulturministeriets pressemeddelelse.

’Bedre balance’ mellem statslige og private medier handlede mere konkret om, at DR skulle beskæres med 20 procent. En dagsorden, ikke mindst Danske Medier havde kæmpet for at få med i medieforliget, i øvrigt med samme ordlyd.

Nu er spørgsmålet om DR-besparelser igen bragt i spil i forbindelse med forhandlingerne om næste års finanslov og forhandlinger om et kommende medieforlig.

I regeringens finanslovsudspil er der afsat penge til P6 og P8 i 2021. Derudover lægger regeringen op til, at mediestøtten fortsætter på stort set samme niveau som nu, viser en gennemgang, Mediawatch har lavet.

Danske Medier står samme sted som i 2018 i forhold til DR-besparelserne, lyder det fra organisationens formand, Jesper Rosener. Det på trods af, at organisationen ved det kommende medieforlig har en anden hovedmission: Nemlig at få indført en ny regulering af techgiganterne.

”Det er ikke længere vores hoveddagsorden, men det er klart, at det vi har sagt, det står vi ved. Sådan vil jeg sige det,” siger Jesper Rosener.

Fyringsrunder trods mindre DR

Siden medieforliget blev indgået i 2018, har DR gennemført besparelser for årligt 420 millioner kroner. Et mindre DR har dog langtfra betydet, at Jysk Fynske Medier – hvor Jesper Rosener er direktør – selv har undgået fyringsrunder i samme periode.

Er det stadig et godt argument, at der er en dårlig balance?

”Der er stadigvæk en dårlig balance mellem både DR og TV 2-regionerne og de frie medier. Så det er stadigvæk en udfordring, men det er bare ikke så stor en udfordring som den, vi har med techgiganterne,” siger Jesper Rosener.

Han mener, at såvel DR som TV 2-regionerne har for mange ressourcer i konkurrencen med de private dagblade og ugeaviser, både når det kommer til at bringe citathistorier digitalt og i forhold til at rykke på dagsaktuelle historier.

”Mange af de nyheder, lokalt i form af regionerne på TV 2 og landsdækkende i forhold til landsnyheder, de bliver bragt kvit og frit på nettet. Det er det sted, hvor vi virkelig konkurrerer nu om den nye fremtid. Det gør det svært at oparbejde betalingsveje,” siger Jesper Rosener.

Produktionsselskaber ønsker stort DR

Modsat Danske Medier håber produktionsselskabernes brancheorganisation Producentforeningen, at DR slipper for at skulle spare de sidste 255 millioner, som mangler at blive gennemført, hvis 2018-medieforliget skal indfases fuldt ud.

Direktør i Producentforeningen Jørgen Ramskov henviser til regeringens forståelsespapir med støttepartierne, hvor det fremgår, at man vil ’styrke dansk public service’.

”Det ville være mystisk at styrke public service ved at fjerne 250 millioner fra DR,” siger Jørgen Ramskov.

Han håber desuden, politikerne lykkes med at indføre en form for beskatning af techgiganterne, som kan komme dansk medieproduktion til gode.

”Medlemmerne af Producentforeningen bliver også ramt, hvis DR mangler 250 millioner. Så vil DR jo mangle dem også til at lave ekstern produktion, og så vil det være besparelser, som rammer børn, drama, nyheder og tv-programmer, reportager, og det er jo også det, mine medlemmer lever af,” siger Jørgen Ramskov.

6 Kommentarer

Jan Jørgensen, TV 2/Bornholm
1. SEPTEMBER 2020
TV 2 blev den 1. januar 2012 en betalingskanal, hvilket da det skete udelukkede TV 2 fra must carry.
Du kan læse mere her:

https://www.berlingske.dk/privatoekonomi/saadan-maerker-du-at-tv-2-bliver-betalingskanal

Iøvrigt er must carry blevet ophævet undtaget for følgende:
Tv-kanalen FOLKETINGET
Tegnsprogstolkede nyhedsudsendelser fra DR og TV 2/DANMARK A/S
Programmer fra DR1 og DR2 med synstolkning.
TV 2 kan ikke under nogen omstændigheder indkøbe isenkram og placere regningen hos de regionale kanaler. Det er ganske enkelt forkert.
De regionale stationer leverer nyhedsindslag efter en kontrakt med aftalte priser.
Niels Riis Ebbesen
1. SEPTEMBER 2020
TV2 er en betalingskanal, og must carry reglerne gør, at alle udbydere af kabel-TV og fællesantenneanlæg, skal levere TV2 i alle deres pakker, det vil sige, at ud over medielicensen, så betaler de fleste danskere ca. 500,- kr. om året til TV2.


Jeg ved fra en tidligere ansat, at man hos TV2 altid har været meget kreative, når der skulle indkøbes nyt isenkram, og hvis det var muligt, så blev udgiften placeret hos en eller flere af de regionale kanaler, uanset om det var noget udstyr, som hele TV2 kunne drage nytte af.

Og de regionale TV2-kanaler leverer også mange nyhedsindslag, som TV2 kun betaler en symbolsk pris for.
Allan S. K. Frederiksen
1. SEPTEMBER 2020
@Hanne Dalgaard

Ud over at TV2 er Must Carry kanal (skjult inddirekte statsstøtte), henter den også store summer fra public-service-puljen, som er financieret af licensmidler.

Det korrekte udsagn skal derfor være "direkte licens", da KUM leverer en traditionel udeladelses løgn. Rent semantisk er det et korrekt udsagn, men faktuelt er det en løgn.
Niels Riis Ebbesen
1. SEPTEMBER 2020
@ Hanne Dalsgaard, de regionale TV2-kanaler er licensfinansieret, og TV2 er en most career kanal, som alle fællesantenne anlæg skal købe, og som de store udbydere af kabel-TV skal have i deres grundpakke.
Hanne Dalgaard
31. AUGUST 2020
TV2 er ikke finansieret af medielicensen.

"TV 2 DANMARK A/S har ikke modtaget licens siden juni 2004 og har derefter alene finansieret sin drift med reklameindtægter og indtægter fra sine nichekanaler. "
Kilde: Kulturministeriet

Flere

Læs også

Enhedslisten kritiserer regeringens DR-planer: Hvad er det vi skal forhandle om

Støttepartier kritiserer regeringens DR-planer: Hvad er det, vi skal forhandle om

31. AUGUST 2020
Joy har fundet penge til musikkanalerne - mens der er spænding om resten af DR

Joy har fundet penge til musikkanalerne – mens der er spænding om resten af DR

31. AUGUST 2020
Presser kulturministeren – vil se medieudspil før finanslovsforhandlinger slutter

Presser kulturministeren – vil se medieudspil, før finanslovsforhandlinger slutter

31. AUGUST 2020