I går vedtog Folketinget en ny lov om ophavsret, der giver medierne flere rettigheder over for store tech-virksomheder som Google, Facebook og YouTube, når de bruger mediernes materiale.
Interesseorganisationen Danske Medier kalder loven for en milepæl, men fastslår samtidig, at opgøret med techgiganterne ”kun lige er begyndt”.
Ved medieforhandlingerne senere i år vil organisationen således kæmpe for en række flere landvindinger, herunder mere konkurrence i app stores og en begrænsning af spredningen af ulovligt indhold. Danske Mediers fokuspunkter kan læses her.
Danske Medier oplyser desuden, at en række danske medier er gået sammen i et forvaltningsselskab, som skal forhandle kollektivt om mediernes rettigheder i fremtiden. Det bliver med advokat Karen Rønde i spidsen.