Danske Medier og DR strides om nyhedsbreve

De private medier og Venstre angriber DR for at satse nyt med nyhedsbreve. Men DR har lavet nyhedsbreve i over 14 år, og antallet er skåret fra 50 til 7, lyder svaret. Både Venstre og Danske Medier fastholder, at DR bruger nyhedsbreve på en ny og problematisk måde

”DR ny aktør på nyhedsbrevsmarkedet”. Sådan lyder overskriften på et indlæg, som Danske Medier har offentliggjort i dag. ”Disse nyhedsbreve er det tydeligste eksempel på, at de statslige medier udøver en unfair konkurrence i relation til de private medier,” lyder det.

Men DR er ikke en ny aktør på nyhedsbrevsmarkedet, svarer kanalchef på dr.dk Michael Arreboe. Tværtimod har DR udsendt nyhedsbreve i mindst 14 år.

»Dr.dk har haft nyhedsbreve, stort set lige siden vi begyndte at have links på hjemmesiden. Jeg har kigget tilbage, og vi har i hvert fald haft nyhedsbreve på nettet siden år 2000,« siger Michael Arreboe.

Han tilføjer, at DR har barberet antallet af nyhedsbreve markant ned de seneste år. I 2011 havde DR cirka 50 nyhedsbreve, der samlede journalistisk indhold. I dag er der syv.

»Da vi relancerede dr.dk i 2012, ryddede vi også op i vores nyhedsbreve. Vi havde rigtig mange programsider, som havde deres egne nyhedsbreve. Nu har vi ryddet op, så vi kun har syv nyhedsbreve inddelt i brede emner som for eksempel kultur og politik,« siger han.

Samtidig har DR nogle nyhedsbreve, der ikke samler journalistisk indhold, men som eksempelvis går ud til pressen og Koncerthusets gæster. Michael Arreboe kender kun til to af den slags.

Danske Medier: Ordkløveri

Ebbe Dal er adm. direktør i Danske Medier. Han erkender, at DR ikke er nye med nyhedsbreve – men han fastholder, at DR er begyndt at bruge nyhedsbrevene på en ny måde.

»Det er rigtigt, at det ikke er nyt, at DR laver nyhedsbreve. Så vidt jeg ved, har der været knyttet nyhedsbreve til enkelte programmer i mange år, og det er fint. Men på et tidspunkt er DR begyndt at professionalisere arbejdet med nyhedsbreve, så de er blevet direkte konkurrenter til private medier,« siger han.

Ebbe Dal nævner som eksempler altinget.dk samt JP/Politikens Watch Medier, der udgiver seks nichemedier på nettet, bl.a. mediawatch.dk, finanswatch.dk og shippingwatch.dk.

»Når DR er begyndt at udsende et Politik-nyhedsbrev, som mig bekendt udkommer kort før altinget.dks Politik-nyhedsbrev, så er det i klar konkurrence,« mener Ebbe Dal.

»Den tilskærpelse af nyhedsbrevene, som Michael Arreboe forsøger at bagatellisere, er netop en konkurrencefaktor, hvor DR går ind i et marked, som de private medier klarer fint selv.«

Men er der ikke forskel på at være en ”ny aktør”, som I skriver, og så professionalisere noget, man har gjort i mange år?

»Jo, men det er ordkløveri. Problemet er, at nyhedsbrevene har fået en karakter, så de er blevet en markedsfaktor.«

Ebbe Dal understreger, at DR gerne må lave nyhedsbreve, der er direkte relaterede til programmer i radio og tv, men at han synes, det er problematisk, hvis DR laver tematiserede nyhedsbreve.

Venstre-ordfører støtter Danske Medier

Danske Medier er ikke de eneste, der har angrebet DR for at bevæge sig ind i et helt nyt marked med nyhedsbreve.

Dansk Journalistforbund afholdt mandag en konference om det kommende medieforlig, hvor emnet også spillede en central rolle.

Her fastslog både Berlingske Medias koncernchef, Lisbeth Knudsen, og Venstres medieordfører, Ellen Trane Nørby, at DR’s nye satsning på nyhedsbreve bør stoppes nu.

»Nu er DR så også begyndt at lave nyhedsbreve, som de private medier har gjort i årevis. Og ja, det er et af de steder, vi gerne vil begrænse,« sagde Ellen Trane Nørby.

»Mange nichemedier lever af at lave nyhedsbreve. Nu går DR så også ind på det område. Det er jo head-on konkurrence med de private medier,« sagde Lisbeth Knudsen.

Ellen Trane argumenterer i dag – ligesom Ebbe Dal – at det ikke er selve nyhedsbrevene, men måden de bruges på, der er problemet.

"Diskussionen handler ikke om, om DR også tidligere har lavet oplysende nyhedsbreve for op til 50 forskellige programmer, men at DR nu har ændret det og laver målrettede tematiske nyhedsbreve på brede samfundsemner, der nyhedsbrevsmæssigt altid tidligere er blevet dækket af alt fra Altinget, dagbladene, specialmedierne og netmedier som avisen.dk, sportsider etc. Det er det, der er nyt, og det er det, dagblade, netmedier m.fl. har henvendt sig til os politikere om,” skriver hun i en mail til Journalisten.

"DRs argumentation svarer jo til at sige, at bare fordi DR fx altid har haft radio- og tv-kanaler så må de nu også lave en ren sportskanal, en senior-kanal, en radiokanal, der kun spiller TV2-hits eller hvad ved jeg. DR er nødt til at forholde sig til, at når man er en 3,7 milliarder kroners licens-mastodont, så skal man sørge for at spille en positiv public service-rolle," fortsætter Ellen Trane Nørby.

DR: Vores job er at være professionelle

Michael Arreboe afviser, at det er ordkløveri at kritisere Danske Medier for deres ordvalg.

»De skriver, at DR er ”en ny aktør på nyhedsbrevsmarkedet”, og det kan jeg klart afvise. Der er stor forskel på, om man laver noget for første gang, eller om man gør noget mere professionelt. Det er vores arbejde at gøre tingene så godt som muligt for de penge, danskerne betaler.«

Men har Ebbe Dal ret i, at dr.dk er blevet en tættere konkurrent til private medier, efter at I har omlagt jeres nyhedsbreve til syv temaer?

»Nej, det kan jeg simpelthen ikke se. Vi har forholdsvis få abonnenter på vores Politik-nyhedsbrev, og jeg kan ikke se, hvordan det er en konkurrent til de danske dagblade eller nichemedier,« mener Michael Arreboe.

Han forstår heller ikke skellet mellem, om nyhedsbrevene primært er hægtet op på temaer eller programmer.

»Hvis du får et nyhedsbrev fra et program som Bag Borgen, så er det også et nyhedsbrev om politik. Vi har bare samlet det ét sted, så du ikke behøver abonnere på alt, hvad vi har om politik. Det handler om brugervenlighed.«

DR vil droppe skrevne historier i kapitler

På konferencen fik DR også kritik for et andet nyt journalistisk tiltag: Den journalistiske historie 'Da SF stod af magten'. Historien består af en skreven fortælling i to kapitler af DR's politiske redaktion.

Her slog generaldirektør i DR Maria Rørbye Rønn dog fast, at det ikke er en del af DR’s strategi.

»Jeg kan forestille mig, at vi har testet et format af her. Men det er ikke en del af vores strategi at bevæge os mere ud i den genre. Overhovedet ikke,« sagde hun på konferencen.

Journalisten har i løbet af dagen forsøgt at få en kommentar fra Lisbeth Knudsen. Vi afventer fortsat.

0 Kommentarer