Det nært forestående verdensmesterskab i fodbold bliver det dyreste nogensinde for landets sportsredaktioner. Rejseomkostninger på 100.000 kroner har ikke skræmt de kriseramte dagblade væk.
Prisen for at sende én reporter, fotograf eller tekniker til Sydafrika kan løbe op i 100.000 kroner og endnu mere, hvis Danmark skulle gå videre fra den indledende pulje. Hertil kommer løn, afspadsering, teknik og de medarbejdere, der dækker VM fra Danmark. Alligevel satser de danske medier alt på VM og sender 87 medarbejdere af sted.
»Budgettet er vel i størrelsesordenen 100.000 plus det løse per mand. Så det er sindssygt dyrt. Det er klart den største satsning i vertikalens historie,« siger Flemming Fjeldgaard fra Berlingske Medias sportsvertikal, Sporten.dk, som sender fem medarbejdere af sted.
Det er seks år siden, fodboldlandsholdet sidste gang kvalificerede sig til en slutrunde, lyder begrundelsen for at lade millionerne rulle. Fodbold-Danmark hungrer efter rød-hvide sportssektioner. Og det krav kan ingen sportsredaktør sidde overhørig, forklarer redaktørerne.
»VM er det største for en sportsredaktion. VM har en særlig historik, og nu hvor Danmark er med, bliver det noget helt særligt,« siger Flemming Fjeldgaard.
VM i Sydafrika har sat gang i den redaktionelle og teknologiske kapløb på redaktionerne. Næsten alle er klar med nye tiltag, der skal gøre netop deres dækning unik.
Både DR og TV 2 ruller kampene ud i HD for første gang. Ekstra Bladet har købt 3D grafik af alle mål, så netbrugerne kan se præcis, hvordan bolden gik i nettet.
Sporten.dk relancerede i går hjemmesiden, og har tilføjet et dedikeret site kun til VM. Derfor har siden i al beskedenhed valgt at kalde sig Danmarks VM-site den næste måneds tid.
Læs hele temaet, og se hvordan alle medierne har satset, i det nye nummer af Fagbladet Journalisten: Stort dyrt tredimensionelt i HD – og med fadøl
Se også vores tv-indslag med Viasats kommentator, Carsten Werge, der tromler Journalistens praktikant.
3