Danske medier skal se avisdøden i øjnene og i stedet begynde at fokusere på at fortælle historier på internettet, som brugerne gider betale for. Finanskrisens hærgen gennem medielandskabet er et afgørende øjeblik for, om medierne kommer ud af starthullerne.
Det mener Jan Boserup, mediebureauet OMD, og Bjarke Myrthu, tidligere chef for fotobureauet Magnum. Begge er oplægsholdere ved konferencen Den Store Medie Revolution 22. april i Berlingske Medias hus i København. Her vil en række mediepersoner give deres bud på, hvordan medierne kan bruge internettet til at udvikle deres forretninger.
Mens aviserne synes at være endt i en decideret overlevelseskamp med faldende oplag og et kraftigt fald i annonceindtægterne, er den eneste udvej for mediekoncernerne derfor at udvikle en model, der kan få brugerne til at betale for at få historier fortalt på internettet, mener Bjarke Myrthu:
"I øjeblikket laver man enten lydklip, tekst eller video. Jeg kunne godt tænke mig, at tingene bliver kombineret i langt højere grad. Journalisterne skal begynde at opfatte sig som fortællere i stedet for at være producent af en avis," siger han til Berlingske Tidende.
Det er lige her og nu, at mediekoncernerne skal satse på historiefortælling på internettet. Jan Boserup er ikke i tvivl om, at dagbladene i øjeblikket er i gang med en sidste overlevelseskamp, der i sidste ende vil betyde døden for papiraviserne. Derfor er alle de planer, mediekoncernerne lagde få bare ét år eller to siden ikke længere tilstrækkelige for at overleve. Men selv om krisen lige nu kradser, kan den allerede i år blive vendt til positive muligheder, mener han.
"Der er ingen, som er interesseret i status quo. Det er en positiv situation, at ens partnere er interesseret i at udvikle de produkter, man laver sammen," siger Jan Boserup.
2